Hvordan opstod apartheid?

Skrevet d. 27. Marts 2008 af Gorm Gunnarsen, historiker, lektor ved Københavns Universitet.

Gennem snesevis af år har historikere og andre mennesker forsøgt at forklare det særlige ved det sydafrikanske samfund. De har forsøgt at svare på, hvornår fundamentet blev lagt for den ekstreme racisme, der blev sat i system efter Nationalistpartiets magtovertagelse i 1948. Svarene er mange. De fem afsnit på denne side skitserer hver især en udbredt forklaring på apartheid – og de problemer, der er ved denne forklaring.

Grænselandet

I tiden omkring år 1700 begynder folk fra Kapstaden – den hollandske forsyningsplads ved halvvejen til Sydøstasiens krydderier – at trænge ind i landet for at plyndre, jage, finde god græsning og måske også god landbrugsjord. De oprindelige indbyggere inde i landet bliver dermed en forhindring for europæernes succes. Og europæerne kan overvinde denne forhindring med deres overlegne våben: Geværet. Gennem kampen for overlevelse ude i vildmarken, hvor ingen myndigheder lægger bånd på individet, opstår en stærk indbyrdes solidaritet mellem de hvide og en grovkornet opfattelse af de oprindelige indbyggere.

Problemet ved denne forklaring er, at historikere i breve og beretninger fra grænselandets nybyggere ikke har fundet noget entydigt mønster af fordomme, der viser at nybyggerne var mere racistiske end de, der blev i Kapstaden. Nogle historikere mener ligefrem, at folkene i Kapstaden var de mest fordomsfulde overfor andre folkeslag.

Slaveriet

Efter grundlæggelsen af Kapstaden indfører nybyggerne slaveriet for på den måde at kunne producere flere fødevarer til de forbipasserende skibe, uden at de selv behøver at arbejde hårdere. Slaverne findes blandt urbefolkningen omkring Kapstaden eller importeres fra Sydøstasien. I første omgang forsvarer slaveejerne deres hårde behandling af slaverne, med at slaverne ikke er kristne. Men da mange slaver omvender sig til kristendommen, og kirken og myndighederne derefter kræver, at slaveejerne skal frigive slaverne efter ti-tyve års tjeneste og behandle dem mere menneskeligt, ja så presser slaveejerne myndighederne til at bruge hudfarven som den nye måde at skelne slaver fra frie borgere.

Der er en del problemer ved denne forklaring. For det første kan der ikke føres en lige linie mellem det racemæssige slaveri, hvor slaveejer og slave lever op og ned ad hinanden et helt liv, og apartheid, hvor hvid og sort ser så lidt som muligt til hinanden. For det andet var der i 1700-tallets Kapstad mange frie og respekterede borgere af ikke-europæisk oprindelse. Endelig har den største gruppe af ofrene for apartheid, de sorte afrikanere, aldrig været slaver.

Religionen

Med sig hjemmefra har mange af nybyggerne en Bibel-fortolkning, der fortæller dem, at gud kun betragter hvide mennesker som sine sande og elskede børn. Ud fra især Det Gamle Testamente finder nybyggerne beviser på, at de selv er udvalgt af Gud, mens den sorte befolkning er dømt til evig underkastelse. Blandt disse beviser lægger nybyggerne særlig vægt på historien om Kams forbandelse i Første Mosebog. Kam kommer ved et uheld til at se sin far (Noah) nøgen, fordi faren har drukket sig fuld. Da Noah, efter at have sovet den ud, hører om dette, forbander ham Kam og lover ham og alle hans efterkommere, at de altid vil høre til blandt de laveste

bæster på Guds grønne jord. Med Bibelen i hånden er europæerne således i stand til at brændemærke alle “fejlfarver” som børn af Kam og dermed som andenrangsmennesker.

Problemet ved denne forklaring er, at den kristne religion, som europæerne i første omgang bragte med sig ikke rummede fordomme mod folk af andre racer, men “kun” fordomme mod andre religioner. Hos både katolikker og kalvinister er vi alle børn af Gud. Selvom der er enkelte to-trehundrede år gamle eksempler på den racistiske fortolkning af Kams forbandelse, mener de fleste historikere, at den først for alvor vandt udbredelse i slutningen af 1800-tallet.

Minedriften

I slutningen af 1800-tallet finder europæerne Sydafrikas rige diamant- og guldforekomster. Både sorte og hvide søger arbejde i minerne. Den, der sælger sin arbejdskraft billigst, får jobbet. De sorte underbyder de hvide, fordi de sorte i reglen kun prøver at skaffe en ekstraindtægt f.eks. til en plov med muldfjæl eller til at betale for et gevær, så de kan stoppe de hvides fremtrængen i deres land. De hvide er derimod proletarer uden mulighed for supplement til deres husholdning. Så de sorte ansættes til en løn, der ikke reelt dækker deres leveomkostninger.

Efterhånden som den hvide kolonimagt udvikler sin dominans, presses flere og flere af de arbejdsføre sorte mænd til at søge arbejde i minerne. De sorte er hverken i stand til at klare sig alene ved at dyrke den jord, der bliver levnet dem, eller ved at arbejde i minerne. Hundredetusinder bliver fanget i en konstant vandring mellem land og by. Denne vandring er i mineindustriens interesse, fordi den er forudsætningen for den ekstremt billige arbejdskraft. Derfor forsøger myndighederne at holde alle andre end arbejdende sorte ude af byerne.

Problemet med denne forklaring er, at den overser betydningen af andre sektorer end minedriften. Fremstillingsindustrien har en stærk interesse i en stabil og veluddannet arbejdskraft. Denne sektor opvejer mineindustriens interesse i billig arbejdskraft med en interesse i

fastboende arbejdskraft. Samtidig kan man ikke splitte den økonomiske udvikling fra den politiske. Under de første arbejdskampe i minerne stod sorte og hvide sammen. Kolonimagten reagerede ved at give de hvide arbejdere særrettigheder og undertrykke de sorte. I mange årtier derefter var fagforeninger kun for hvide.

Magtmonopolet

Da Sydafrika bliver stiftet i 1910 vælger de hvide sejrherrer af 250 årserobringskrige at monopolisere valgretten. De sortes manglende indflydelse på det politiske system gør det muligt at aflede og afhjælpe interessemodsætninger blandt den hvide befolkning. Sikringen af de hvides eneret til magten indleder den segregations-politik, der efter 1948 kom til at hedde apartheid. Tre år efter forfatningen af 1910 forhindrer den nye jordlov fallitten for en masse hvide landmænd med urentable landbrug.

Jordloven forbyder sorte at eje eller forpagte land i 9/10 af Sydafrika. Ligeledes forhindrer jobreserveringslovene fra 1920erne, at en masse ufaglærte hvide arbejdere mister deres privilegier i industrien. Hen ad vejen muliggør magtmonopolet, at en masse interessekonflikter i det hvide vælgerkorps kan løses med statsindgreb vendt mod den del af befolkningen, som står uden reelle politiske rettigheder. Sociale konflikter løses med stats-racisme.

Problemet med denne forklaring er, at den ikke i tilstrækkelig grad forklarer, hvorfor det overhovedet var muligt for de hvide at indgyde en dybere mening i noget så overfladisk som hudfarve. Samtidig forklarer den heller ikke, hvorfor alle de oprindelige indbyggere ikke bare blev udryddet, sådan som nybyggerne gjorde det i Nordamerika og Australien. Der må være dybere historiske rødder for apartheid end Sydafrikas første forfatning. De folk, der skrev forfatningen, skrev den jo ikke bare uden egne historiske forudsætninger.