Kampen mellem nybyggerne og de lokale

Nybyggerne fra Europa ville have kvæg, græsningsområder og marker. Mange krige om dyr og jord blev udkæmpet, og afrikanerne blev for det meste taberne – men ikke altid. Græsningsarealer i bjergene blev med held forsvaret af Kong Moshoeshoe og hans mænd. Disse kæmpede modigt og vandt derved en fred som reddede Lesotho fra de jordhungrende hvide.

Der var ikke så mange europæere i Sydafrika som i Nordamerika eller i Australien, og de hvide bønder manglede arbejdskraft. Afrikanerne vidste hvordan man skulle dyrke jorden. De hvide bønder besluttede sig derfor for at tage al den bedste jord så de afrikanske mænd ville blive nødt til at arbejde for dem. Hvis de ikke gjorde det, ville deres familier nemlig sulte, fordi de ikke kunne leve af den dårlige jord de havde fået.

Slaget om Isandlwana

I januar 1879 invaderede den engelske hær Zululand for at gøre området til en del af det engelske imperium. De omkring 1.700 engelske elitesoldater, bevæbnede med moderne geværer, slog lejr ved Isandlwana. den 22, januar blev de angrebet af zulu-hæren som bestod af cirka 20.000 krigere bevæbnede med kastespyd og stikvåben (assagai). Zulukrigerne havde omringet englænderne, og selvom de mistede mange krigere i den engelske kugleregn, lykkedes det zulukrigerne at opnå at komme i nærkamp med englænderne. Zulukrigerne dræbte næsten alle de engelske soldater. For at vinde de følgende kampe blev englænderne nødt til at sende en større hær, og det blev også nødvendigt at lave en aftale om fred som lod Zuluerne beholde deres konge og noget af deres jord.

Nxeles rådgivers tale

Under et engelsk felttog i 1818 henvendte en gruppe ældste fra Xhosa-stammen sig ubevæbnede til deres engelske forfølgere. De ville diskutere fred og bede om at deres høvding, Nxele, blev frigivet fra fangenskab. Samtalerne blev indledt med den følgende tale som blev holdt af Nxele’s nærmeste rådgiver.

“Denne krig, Britiske Høvdinge, er en uretfærdig krig. I kæmper nu for at ødelægge et folk som I har tvunget til at gribe til våben. I begyndelsen, da vores forfædre og boernes forfædre slog sig ned i Zuurveld, levede de sammen i fred. Deres kvægflokke græssede på de samme bakker. Deres hyrder røg af den samme pibe. De var brødre indtil amaXhosa’ernes kvægflokke plantede misundelsen i boernes hjerter. Disse grådige mænd tog med magt fra vores forfædre alt det som de ikke kunne få i bytte for gamle knapper.

Vores forfædre var rigtige MÆND, de holdt af deres kvæg, deres hustruer og deres børn levede af mælk, og de sloges for deres ejendom. De begyndte at hade kolonialisterne, som ville eje alt hvad de havde og som havde i sinde at udrydde dem. Boerne angreb vores forfædre. Vores forfædre fordrev dem fra Zuurveld, og vi gav os til at bo der fordi det var os som havde erobret det. Det var der vi fik vores omskæringer, der vi giftede os med vores hustruer, og det var der vores børn blev født. De hvide mænd hadede os, men de kunne ikke drive os væk derfra.

Når der var krig så udplyndrede vi jer. Når der var fred stjal nogle af vores dårlige folk fra jer, men vores høvding forbød det. Til sidst kom I som græshopper og sagde: “Gå over til den anden side af Fiskefloden, det er alt hvad vi ønsker.” Vi gav efter, og kom hertil. Vi levede i fred. Så sendte I en deling soldater som tog vores sidste ko og lod os kun beholde nogle få kalve som kunne dø af sult sammen med vores børn. Uden mælk, og efter at vores majs er blevet ødelagt, så vi vores koner og børn dø, og vi forstod, at vi selv ville dø.

Derfor fulgte vi sporene fra vores kvæg ind i kolonien. Vi plyndrede og vi kæmpede for vores liv. Vi så, at I var svage, og vi dræbte jeres soldater. Vi så, at vi var stærke, og vi angreb jeres hovedkvarter. Hvis det var lykkedes for os at vinde, ville det kunne kaldes retfærdigt, for det var jer, som startede krigen. Vi tabte, og I er kommet hertil.

Vi ønsker fred, vi ønsker at hvile i vores hytter, vi vil gerne skaffe mælk til vores børn, og vores kvinder vil gerne pløje jorden. Men jeres tropper dækker markerne, og de vrimler i krattene, hvorfra de ikke kan kende forskel på mand og kvinde, og de skyder alle.

Slut fred med os. Frigiv Nxele. Så kan I bestemme, hvornår I vil have at Ndlambe, Mdushane, Kobe og resten kommer og stifter fred med jer. Men hvis I stadigvæk vil fortsætte krigen, så lover vi, at I kommer til at skulle fortsætte til vores sidste mand er slået ihjel.”

Talen gjorde dybt indtryk på englænderne, men høvding Nxele var allerede blevet sendt af sted med båd for at skulle tilbringe resten af sit liv som fange på Robben Island. Dermed fortsatte krigen.