Hvem var Steve Biko?

“Enten er du i live og stolt eller også er du død, og når du er død, er du alligevel ligeglad. Men måden du dør på, kan være en politisk handling i sig selv. Så hvis du kan overvinde din personlige angst for døden – der jo er en temmelig irrationel ting – så er du godt på vej.” (Biko, interview tre måneder inden sin død i 1977)

Ovenstående citat stammer fra et interview med Steve Biko om hans syn på Soweto-oprøret. Han døde 30 år gammel efter at have været i politiets varetægt i 25 dage. Men hvis det sydafrikanske sikkerhedspoliti troede, at de ved at slå ham ihjel, kunne standse den bevægelse, Black Consciousness (Sort Bevidsthed), som han havde været med til at starte, så tog de meget grundigt fejl.

Den sydafrikanske offentlighed fik nyheden om Steve Bikos død, da avisen Rand Daily Mail d. 14 september rapporterede at Steve Biko, som den 20 person i 18 måneder, var død i sikkerhedspolitiets varetægt mandag d. 12. september. Avisen citerede desuden justitsministeren Kruger for at indlede Nationalist Partiets kongres med ordene: “Jeg er ikke glad og jeg er ikke ked af det med Mr. Biko. Det lader mig kold. Jeg kan ikke sige noget til jer. Hvem, der end dør…Jeg vil selvfølgelig også være ked af, hvis jeg dør.”

Steve Bikos død gjorde apartheidmodstanderne meget bange, og førte til et midlertidigt nedbrud i opbygningen af modstandskampen, men snart gik kampen videre, og aktivisterne i Sydafrika var på barrikaderne igen. I den internationale sammenhæng var mordet på Biko med til at bane vejen for den internationale våbenembargo mod Sydafrika, som blev vedtaget af FNs Sikkerhedsråd i 1977. FNs Generalforsamling havde allerede i 1973 erklæret apartheid for “en forbrydelse imod menneskeheden”, men nu kom der handling bag ordene.

Grunden til at Steve Bikos død blev en nøglebegivenhed i kampen mod apartheid, var ikke kun at den var så grusom, som den var, men at Steve Biko, mens han levede, havde bidraget ud over det sædvanlige til styrkelsen af det sorte samfund i Sydafrika og derigennem til kampen mod apartheid.

Det helt specielle ved Steve Biko var at han slog igen, hvis han blev angrebet, oftest verbalt, men absolut uden frygt. Et uofficielt citat fra en meningsudveksling han havde med en nationalist-sympatisør under en retssag mod 9 unge SASO-medlemmer i 1976, hvor han var indkaldt som vidne illustrerer dette:

Spørger: Hvorfor søger De mod en konfrontation?

Biko: Der er ikke noget galt ved konfrontation som sådan.

Spørger: Konfrontation fører til vold. Bidrager de vold?

Biko: Nej, konfrontation fører ikke nødvendigvis til vold. De og jeg står lige nu i en konfrontation, og der er ikke tale om vold her.

Spørger: Hvorfor taler I så meget om sort bevidsthed? I er jo ikke engang rigtig sorte – snarere mørkebrune.

Biko: Hvorfor kalder De dem hvid? Jeg vil nærmest kalde dem temmelig lyserød.

Advokat afsides til en kollega: “Det er ikke nogen konfrontation dette her, det er en massakre! .”

(Biko, Donald Woods, Gyldendal, s. 160)

Steve Biko skrev allerede som studerende løbende om sort bevidsthed i de sydafrikanske studerendes organisations nyhedsbrev under pseudonymet “Frank Talk” (Ærlig Talt). Hans klumme havde titlen “I write what I like” (Jeg skriver hvad jeg vil).

I modsætning til nogle af sine kammerater, der støttede PAC, mente Biko ikke, at man skulle udelukke indere og farvede fra de sortes organisationer. For ham omfattede begrebet “sort” alle, der så sig selv som politisk, socialt og økonomiske diskriminerede imod, og alle, der identificerede sig selv som sådan.

I midten af 1971 blev Steve Biko smidt ud af medicinstudiet på Natal Medicinske Universitet. Han havde haft for travlt med sit studenterpolitiske arbejde til at kunne nå at læse op til sin eksaminer. I stedet gik han i gang med at arbejde på et projekt, der hed Black Community Programme. Det omfattede både oprettelsen af selvstændige sorte klinikker, medborgerhuse med mere, og et større dokumentationsarbejde.

Biko mente, at der var et behov for at de sorte selv dokumenterede deres liv og livsvilkår. De var blevet lavet meget få undersøgelser af denne slags blandt sorte, og de fleste af disse blev skrevet af liberale hvide, der ofte kun så på de sorte som ofre, og ikke som mennesker, der arbejdede aktivt for at forbedre deres egen tilværelse. Biko designede derfor den første udgave af en publikation ved navn “Black Review”. Det skulle være en grundig rapport om alt det, der skete i det sorte samfund, det gode såvel som det onde. Rapporten skulle indeholde afsnit om den politiske udvikling, uddannelsessituationen, boligsituationen, arbejdsforhold, kunst, kultur og sport. Biko og hans assistenter arbejdede på denne rapport fra anden halvdel af 1971 og hele 1972.

Biko blev bandlyst i 1973, og det betød at værket måtte udgives i en andens navn. Bandlysningen betød også at Biko liv blev besværliggjort, men det stoppede ikke hans arbejde i bevægelsen for sort bevidsthed, både det praktiske arbejde og den teoretiske udvikling af bevægelsens grundlag.

For Biko var sort bevidsthed ikke et spørgsmål om at sorte skulle overtage de hvides position. Hans holdning var: “Vi vil ikke kun at afskaffe apartheid; vi vil også afskaffe den totale udbytning af sorte mennesker i dette land; en udbytning, der ikke bare er racemæssig, ikke bare juridisk, men også psykologisk, social og økonomisk.”.

Livsforløb:

1946, Født i King Williams Town

1966-1972, Studerede ved Natal Medical School

1970, Gift med Nontsikelela Mashalaba. De får senere to sønner

1973, Bandlyst fem år frem, begynder at læse jura per korrespondance

1975, Medvirker til at starte Zimele Trust Fund og Ginsberg Educational Trust

1975, Fængslet i 137 dage

1977, Arresteret i Grahamstown. Tilbageholdt af politiet i Port Elisabeth

12. september 1977, Død i fængslet i Pretoria

Steve Biko var nummer 45, der døde i politiets varetægt siden 1963, da apartheidregimet indførte en bestemmelse, der gjorde at man kunne tilbageholde alle, så længe man ville, uden at bringe dem for en dommer på noget tidspunkt.

I februar 1999 blev de fire officerer i sikkerhedspolitiet i Port Elisabeth, der var ansvarlige for Steve Bikos død nægtet amnesti af Sandheds- og Forsoningskommissionen. Begrundelsen var at mordet ikke kunne begrundes politisk, og at officererne havde givet “så usandsynlige og modsatrettede forklaringer, at deres forklaringer måtte afslås som falske.”

Hvis du vil læse mere om Steve Biko, så kan vi anbefale bogen “Biko – en sydafrikansk eksil-journalists beretning” af Donald Woods. Den er udgivet på dansk af Gyldendals Bogklub i 1988.