Befolkning

Sydafrikas oprindelige befolkning
Landet Sydafrika var oprindeligt beboet af jægere og samlere. Omkring år 500 begyndte bantu-talende folk at indvandre fra nord. Bantu-folkene var kvægholdere og agerbrugere, og under indflydelse fra dem begyndte en del af de oprindelige indbyggere at holde kvæg og geder. De oprindelige indbyggere delte sig i to folk, San, som levede som jægere og samlere og Khoi-khoi, som var kvægholdere.

De bantu-talende folk trængte længere og længere id i landet og San-folkene blev fordrevet til ørkener og golde området. Deres efterkommere findes stadig i Khalahari-ørkenen og i det ørkenagtige området i Sydafrika, Karoo. Khoi-khoi-folkene levede i det forholdsvis frugtbare område omkring Kap Det Gode Håb. Da europæerne begyndte at indvandre i området i slutningen af 1600-tallet blev Khoi-khoi-folket fordrevet fra deres land. Deres kongeriger gik i opløsning og epedemier og forfølgelser dræbte mange som det skete med indianerne i nordamerika. I dag lever deres efterkommere først og fremmest i Cape Town og i den sydligste del af Sydafrika. Deres sprog eksisterer ikke længere, og deres kultur er blevet en del af den befolkningsgruppe, som sydafrikanerne kalder de farvede.

De bantu-talende folk
De bantu-talende folk kom fra et sted længere oppe i Afrika. Nogle mener omkring det sted, hvor Nigeria ligger i dag. Gennem tusinder af år havde de befolket kontinentet og til sidst nåede det det sydligste Afrika. I år 500 slog de sig ned syd for Lompopo-floden.

De bantu-talende folk bor i dag i alle landene i det sydlige Afrika. De tilhører den samme sprogstamme, men har forskellige sprog og skikke, ligesom englændere, tyskere, danskere, svenskere osv. tilhører samme sprogstamme, men er forskellige folk. De bantu-talende folk var organiseret i stammer eller klaner med hvert deres overhoved. I tidens løb er nogle klaner smeltet sammen, andre er blevet opslugt af stærke nabostammer. Sprog og skikke er gået under eller blevet blandet så nye er opstået.

I dag udgør de bantu-talende folk de største befolkningsgrupper i Sydafrika: Xhosa, Zulu, Swazi, Ndebele, Nord-Sotho, Syd-Sotho, Tswana, Venda, Lemna og Shangaan-Tsonga.

Man kan dele den sorte befolkning op i to hovedgrupper. Nguni dækker over Zulu, Xhosa, Swazi og Ndebele. Sothoerne, der kom til Sydafrika i det 13. århundrede dækker over nord- og sydsotho og Tswana. Shangaan-Tsonga, Lemna og Venda hører ikke til nogle af disse grupper.

Nguni
Zuluerne hører til denne gruppe og er den største befolkningsgruppe i Sydafrika. Zulu betyder himmel. Zuluerne tilhører himlens folk.Det er et stolt og traditionrigt folk med Shaka Zulu som en de mest kendte og frygtede personer i Sydafrikashositorie.

Lige siden den berygtede Shaka Zulu forenede zuluerne under et styre, har de været kendt for at være et meget stolt, men også krigerisk folkeslag. Den tid, hvor Zuluerne styrede Kwazulu/Natal huskes med stolthed. Det er en af grundene til , at den nuværende høvding-leder, høvding Mangosuthu Buthelezi, fik så stor opbakning, da han startede Inkatha som en kulturel organisation. Siden har han omdannet Inkatha til et politisk parti. Det splittede hans folk mellem tilhængere af og modstandere af den samarbejdspoitik, han førte med apartheid-regimets ledere. Et af resultaterne var, at han blev leder(Chief Minister) i hjemlandet KwaZulu, der var opdelt i småstykker spredt udover Natal. Tilhængere af Nelson Mandelas ANC betragtede Buthelezi som kollaboratør. Det var årsagernene til de voldsomme kampe, der startede i 1980’erne.

Apartheids bolig- og paslove forsikede urbaniseringsprocessen, da sorte ikke havde adgang til byerne med mindre de havde fået specialtilladelse. Resultater er bl.a., at den måde, man traditionelt har levet på i århundrede, overlever i KwaZulu/Natal. Til en vis grad blivet blandet med vestlig livstil. Et eksempel er blandingen af kristendom og traditionelle religioner som dyrkelse af og kommunikation med afdøde. Hertil bruges heksedoktorer, sangomaer. De konsulteres også for diverse sygdomme og kan bruges til at lyse forbandelser over nogen eller opløse en forbandelse, der hviler på én.

Der betales lobola, brudepris, dog ikke altid som i gamle dage i form af køer. Det er også tilladt at have mere end en kone, men det er ikke sa almindeligt på grund af de store omkostninger. Det er almindeligt at bo flere generationer sammen, men det er altid mandens familie, der danner grundlaget.

I de senere år er urbnisringen taget til. Overalt i KwaZulu/Natalprovinsen er folk i opbrud. Landbruget giver lidt og byerne trækker. Forbindelsen til familien der hjemme går ofte tabt. De befinder sig uden familiens og landsbyens traditionelle sikkerhedsnet, hvilket gør arbejdsløshed eler en ikke planlagt graviditet til en katastrofe. Hittebørn er et stort problem og adoption er svært i et samfund, hvor familietilhørsforhold er vigtigere end individet.

Xhosa
Nelson Mandela tilhører denne gruppe. Det østlige Cape var oprindelig beboet af khoikhoi. Og san-folk inden xhosa kom. I 1879 brød den første krig ud mellem xhosaer og europæere, som europæerne vandt. Xhosaer vendte sejrigt tilbage i 1789. Slagene bølgede frem og tilbage mellem xhosaerne og europæerene, men til sidst fik europæerne overtaget bla. blev 700 xhosaer kriger dræbt under et angreb på Grahamstown, som under ledelse af profeten Makana havde overbevist sine krigere om, at de var usårlige. Makana blev senere taget til fange og var den første fange på den lille ø Robben Island, hvor også Nelson Mandela senere blev holdt indespærret.

I midten af århundrede lykkedes det britiske soldater at udvide deres område. En ung xhosa-pige overbeviste sine folk om, at briterne ville blive drevet til havs, hvis de slagtede deres kvæg og undlod at så. Men forudsigelsen kom ikke til at holde stik. I stedet døde mange af sult, og xhosaerne blev underlagt briterne.

Europæerne
De første hvide bosættere kom fra Holland til Kap Det Gode Håb i 1652. Under hollandsk styre i de efterfølgende år spredte de hvide bosættere sig ind i landet som kvægfarmere. Gennem årene udviklede de deres eget sprog, Afrikaans. Senere, i begyndelsen af 1800-tallet, begyndte engelske bosættere at ankomme i stort antal, og da der blev opdaget diamanter i 1867 strømmede folk til fra de fleste af Europas lande for at søge lykken.

Sydafrika har gennem årene været et fristed for europæere, der blev forfulgte hjemme på grund af deres religion. F.eks. har mange europæiske jøder og huegenotter slået sig ned i Sydafrika. Mange portugisere kom til Sydafrika, da Angola og Mozambique tidligere portugisiske kolonier fik deres uafhængighed i 1975. Når man taler om de hvide sydafrikanere, er det altså også en sammensat gruppe mennesker. Der er også en dansk gruppe, som mindes at stamme fra danskere der prøvede lykken som diamant og guldgravere i slutningen af 1800-tallet. Antallet af danskere, der kom til Sydafrika i denne periode er uvidst,men der var nok skandinavier til at danne et skandinavisk regiment, der sloges på Boernes side under Boer-krigen mod englænderne. En dansk forening blev dannet i 1905 i Johannesborg, hvor det fortrinsvis danske håndværkere havde slået sig ned.

Den hvide Afrikaner identitetsfølelse blev cementeret ved den Anglo-Boer krig mellem Stor Britanien og Afrikaner Republiken, der sluttede med engesk sejr i 1902. Dette var med til at unificere af de fire colonier (Kap, Natal, Orange Fri Staten og Transvaal) indtil et uafhængigt land i 1910. i 1960 blev Sydafrika en republik og forlod Commonwealth.

Inderne
I slutningen af 1800-tallet ansatte den britiske regering titusindvis af indere som kontraktarbejdere i Sydafrika. Her skulle de bygge jernbaner og arbejde på de engelske sukkerplantager i Natal. De blev fulgt af indiske handelsmænd. I 1875 var der ca. 10.000 indere i Sydafrika. Mange af kontraktarbejderne blev i landet, og i dag har Sydafrika verdens største indiske samfund udenfor Indien. Inderne bor i dag først og fremmest i Durban og i byerne der omkring, hvor de er dominerende inden for handelen.

Inderne er ikke nogen homogen gruppe. 70% af inderne er hinduer, 20% muslimer og 10 procent kristne. Der er forskel i kaste og klasse, sprog, profession og politisk overbevisning.

En ung Mahatma Ghandi kom til Sydafrika i 1893 for som advokat for at forsvare en indisk handelsmand.

De farvede
De farvede er en uens gruppe, der igennem århundrede har været set ned på, da de er en blandingsrace uden egen kultur eller sprog, hverken sorte eller hvide. Det er en blanding af kanel-, beigefarvede, ravnsorte og hvide, muslimer og kristne, bønder og byboer. Den farvede gruppe omfatter dem alle.

Som et mix af forskellige racer kan de ikke gøre krav på noget ?traditionelt? landområde men de er stærkt tilknyttet til Cap Town området. Hollænderne var i midten af 1600-tallet begyndt at importere slaver fra Madagaskar, Indien og andre fjernøstlige områder. Det blev forfædrerne til de farvede, da der i de første århundrede var alvorlig mangel på hollandske kvinder.

Indvandringen fra de hollandske kolonier
Nøgleudviklingerne i Sydafrikas historie er opdagelsen af diamanter i 1867 og af guld i Witwatersrand i 1886. Ikke nok med at dette medførte en masseindvadring og Johannesburg blev bygget som det økonomiske center af landet, men det var også med til at ændre landet fra at være landbrugsdomineret til modernisering og industralisering af økonomien i 50?erne. Dette stimulerede en hurtig urbanisering af både sorte og hvide med dertilhørende dybe politiske konsekvenser.

Indvandringen i 1900-tallet
I kampene mellem Afrikaanere og sorte nationalister, blev de fleste Afrikaanere indlemmet i National Party efter 1948 for at beskytte deres sprog, kultur og arv fra den sorte majoritet og får at skaffe økonomisk og politisk uafhængighed af England. Byggende på den allerede eksisterende adskillelsespolitik, skabte de apartheid systemet, der stod for total adskillese mellem sorte og hvide territorialt, socialt og politisk. Men som tiden gik med den sorte opposition og den øgede økonomiske afhængighed mellem sorte og hvide i den moderniserede, urbaniserede økonomi gjorde dog denne total adskillese mellem racerne umulig at gennemføre i praksis.

Resultat, især fra 70’erne, blev at man bevægede sig hurtigere og hurtigere væk fra apartheid, bl.a. grundet de socioøkonomiske og demografiske realiteter, mod en form for medbestemmelse og beskyttelse af minoriteters rettigheder.

Sprog
Der lever mange forskellige befolkningsgrupper i Sydafrika og Sydafrika har 11 offielle sprog. Hvide sydafrikanere taler afrikaansk og engelsk. De ni andre sprog er: Xulu, Xhosa (de to største), sotho, Tswana, Swazi, tsonga, Nguni, Venda og Ndebele.

Befolkningstæthed
De tættest befolkede områder i Sydafrika ligger omkring de fire industrielle centre: Området omkring Johannesburg, Pretoria-Witwatersrand-Vereeniging i daglig tale PWV. I Natal omkring Durban-Pinetown-Pietermaritzburg, omkring Cape Town og omkring Port Elizabeth-Uitenhage. Mere end en tredjedel af landets befolkning og 80 % af bybefolkningen lever i disse fire områder, skønt de tilsammen kun dækker 4 % af Sydafrikas areal.