Betragtninger omkring solidaritetshistorie

Skrevet i maj år 2004 af Hans-Erik Stolten

Gennem årene viste millioner af mennesker udenfor Sydafrika deres modstand mod apartheidsystemet. De fleste af dem havde aldrig været i landet og havde ikke personlige erfaringer med systemets undertrykkelsesmetoder. Deres indsats gennem en bred vifte af organisationer og initiativer falder ind under betegnelsen ”solidaritet”.

Globaliseringen og solidaritetsbevægelsens karakter

Internationale sociale bevægelser har en lang historie bag sig og defineret bredt som fænomen, ser de ud til at få stadig stigende betydning, simpelthen på grund af den almene økonomiske internationalisering.

Gennem de seneste 10 år har der været en del offentlighed omkring fremkomsten af et såkaldt ”internationalt civilsamfund”. Sådan et har der nu nok været meget længe, selv om Internet, mediespredning og rejsemuligheder har tilføjet nye dimensioner. Nogle historieforskere har betragtet anti-apartheidbevægelsen i sammenhæng med udviklingen af efterkrigstidens transnationale politiske kultur. Ifølge den svenske forsker Thörn opstod der i kølvandet på Anden Verdenskrig et nyt globalt politisk rum, som især blev præget af tre sammenvævede fænomener. Nye medieformer skabte muligheder for politisk kommunikation over afstand. Grænseoverskridende netværk af individer, grupper og organisationer begyndte samtidig at udnytte disse medier, men mødtes også stadig oftere ansigt til ansigt ved hjælp af den stigende flytrafik, der også lettede den postkoloniale migration, f.eks. kendt som ”den anden afrikanske diaspora”. Endelig udvikledes en række internationale institutioner, dokumenter og aftaler, først og fremmest i FN og menneskerettighedsregi.

Selv om konceptet ”sociale bevægelser” bør defineres bredere end bare NGOer (non-governmental organisations) kan det konstateres, at de sidstnævnte har fået en stadig mere fremtrædende rolle som bærere af de førstnævnte. FN har defineret NGOer som “enhver non-profit frivillig gruppe af borgere, som er organiseret på lokalt, nationalt eller internationalt niveau”. Oveni denne definition kommer, at NGOer oftest automatisk anses som et progressivt, demokratisk korrektiv til regeringerne. På det seneste har der endda været visse tilbøjeligheder til at overdrive fremvæksten af et egentligt ”globalt civilsamfund”, som angiveligt skulle være mere legitimt end nationalstaternes samarbejde og som måske kunne fremme en demokratisering af verdenspolitikken gennem et samarbejde mellem folkeslag snarere end mellem stater. I forbindelse med nationsoverskridende udviklinger i højtudviklede lande (af nogle benævnt ”den nye middelalder”) og den manglende legitimitet af nedbrudte statsdannelser i ”bananrepublikker”, ”kriminaliserede stater” og ”vampyrstater” i udviklingslande burde dette åbne for et ”marked” for NGOer fremover.

Et problem i vækst har været den stigende differentiering og forskellighed blandt bevægelserne både ude og hjemme.
Fra mission, internationalisme, solidaritet og bistand har udviklet sig en egentlig ”barmhjertighedsindustri”, der omfatter interessedrevne lobby- og konsulentvirksomheder i Nord og GONGOs (government organized non-governmental organisations) i Syd, foruden egentlige opportunister og profitmagere med deres private MONGO (My Own NGO). Dertil kommer selvfølgelig, at visse ”NGOer” har været forkæmpere for decideret destruktive særinteresser (Buthelezis Inkatha i Sydafrika f.eks.).

Som tilfældet har været med de fleste sociale bevægelser i tidens løb foregik anti-apartheidbevægelsens mobilisering gennem organisationer. Nogle var tilstræbt nationale som den måske vigtigste, AAM, i England. Nogle var internationale som IDAF og andre startedes op som helt lokale for senere at blive opbygget til nationale organisationer, hvilket skete for mange Sydafrikakomiteer og Afrikagrupper. Disse organisationer indgik i praktikken i et uformelt, uafklaret transnationalt netværk, som havde flere vigtige knudepunkter. London var det post-koloniale hovedcenter, hvor eksilsydafrikanere startede AAM. New York spillede en vigtig rolle som sæde for UN Special Committee against Apartheid, hvor aktivister kunne mødes med regeringsrepræsentanter fra mange lande. Alliancer mellem stater og bevægelser opstod. F.eks. var den svenske stat en hovedsponsor for det britisk-baserede IDAF, der stod i stærk opposition til den engelske regering. Leipzig, Moskva og Prag bør også nævnes i forbindelse med eksilnetværkets Østblok-kontakter.

Set i bakspejlet kan alle blive enige om, at apartheid var noget skidt og solidariteten med Sydafrika kan derfor forekomme ukontroversiel og selvfølgelig. Periodevist var det da også rimelig taknemmeligt at mobilisere opinionen. Lige efter Sharpevillemassakren i 1960, efter Sowetooprøret i 1976, mordet på Steve Biko i 77, de store undtagelsestilstande efter 1985 og lignende begivenheder, der høstede bred moralsk fordømmelse i de internationale medier. Men at opretholde en bæredygtig støtte til frihedsbevægelsen over lange tidsperioder fra 1950erne til 1990erne krævede udholdenhed. Et studie med det mål at forstå anti-apartheidbevægelsens dynamik måtte ikke bare inddrage den omfattende og konstante vekselvirkning mellem begivenheder og bevægelser i Sydafrika på den ene side og i eksilbevægelse/solidaritetsbevægelse på den anden, samt politiske indvirkninger fra det omgivende samfund i Vesten. Også den enkelte anti-apartheidorganisation havde en ”ydre” og en ”indre” side. Selv en social bevægelse, der tilstræber konsensusopbygning og homogen offentlig fremtræden har et indre liv med spændinger og konflikter, der fra tid til anden afspejler sig i modsætningsfuld optræden. Dette er specielt relevant for anti-apartheid, der var en ”bevægelse af bevægelser” bestående af en meget bred konstellation med alliancer omfattende befrielsesbevægelser, kirker, fagforeninger, politiske partier, studenterbevægelser og mange flere.

I modsætning til de fleste andre gamle og nye sociale bevægelser, såsom arbejderbevægelsen, borgerretsbevægelser, kvindebevægelser, miljø- og fredsbevægelser, kan deltagere i solidaritetsbevægelser kun sjældent fremstille sig selv som direkte berørte ofre for konflikt og undertrykkelse. Tværtimod indgår antagelsen af, at borgerne i det vestlige hjemland generelt profiterer på udbytningen af den tredje verden, ofte i solidaritetsbevægelsens grundlag. Tidligere eksisterede der hos mange en underliggende forhåbning om, at solidaritetsbevægelsernes sejr over en bred kam kunne føre til fundamentale samfundsændringer både i Syd og i Nord, men denne form for determinisme har længe været svindende. Man kan selvfølgelig argumentere generelt for, at en skæv verden er en ustabil verden og at velstand vil gøre de fattige til bedre handelspartnere. Realistisk set kan det imidlertid i stigende grad ses som et problem, at succes for solidaritetsbevægelsen, i det mindste på mellemlangt sigt, vil kunne medføre omkostninger for de, der forventes at deltage i protesten. Mobilisering af en bredere deltagerskare kan derfor ikke ske ud fra egennytteforventninger, men må i høj grad reelt foregå via en moralsk appel. Behovet for solidaritet kan ikke opleves på egen krop, men må indses/indlæres/genindlæres. En voksende del af befolkningen er desværre allerede ilde berørt over solidaritetens potentielle omkostninger og er til fals for forskellige foranstaltninger til afgrænsning imod ”fremmede kulturer”. En af årsagerne til, at forskning omkring Sydafrika er mere interessant end så meget andet skal netop findes i den omstændighed, at landets problemer tydeligere end de fleste andre steder er en afspejling af globale problemer. Verden i ét land. Dette gjaldt for den særlige type af kolonialisme, der fandtes her og Sydafrika er også illustrerende for spørgsmålet om beskyttelse af de velstilledes privilegier på verdensplan. Debatten om, hvad man er begyndt at kalde ”global apartheid”, har fremtiden for sig. I hvilket omfang, på hvilken måde, og i hvilket tempo bør rige (hvidt befolkede) lande dele deres velfærd og muligheder med fattige (sorte, brune og gule) tredjeverdensmennesker?

På trods af de tidligere nævnte globaliseringstendenser har en af de mest bemærkelsesværdige udviklinger i tiden efter Berlinmurens fald været tilbagegangen indenfor egentlig politisk solidaritet med progressive bevægelser i den tredje verden. 1990’erne blev præget af en højere grad af etnocentrisme og indadvendt individualisering. Fokus var indskrænket til Europas nærområder, mens alvorligere konflikter i Afrika fik mindre opmærksomhed. Stormagterne mistede interessen for dette kontinent, efter at den værdi, det havde haft for den kolde krigs konfrontationer om indflydelsessfærer, forsvandt. Mange konflikter virkede tilsyneladende mere kaotiske og vanskeligere at rubricere. Interne konflikter i Afrika på tværs af koloniale grænser, udløst af tilbagetrækningen af vestlige og østblok indsatser, gjorde det sværere at finde nogle at rette indignationen og protesten imod.

Dele af venstrefløjen i Vesteuropa havde haft en idealistisk forventning om, at den demokratiske socialisme ville vinde styrke og den uselviske solidaritet blomstre, når den blev befriet fra kommunismens byrde. Skuffelsen og defaitismen bredte sig dog hurtigt. Sammenbruddet af ”den virkeliggjorte socialisme” og af mange kommunistiske partier havde også kedelige bagsider, såsom tabet af alternative magtbaser, af organisatorisk disciplin og af jordbunden politisk erfaring.

For mange lande og folk i Østeuropa resulterede denne udvikling i politisk demokratisering og større valgfrihed, men for de sociale bevægelser medførte den en generel svækkelse, og det selv om de objektive behov for deres indsats var stigende, delvis som følge af de sejrende neoliberale politikker. Den socialdemokratiske historiker Søren Mørch gav udtryk for, at ”prisen for forsikring mod socialt oprør er gået ned”.

Den neoliberale globaliseringsbølge betød, at transnationale firmaer frembar en ny tillid til handel som alternativ til bistand, og på trods af megen snak om lokalt ejerskab vandt udenlandske investeringers betydning forrang frem for politisk støtte til nationale løsninger. Denne udvikling havde dog også sine lysere sider. Eftersom NGOerne ikke længere blev betragtet som en fare for systemet, blev en større del af den ordinære udviklingsbistand kanaliseret gennem disse, hvilket muliggjorde flere lønnede aktiviststillinger og stigende professionalisme. På den anden side betød det større afhængighed af de nationale udenrigsministerier og dårligere græsrodsmobilisering. Nu til dags bruger fagforeninger ikke medlemmernes penge til international solidaritet. I stedet tjener de på at køre udviklingsprojekter finansieret af skatteyderne.

Solidaritetshistorien og dens rødder

Historie blev brugt intensivt i kampen mod apartheid, og den tids ophedede diskussion om brugen af historie som redskab i kampen for frihed og demokrati blev også påvirket af både eksilerede akademikere og af deltagere i de internationale solidaritetsbevægelser. Alligevel er hele forskningsfeltet omkring befrielsesteori og strategier for frihedskamp stadig ret underudviklet set med historikerøjne. Mens flere og flere studier af konkrete eksempler på solidaritet er dukket op i løbet af 1990’erne, så lader det til, at kun få teoretiske værker er blevet skrevet om international politisk solidaritet som sådan. Større principielle analyser af fænomenet generelt med udgangspunkt i fagbevægelsens, politiske partiers og sociale bevægelsers historie og interesser er en mangelvare.

På det seneste er en del værker, der beskæftiger sig teoretisk med globalisering, bistandspolitik, Syd-Syd relationer, eller endda kritisk med NGO-deltagelse i nationsopbygning, blevet udgivet, men de allerfleste værker, der beskæftiger sig med politiske solidaritetsbevægelser har været begrænset til konkrete case studies. Måske fordi årsagerne til solidariteten oftest forekommer ret åbenlyse og selvforklarende. Eller måske fordi det først er nødvendigt at etablere empiriske fremstillinger af de enkelte bevægelsers historie.

Måske vil det være nødvendigt for et dybere, teoretisk, solidaritetshistorisk studium at række helt tilbage til den franske revolution og oplysningstiden for at finde originale udgangspunkter. Alligevel skal nogle af de tidligste egentlige udtryk for solidaritet med undertrykte oprindelige befolkninger og indførte slaver nok findes i forbindelse med missionsvirksomhed, selv om et studium af dette område vil give et meget blandet billede, eftersom missionen også fungerede som infiltrator og ideologisk opdrager i forlængelse af vestlig kolonialisme. Storbritanniens forbud mod slavehandel i det syttende århundrede skal formodentlig ses i lyset af, at England som verdens mest industrialiserede land kunne have konkurrencefordele ved at fremtvinge en ny verdensorden baseret på lønarbejde og påtvinge mindre udviklede lande denne. Alligevel må 1800-tallets omfattende anti-slaverikampagner både i England og andre steder betragtes som ægte solidaritetsbevægelser. (Ligesom dagens kampagner mod børnearbejde, som utilsigtet har visse af de samme effekter.)

En mere nutidig kilde til solidaritet var den arbejderklasse-baserede internationalisme, som opstod efter 1848-revolutionerne. Den blev savnet af kommunarderne i Paris i 1871, og af den socialdemokratiske arbejderbevægelse før første verdenskrig, og den blev aktiveret igen af Komintern efter 1921, og senere under andre former af Socialistisk Internationale. Nogle af de første hvide anti-racister i Sydafrika, medlemmerne af International Socialist League, definerede selv deres hjemlige klassekamp som en form for internationalisme. I deres ugeavis, The International, skrev de i oktober 1915: ”En internationalisme, som ikke omfatter fulde rettigheder for den indfødte befolkning, ville være skammelig…Vi kan ikke befri de hvide arbejdere før vi har befriet de sorte”. Vigtigheden af Komintern, den kommunistiske internationale, og senere af det sovjetiske kommunistpartis internationale afdeling og den Afroasiatiske Solidaritetskomite, for den anti-kolonialistiske kamp bør ikke undervurderes. (I hvilket omfang, motiverne bag og resultaterne var tilstræbelsesværdige, kan naturligvis diskuteres.) Det kan være bekvemt at glemme det, men helt ind i anden halvdel af det tyvende århundrede holdt de førende vestlige magter store dele af resten af verden besat og racisme var dagens norm.

I tiden før den moderne velfærdsstat, hvor levestandarden for arbejdere i de vestlige lande ikke adskildte sig helt så meget fra deres klassefællers andre steder, og hvor det mest var overklassen, der havde råd til eksotiske varer, kunne en fælles, grænseoverskridende solidaritet faktisk forekomme mere naturlig end nu til dags, hvor vestlige forbrugere over en bred kam drager fordel af billige importerede råmaterialer og andre former for værdioverførsler fra Syd. I 1927 deltog en af det sydafrikanske kommunistpartis (CPSA) ledere, James La Guma, i en konference i Bruxelles, arrangeret af League Against Imperialism. Her blev parolen “Africa for the Africans” foreslået. Han rejste herfra videre til Moskva, hvor han var initiativtager til Kominterns strategi for Sydafrika, der formulerede sit mål som skabelsen af en uafhængig afrikansk republik. Denne strategi, der som noget ganske nyt så de sorte som den drivende kraft for forandring, splittede i første omgang det hjemlige kommunistparti, men banede vejen for tværracialt samarbejde. Mange socialdemokratiske partier blev stiftet som sektioner af Første Internationale og ikke som nationale partier, ligesom de fleste kommunistpartier blev grundlagt som sektioner under Tredje Internationale. Eftersom socialdemokratiske og socialistpartier efterhånden ofte tog regeringsansvar i vestlige lande, blev deres solidaritetspolitik tit (især i NATO-lande) mere afdæmpet i udtryksformerne end venstrefløjens. Ikke desto mindre gik fagforeningskontrol og regeringsmagt jo hånd i hånd med større økonomiske muligheder og de nordiske socialdemokratier og fagforeninger udviklede et mere lavmælt (og ofte mere indirekte), men efterhånden ret omfattende hjælpeprogram til en bred vifte af frihedsorganisationer i det sydlige Afrika.

I en aktuel bog har Roger Southall undersøgt den internationale fagforeningsbevægelses støtte. Southall fokuserer især på dynamik og interne konflikter i den vestligt dominerede fagforeningssammenslutning, International Confederation of Free Trade Unions (ICFTU), samtidig med at han skitserer fremvæksten af den sydafrikanske fagforeningsbevægelse og dennes internationale forbindelser. Han konkluderer, at der var tale om et udslag af ægte international solidaritet. Hjælpen resulterede i et pres på apartheidstyret, i praktisk fagforeningsstøtte, udvidede arbejderrettigheder, bedre juridisk rådgivning og kompensationer, samt pres mod internationale arbejdsgivere. Southall viser altså, at den internationale arbejderbevægelse i vesten var en effektiv støtte for de sydafrikanske fagforeninger. Alligevel indeholder hans bog mange modsætninger.

De vestlige fagforeningssammenslutninger ICFTU, den amerikanske AFL-CIO og den britiske TUC kritiseres faktisk i bogens første dele for at have spillet en tvivlsom, dobbelttydig og splittende rolle. Disse reformistiske sammenslutninger gik først ind med effektiv støtte til de genskabte afrikanske fagforeninger, efter at disse havde vundet så meget styrke, at de ikke længere kunne ignoreres, og efter at faren ved at overlade dem til støtte og socialistisk påvirkning fra Østblokken var blevet klar. Selv om ICFTU principielt virkede for samarbejde og ikke konkurrence mellem de nationale fagforeningscentre, havde man ofte svært ved at blive enige. Amerikanerne bøjede organisationens principper ved at bruge US-regeringspenge i deres Sydafrikaarbejde og trak sig midlertidigt ud af organisationen på grund af uenighed om dette spørgsmål. De såkaldte Nordic Five (hvilket i denne forbindelse betyder Danmark, Finland, Holland, Norge og Sverige) besluttede at støtte den sydafrikanske LO, COSATU, direkte, altså udenom ICFTU, på trods af COSATUs socialistiske retorik. Southall giver ikke mange forklaringer på dette brud med ICFTUs erklærede multilateralisme. I betragtning af, at en meget stor del af COSATUs finansiering plus en hel del af ICFTUs støtte gennem adskillige år kom hovedsageligt fra The Nordic Five, forekommer det beklemmende, at ingen har taget dette skisma op for en dybere undersøgelse. Southall noterer sig, at i modsætning til andre internationale donorer, holdt de nordiske sig for gode til at forsøge at påtvinge de sydafrikanske kolleger deres egen dagsorden. Andre forskere vil måske ikke være helt ubetinget enige i dette.

Southall beskriver også kritisk TUCs langvarige samarbejde med de hvide, ofte direkte racistiske, sydafrikanske fagforeninger under apartheid, ICFTUs katastrofale støtte til den anti-socialistiske organisation FOFATUSA, ICFTUs bekæmpelse af de ANC-allierede fagforeninger i SACTU, forkærligheden for at samarbejde med delvis apartheid-loyale fagsammenslutninger, såsom TUCSA/SATUC, længe efter at dette fremstod som helt utroværdigt. Senere blev de såkaldte uafhængige fagforeninger ICFTUs foretrukne samarbejdspartner, suppleret med splittelsesfagorganisationen UWUSA, i forsøgene på at manipulere den sydafrikanske fagforeningsscene.

Southall kritiserer også manglen på åbenhed og internt demokrati i ICFTU. Ikke desto mindre konkluderer han, at det internationale solidaritetsmaskineri alt i alt opererede på en facon, der ikke generelt fremmede imperialistisk indflydelse og at resultatet af solidariteten fungerede på en rimelig afbalanceret måde, der i sidste ende fremmede enheden og styrken i den sydafrikanske fagbevægelse. Uden at jeg på nogen måde vil anfægte Southalls konklusioner eller faglige integritet, er det nok værd at holde sig for øje, at en del af denne form for progressive historiske og politologiske studier i det nye Sydafrika fortsat er finansieret mere eller mindre direkte af vestlige og nordiske donorer på grund af ANC-regeringens nedskæringspolitik på universitetsområdet.

Befrielsesteori og historiebrug

Allerede gennem 1970erne og 80erne udspilledes en livlig akademisk debat om, hvordan man bedst kunne beskrive undertrykkelsessystemet i Sydafrika. Denne diskussion, som groede frem parallelt med opblomstringen af den politiske kamp, var et udtryk for befrielsesbevægelsens behov for en præcis teori, der gennem erkendelse af adskillelsespolitikkens årsager kunne aktivere folket. Teoridiskussionen fik betydning for både intern mobilisering og for den internationale solidaritet. Her skal bare nævnes en enkelt side af denne diskussion. Et aspekt i debatten omkring solidaritetsstrategier, som sjældent nævnes direkte, men som ikke desto mindre ligger bag mange af historieforfatternes antagelser, er ”teorien om kolonialisme af en særlig type”, som blev udviklet af radikale historikere med tilknytning til ANC for at beskrive den sydafrikanske situation.

De særlige træk, som adskiller ”indre kolonialisme” fra den normale koloniale situation, er simpelthen, at kolonimagten (i Sydafrikas tilfælde defineret som den dominerende, racialt bestemte, sociale gruppe) er lokaliseret indenfor det samme geografiske territorium som den koloniserede befolkning. Teoriens tilhængere understreger ofte, at den mere eller mindre bevidste underudvikling, som de etniske eller raciale grupper var udsat for i det sydlige Afrika, skabtes gennem de samme mekanismer af kulturel dominans, politisk undertrykkelse og økonomisk udbytning, som også har præget de globale, koloniale og neokoloniale strukturer, som har medvirket til velstand i højt udviklede vestlige lande gennem underudvikling af deres koloniale satellitter. De radikale historikere søgte at påvise, hvordan denne form for ekstra-udbytning havde fundet sted i Sydafrika gennem hele det 20. århundrede gennem misbruget af førkoloniale og tilbageblevne produktionsformer i reservater, bantustans og homelands, der blev brugt til at subsidiere og trykke de sortes lønninger og kontrollere arbejdskraften.

Denne radikale historieanalyse havde også betydning for den internationale solidaritetsbevægelse. Det var lige præcis apartheidregimets koloniale karakter, som gjorde det enestående og åbenlyst illegitimt og i modstrid med international lov. Hvis ikke den pragmatiske, liberale forståelse af Sydafrika som en autonom og legitim stat med visse skønhedspletter, var blevet trængt tilbage, kunne det let have reduceret frihedskampen til en strid om menneskerettigheder indenfor den bestående sociale orden og dermed have ført til en accept af regimet som hovedinitiativtageren til langvarige, ufuldstændige reformer. Selv om nogle måske vil argumentere for, at dette faktisk også blev resultatet, så ville en sejr for det vestlige ”constructive engagement”-synspunkt på tidspunktet i midt-80erne have reduceret befrielseskampens status til mindre end en fuldt udfoldet national frihedskamp med dennes potentialer for folkelig mobilisering.

Den nærmest totale internationale politiske isolation af apartheidregeringen, som efterhånden blev gennemtrumfet, blev muliggjort af bevidstheden om regimets koloniale karakter. Også ANCs tidligere beslutning om at iværksætte den væbnede kamp byggede på opfattelsen af statsmagtens manglende nationale legitimitet, ligesom den væbnede kamps underordning i forhold til en massemobiliseringsstrategi blev muliggjort af den store bredde og enhed bag bestræbelserne på national og social retfærdighed. Anti-apartheidbevægelsens historikere hjalp med at fremholde denne vision på et kritisk tidspunkt.

Efterhånden som ”uafhængige”, liberale, journalistiske tilgange mere og mere dominerer mediebilledet i Sydafrika og andre steder, ”får vi lov” til at glemme den fremtrædende rolle, som radikale og socialistiske bevægelser spillede i undergravningen af apartheid og disse bevægelser beskyldes ofte for at have fulgt urealistiske strategier og for at prøve at gennemføre ”enten/eller-løsninger”. Ikke desto mindre ville det nationale kompromis have været umuligt, hvis det ikke var blevet godkendt af de sydafrikanske venstrekræfter inklusive kommunisterne. Muligheden for egentlig borgerkrig var overordentlig nærværende. De ledende kadrer på venstrefløjen var imidlertid udmærket klar over forskellen mellem en nationaldemokratisk revolution og en socialistisk. Det sidste stod ikke på dagsordenen, men rejsningen af den stærkest mulige forening af national, etnisk og social mobilisering var absolut nødvendig for at kunne imødegå skrupelløse, racistiske højrekræfter. En faktor, som liberalisterne ikke bidragede til og fortsat nødigt anerkender.

Brugen af historien i opbygningen af den nødvendige idealisme for frihedskamp og solidaritet har aldrig høstet anerkendelse blandt konservative historikere, der tværtimod accepterede mange former for samarbejde med apartheidstyret som værende sagligt begrundet. Historien bliver imidlertid altid brugt i den slags fundamentale konflikter og historikeren er i et vist omfang tvunget til at vælge side. Efterhånden som den tidligere blomstrende, sorte undergrundspresse er fuldstændig forsvundet, kan man faktisk også blive fristet til at spørge, om pressefrihed udelukkende refererer til de oversøiske, hvide ejere/udgivere, der har opkøbt medierne, eller om befolkningsflertallet i Sydafrika også har krav på en information, der modsvarer dets traditioner og interesser, og dette problem er da også blevet rejst (om end på en ret klodset facon) af den sydafrikanske Human Rights Commission.

Forskning er politisk

En af årsagerne til det indtil for nylig pauvre udbud af værker om Sydafrika på dansk skal nok findes i Sydafrika selv. Det var jo kun i begrænset omfang herfra, at inspirationen til solidariske bøger kom. Universitetsforskningen i Sydafrika har været præget af fraværet af sorte akademikere som følge af den ekstremt ulige adgang til uddannelse, og selv om der f.eks. har optrådt enkelte uddannede sorte historieskrivere, var disse nærmest usynlige i den institutionelle historieformidling. Med et politisk klima, der ikke ligefrem opfordrede til intellektuel tvivlen og søgen og et regime, hvis legitimerende ideologi baserede sig på et historiesyn, der så den hvide mands overlegenhed som noget skæbnebestemt, var det jo ikke overraskende, at det store flertal af sydafrikanere, der i forvejen var udelukket fra det parlamentariske politiske liv, også måtte nægtes adgang til deres egen historie. Læseplaner, eksamensordninger og undervisning på sorte skoler og læreanstalter var af dårlig standard og tæt kontrolleret af en hvid statsmagt, der så Sydafrikas historie som den hvide civilisations sejrrige fremmarch. Det de sorte lærte i skolen gav ingen fornemmelse af en fortid, de kunne identificere sig med, for de hvide havde også koloniseret historien og begrænsningen af adgang til kvalificeret viden om den internationale solidaritet var et strategisk spørgsmål for regimet.

Set i et internationalt perspektiv er mange forfattere trods alt indgået i solidaritetshistoriske sammen­hænge. Mange af bøgerne på dette emneområde er blevet skrevet af radikale forskere i eksil, men fra slutningen af 1980’erne foregik en stigende andel af denne forskning også ved sydafrikanske universiteter. Den intellektuelle strid mellem konkurrerende hovedretninger indenfor sydafrikansk historie- og samfundsforskning, først og fremmest mellem den liberale og den radikale skole, har også sat sit præg på solidaritetshistorien. Disse såkaldte skoler kæmpede om det teoretiske herredømme gennem 1970’erne og 80’erne, og adskilte sig både ved metode, teoretisk udgangspunkt og andre grundlæggende politisk-ideologiske antagelser. Denne intellektuelle kontrovers handlede mest om forskel­lige opfattelser af forholdet mellem Sydafrikas økonomiske udvikling og skiftende rege­ringers racediskriminerende politik, men afspejlede også divergerende holdninger til den mere nutidige politiske situation, samt mål og forventninger til fremtiden og den havde også konsekvenser for solidaritetshistorien. Siden begyndelsen af 1990’erne har man kunnet fornemme stadig kraftigere kompromissøgende tendenser og placeringen af historikerne i ideologiske båse virker efterhånden ofte konstrueret malplaceret. Ikke desto mindre slår de nye postmodernistiske tendenser noget forsinket og afkræftet igennem i Sydafrika, hvilket måske skyldes, at apartheid længe fastholdt en forældet socialstruktur. Industrisamfundets arbejdersolidaritet er endnu ikke fuldt ud blevet afløst af infor­mationssamfundets individuelle, intellektuelle kvalificering. Dette kunne være en af grunde­ne til, at diskussionen mellem liberale og marxistiske kræfter om kontante sociale mobiliseringsstrategier fortsat føles aktuel for samfundsforskningen her. Forskningen i solidaritetshistorie blandt sydafrikanere er derfor fortsat under fuld udfoldelse.

Alt dette betyder ikke, at alle historier er gode historier, når bare de er venstreorienterede. Politiske græsrodsaktivister har brugt alternativ historieskrivning som en kilde til politisk mobilisering både udenfor og indenfor Sydafrikas grænser. En udbredt opblomstring af folkelig historieskrivning fandt sted gennem de sidste mange års demokratikamp. På University of Witwatersrand, Wits, udvikledes for eksempel History Workshop, hvorfra forskning i engageret socialhistorie eller ”historie fra neden” publiceredes som ”modhistorier”. Internationalt kan dele af historieskrivningen omkring Sydafrika udmærket anskues som en integreret del af solidaritetsdebatten.

Spørgsmålet om en frugtbar for­ening af videnskabeligt arbejde og politisk engagement står centralt i historie­forskningen omkring Sydafrika. Hvordan kan f.eks. opbakning til den tidligere frihedsbevægelses organisationer og historisk forskning bedst kombineres på nyskabende vis? Presset fra det bestående system på intellektuelle og forskningsinstitutioner for brugbare resultater, der modsvarer samfundets interesser er jo altid til stede, selv om intensiteten, arten og pressions­mulighederne varierer. For den radikale akademiker, der stillede sig i opposition til den her­skende orden (f.eks. til Udenrigsministeriets sanktionspolitik), var mod­stand mod denne pression et selvfølgeligt svar. Men hvordan stiller sagen sig, når situationen vendes om? Hvis forskeren arbejder i forlængelse af modstandsbevægel­sens politiske linje eller måske endda i dennes tjeneste. Må de progressive intellek­tuel­le da kvitte deres kritiske rolle og begrænse deres undersø­gelser til de ram­mer, som bevægelsen definerer?

I det omfang en akademisk undersøgelse bliver gennemført i organisationsregi, vil der nok nød­vendigvis være en klargjort overensstemmelse mellem politiske prioriteringer og undersøgelsesfelter. Både ANC som organisation og de tilbageværende solidaritetsbevægelser har fortsat behov for undersøgelser som grundlag for agitation og folkelig mobilisering. Ligeledes for udarbejdelse af dokumentation til internationale organer og bistandsydere. Mange sådanne undersøgelser er i tidens løb blevet udarbejdet af tilknyttede organisationer og forpligtede, individuelle sympatisø­rer. Den side af sagen er vel relativt problemfri, så længe den er åbenlys. Hvis efterforskningen imidlertid begrænses til udarbej­delse af abejdsmateriale til støtte for en allerede defineret politik, bliver den let indskrænket til en ren ideologisk funktion og det intellektuelle arbejdes autonomi og dets vigtige kriti­ske funktion fjernes.

De intellektuelles forsvar mod sådanne socialiseringskrav, hvad enten disse er fremsat fra officiel eller fra alternativ side, har desværre ofte været den traditionelle, uproble­matiserede argumentation for autonomi. I denne argumentation ses forskningen ofte som etisk og politisk neutral, en værdifri, objektiv praksis, som udvikler sig indenfor sin egen rationalitet og logik. Forskningens prioriteter dannes angiveligt internt, ikke ud af praktiske behov og ikke på baggrund af ideologisk prægede overvejelser. Tværtimod må videnskaben ifølge dette synspunkt være helt afskærmet fra politisk indblanding. Kritiske, progressive forskere har ganske vidst længe stillet sig skeptisk til muligheden for værdifri forskning og erkendt, at også historieforskning nødvendigvis må befinde sig i en relation til politiske og sociale betragtninger omkring den eksisterende virkelighed. Ikke desto mindre antages det som regel, også af disse forskere, at de etable­rede forskningsinstitutioner bedre er i stand til at skabe et overlegent vidensgrundlag sammenlignet med tilsvarende miljøer, udgået fra bevægelsernes strukturer eller omgivelser. Ingen af ovenstående opfattelser ønsker at gøre sig fuldt ud klart, i hvilket omfang samfundsmæssige betingelser påvirker al videnskabelig under­søgelse. Det videnskabseksterne pres hidrører bl.a. fra de politiske magtstrukturer, allokeringen af ressourcer, fremherskende ideologier og folkestemninger, karrieremønstre, tidsskriftredaktioners og forlæggeres opfattelse af respektabilitet og mange andre interessefaktorer. At sætte sig ud over disse ekstremt indflydelsesrige påvirkningskræfter, er næppe muligt for den individuelt arbej­dende forsker og illusioner om det kan bedst undgås ved at problematikken konfronteres åbent og eksplicit.

Harold Wolpe, der gennem mange år skrev som part i den internationale solidaritetsbevægelse, hævdede, at den fremskridtsvenlige historikers selvstændigheds­målsætning under medleven i skabelsen af en mere retfærdig fremtid i realite­ten bedst nås, hvis frihedsbevægelsens prioriteter holdes for øje, men uden at dette leder til en simpel afhængighed af bevægelsens ideologi og politik. Dette ville efter hans opfattelse være det bedste kompromis til takling af den principielle modsætning mellem fuldstændig forskningsautonomi og reducering af forskningen til en ideologisk funktion. Wolpe så, som selvstændig historiker på frihedsalliancens grundlag, heller ikke noget stort problem i, at prioriteringer, defineret på det politiske niveau, bliver gjort til forskningens ud­gangspunkt, men han understregede, at forskningsresultaterne ikke kan foruddiskonteres. Wolpe kritiserede derimod, at en god del af de faghistoriske undersøgelser omkring Sydafrika har været motiveret af de enkelte forskeres tilsyneladende personlige interesser og af den indreaka­demiske konkur­rence og derfor ofte har haft mindre relevans for samtidens brændende proble­mer, hvis histori­ske baggrund han til det sidste fandt underprioriteret. Han mente, at generel kultur­historie burde prioriteres lavere under demokratikampens afgørende faser, for i stedet at vægte forskning, som direkte kunne bidrage til de folkelige bevægelsers teori- og strategiudvikling og til opfyldelsen af folkets basale behov. Den tankegang imødegås på den anden side jævnligt af organisatorisk uforpligtede karriereakademikere med anklager om ensidig uvidenskabelighed og den herskende trend peger da også i en anden retning.

Selv om de fleste indser, at historie og samfundsforskning ikke kan være politisk neutral, ser kun få forskningen som en stadig kamp mellem dominerende og dominerede grupper, for hvem kontrol over viden om fortiden og nutiden er af central betydning for at etablere politisk præcedens, moralsk retfærdiggørelse, kollektiv identitet eller gruppesammenhold. Som medlemmer af en privilegeret elite har de fleste akademikere vel haft en vis interesse i at hævde, at forskning og politik er to helt selvstændige sfærer. Når man graver langt ned i de omstændigheder, hvorunder videnskabelig kundskab er blevet indsamlet, produceret og anvendt, løber man jo den risiko at afsløre dens politiske oprindelse og dermed undergrave det etablerede syn på forskningen som et produkt af rent akademisk håndværk, snarere end af politisk-ideologisk strid. Kun nogle få etablerede akademikere har beklaget deres intellektuelle arbejdes ikke særlig store relevans for solidariteten med den sorte politiske aktivisme.

Den folkelige bevidstheds­dannelse, som både i Sydafrika og i solidaritetsbevægelsen har været en grundbetingelse for succesfuld politisk kamp, har selvfølgelig haft mange vigtigere inspirationskilder end historikerne og har frem for alt bygget på forholdet mellem organisationerne og masserne. Det er en fundamental sandhed, at historien skabes af mennesker, men forestillingen om, at det sker gennem en ligeværdig realisering af individu­elle viljesak­ter, bunder i ren idealisme. I Sydafrikas frihedskamp blev den nyeste historie i høj grad skabt gennem den nationale frihedsbevæ­gelses og solidaritetsbevægelsens kol­lektive initiativer. Formuleringen af levedygtige strategier og bereg­ningen af politiske mu­ligheder kræver ubetinget den strukturelle analyse som grundlag. Og det ligegyldigt hvor dyb en indføling bevægelsen i øvrigt har af menneskenes personlige erfaringer med under­trykkelsessystemet eller af deres vilje til social og politisk mobilise­ring. Det giver ikke en tilstrækkelig historieforståelse. Et godt indblik i folkets følelser og behov bør vel udspringe direkte af den politiske organise­ring. Det gør den strukturelle analyse næppe og den bør derfor være en hovedprioritet for historikere og andre forskere, der ønsker at bidrage til frigørelsesproces og demokratisk opbygning. Og et differentieret syn på Sydafrikas historie, bl.a. en forståelse af forholdet mellem nationalister, revolutionære og reformister, var og er en forudsætning for at kunne vurdere mulighederne for effektiv solidaritet fra den omgivende verden. Hvem var solidariteten egentlig bestemt for? Hvorfor var nogle organisationer mere støtteværdige end andre? Hvilken virkning havde solidariteten? Hvilke effekter har den haft for politiske valg i det nye Sydafrika?

I et tilbageblik må det indrømmes, at ikke al folkelig historieskrivning omkring Sydafrika har levet op til professionelle standarder, og hvis respekten for progressiv historieforskning skal opretholdes, er det nødvendigt at tage ved lære af det. Dele af den rendyrkede Sydafrika-arbejderhistorie fra de sene 1970ere f.eks. blev skrevet direkte med det formål påvirke en konkret nutidig situation ved at give arbejdermodstanden en tradition og denne historieskrivnings klassesyn var ofte så endimensionalt, at den hurtigt kom til at virke utroværdig. Også i andre dele af den progressive historieskrivning, kan man finde svagheder. Den sorte frihedskamps historie er i de store træk velkendt, selv om det desværre sjældent er sorte forfattere, der har beskrevet den. Mange fortolkninger, udenlandske og sydafrikanske, kan findes lige fra propagandistiske pamfletter til kildesamlinger og dybdeborende forskningsarbejder. Det er ikke særlig svært, at finde venstreorienterede fremstillinger, der kan rubriceres som ”funktionær-historiografi”. Dette er en uforbeholden partisk historie, skrevet ud fra medlemskab eller ansættelse i en folkelig organisation og naturligt optaget af at dokumentere bestemte krav til historien. Den form for skildring har i realiteten et uproblematisk syn på fortiden. Organisationen selv ses at have haft en kompetent ledelse, en jævnt fremadskridende udvikling hen imod dens nuværende sejrrige situation, efter at have været nærmest ufejlbarlig og efter at være vokset løbende i medlemstal, modenhed og militante holdninger som årene gik. der er ikke megen plads i den slags historieskrivning til fejlvurderinger eller bommerter. Der er kun få antydninger af modsigelser eller spændinger og ingen konflikter mellem lederne indbyrdes, eller mellem ledelse og medlemmer, eller mellem de forskellige sociale grupper, der er samlet under bevægelsens fane.

Colin Bundy, nu direktør for SOAS i London, har kritiseret denne historieskrivning som intetsigende, fordi den i realiteten ikke stiller nye spørgsmål til fortiden. “Peoples history” i denne form med fokus på den brede modstandskamp ser ifølge Bundy ofte mennesker og fællesskaber som en udifferentieret masse, helt forenet i deres engagement for kampen. dette karakteriserer han som “left romanticism,” som groft ignorerer forskelle i klassetilknytning og afvigende interesser i samfundet. Bundy advarer den radikale historiker mod at dække over de mørke sider af frihedskampens historie, hvilket blot vil skabe en historiefortolkning, som vil besværliggøre den videre kamp for retfærdighed. hvis historien skal kunne levere en kortlægning af fortiden, som hjælp til handlingsvejledning for fremtiden, så må alle farerne på vejen afdækkes. Hvis historieforskningen ikke kan medvirke til dette, har den svigtet de sociale og politiske funktioner, som den også efter Bundys mening rent faktisk bør vedkende sig.47 Også Henry Bredekamp har advaret historieskriverne mod blot at optræde som frihedsbevægelsens og nye magthaveres ”tjenestepige”.

De nordiske landes solidaritetshistorie

Siden midten af 1960erne har de nordiske lande, parallelt med udviklingen i u-landsbistanden, opbygget en rimelig solid tradition for tredjeverdensforskning. Enklaver for progressiv Afrikaforskning har udviklet sig på mange forskellige institutter, hvor studerende og forskere fra vidt forskellige fagområder har engageret sig. Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, hvor jeg arbejdede i en periode, er et tværfagligt, multidisciplinært center, der modtager Afrikainteresserede studerende fra stort set alle fag på universitetet. NAI i Uppsala, Padrigu i Gøteborg, CMI i Bergen, NUPI og CDE i Oslo, IDS i Helsingfors og CDR og IU i Danmark kan nævnes som dedikerede nordiske forskningscentre, men der er adskillige andre.

På trods af disse institutioners brede engagement i Afrika generelt må man nok sige, at den internationale solidaritets historie omkring Sydafrika ikke har været noget specielt fremtrædende emne, hverken for universitetsansatte forskere, for sektorforskningsinstitutioner eller for udenrigsministerielle embedsmænd før efter apartheids sammenbrud var blevet klart for enhver. Det er nok også rigtigt at understrege, at Sydafrikaforskningen i Danmark fortsat er på et kvantitativt niveau, hvor større analytiske værker kan tælles på et par hænder. Før 1990 blev de fleste solidaritetshistoriske værker om Afrika udgivet af politiske-, NGOer, bistands- og solidaritetsorganisationer som perifere småbøger af pædagogisk og folkeoplysende karakter. Senere kom også gymnasielærebøger og lignende til.

Alligevel er der efterhånden lavet en del spredte forsøg på at undersøge motiver og organisationsformer i den internationale solidaritetsbevægelse og det er vel egentlig på tide at efterlyse et projekt, som kunne opstille en historiografi eller i det mindste en annoteret bibliografi for dette emnefelt. Jeg skal her indskrænke mig til en kort omtale af nogle af bidragene til en kommende NAI-udgivelse om emnet. Nordisk Afrikainstitut i Uppsala er en ud af kun få akademiske institutioner, med en lang tradition for at beskæftige sig med den internationale Afrikasolidaritets historie. Med Tor Sellström som koordinator har NAI publiceret en imponerende bogserie på flere tusinde sider omhandlende nordisk solidaritet med det sydlige Afrika.

Som afslutning efter en 3-års periode som dansk forsker på NAI arrangerede jeg i august 2002 en udvidet workshop for historikere, afrikanister og udviklingsforskere i samarbejde med Center for Afrikastudier i København under overskriften Collective Memory and Present day Politics in South Africa and the Nordic Countries. Begivenheden gav mulighed for udveksling af synspunkter mellem over 50 deltagere i den internationale historikerdebat, veteraner fra Anti-apartheidbevægelsen, historikere fra det nye Sydafrika, engagerede nordiske forskere og studenter, samt repræsentanter for NGOer og donorer. Adskillige af konferencebidragene kredsede omkring frihedskampens historie og de nordiske landes solidaritetsbevægelser og papers og diskussionsindlæg fra konferencen vil blive publiceret inden længe. Håkan Thörn har i denne forbindelse lavet et sammenlignende studium af forskellige former for solidaritet, nemlig den engelske anti-apartheidbevægelse (AAM), FN organer (UN Special Committee against apartheid) og den Londonbaserede International Defence and Aid Fund (IDAF), hvor han også undersøger eksilsituationer i London og Stockholm og interne konflikter i svensk solidaritetspolitik, samt de kirkelige organisationers arbejde gennem case studies og skildringer af centralt placerede eksilpersonligheder.

Thörns forsøg er ikke uden problemer. Solidaritet er jo blevet defineret som gensidig hjælp og fælles fordele, hvilket formentlig er både politisk korrekt og helt rigtigt. Thörn lægger nu nok for lidt vægt på egeninteresse og skjulte indre dagsordener blandt regeringer og organisationsdonorer. De nordiske regeringers interesse i at fremstå sympatiske for det hjemlige vælgerkorps og deres udenrigsinteresse i som småstater at vinde markedsindflydelse. Organisationernes profileringsinteresser og personligt stræb har også sat præg på bevægelserne og belyses oftest kun sporadisk. Engagerede kirkemennesker og jordbundne venstrefløjsfolk var de konstante, pålidelige partnere. Medier, politikere og intellektuelle kom til senere.

Flere artikler om solidaritet vil blive bragt i samme udgivelse fra NAI, derunder den danske konfliktforsker, Bjørn Møllers, betragtninger over internationale NGOer under globaliseringsprocessen, hvor han både gør op med “civil society romanticism”, dvs. den opfattelse, at NGOer per definition er progressive og med endnu mere flyvske tanker om, at NGOer er på vej til at erstatte den forældede nationalstat, ligesom han forsøger at relativere solidaritetens og modstandskampens betydning i forhold til andre faktorer, såsom afslutningen af den kolde krig og nedbrydningen af Sydafrikas ydre forsvar.

Timo-Erkki Heino har lavet en artikel om solidaritetsbevægelsen i Finland,55 der bygger videre på hans tidligere forskning.56 Det lader til, at den finske Sydafrikasolidaritets historie, som beskrives fra 1963 til 1991, har været ret enestående i den forstand, at det lykkedes for NGOer og politiske partier at ændre udenrigspolitikken på basis af opbygningen af en moralsk argumentation. Dette var usædvanligt, fordi Finlands statiske, præsidentiale udenrigspolitik i øvrigt var stærkt påvirket af den store nabo i øst. Selv om Sovjetunionen selv implementerede en håndfast støtte til ANC, havde man ingen interesse i en finsk holdning, som eventuelt kunne risikere at blive udvidet til en moralsk kritik af legitimiteten af det sovjetiske system. Nina Drolsum Krogvold har beskrevet den norske solidaritet helt fra de første studenterdemonstrationer i 1959, over kristent engagement, konsulært undergrundsarbejde, og sanktionsbevægelsen. De nordiske landes specielle ”midterposition” mellem Vestens ”constructive engagement” og Østblokkens direkte militære støtte analyseres her. Debatten om, gennem hvilke organisationer den indirekte norske støtte efter 1976 skulle kanaliseres, bliver også trukket op.

Den danske fagforeningsmand, Steen Christensen, har gennem mange år været involveret i Socialistisk Internationale og i hjemlig socialdemokratisk solidaritetspolitik og har tidligere skrevet en bog om dette.58 Christensens bidrag til den kommende NAI-publikation bevæger sig rundt i den periodisk intense politiske debat i Danmark.59 Han beskæftiger sig ret polemisk med elementer som regeringsansvarlighed, partipolitik, blind venstrefløjsaktivisme, højrefløjens lige så forblindede antikommunisme, handelspragmatisme og fagforeningssolidaritet, og placerer disse emner i en koldkrigskontekst. Christensen sætter fingeren på mange af venstrefløjens svagheder, selv om han efter min mening undervurderer DKPs betydning for solidaritetsbevægelsen. DKP tog initiativ til og organiserede adskillige af de brede solidaritetsorganisationer i et omfang, så mange af dem blev stemplet som kommunistiske dækorganisationer. I Christensens univers bliver den omfattende støtte fra den tidligere Østblok til det sydlige Afrikas befrielsesbevægelser set som et problem snarere end som en del af frihedskampen. Han lægger stor vægt på parlamentariske intriger omkring dansk udenrigspolitik, mens græsrodsorganisationerne bliver noget nedvurderet. Især bliver den folkelige modstand mod den private sektors de facto handelsstøtte til apartheidregimet stedmoderligt behandlet. Artiklen indeholder imidlertid også troværdige, selvkritiske indsigter omkring socialdemokratiets opportunistiske holdningsskift, når partiet var henholdsvis i opposition og i regering, og omkring NATOs problematiske rolle.

Christensens pragmatiske realisme har ikke meget tilovers for nytten af entusiastisk venstrefløjsidealisme i mobiliseringen af solidaritet og frihedskamp, hvilket måske kan forklare noget af den tilbagetrukne rolle, socialdemokratiet spillede i det gadebaserede solidaritetsarbejde. Christensen mener, at venstrefløjens forventninger til graden af socialistisk bevidsthed i Sydafrikas demokratiske bevægelse hele tiden var præget af ønsketænkning, mens man undervurderede den mere ægte og bestandige sorte nationalisme. Taktiske overvejelser om at forene social og etnisk kamp spillede jo nok en rolle her og Christensens konklusion virker i et vist omfang som en efterrationalisering. Hans artikel rejser dog konstruktive spørgsmål omkrig socialdemokratiske regeringers, fagbevægelsens og venstrefløjens skjulte dagsordener.

Morten Nielsens bidrag til samme konferencepublikation har sin oprindelse i et discussant-indlæg rettet mod Christensens paper. Nielsen skriver ud fra sin baggrund som mangeårig leder og koordinator af Sydafrika Kontakt i København. Han virker forurettet over, at andre har stjålet æren for sejren i kampen mod apartheid, som rettelig burde tilhøre de folkelige bevægelser. Denne form for paranoia er ganske normal i post-konfliktsituationer og i dette (og mange andre) tilfælde helt berettiget. Hvis man snakker med bestemte mennesker fra det danske udenrigsministerium, kan man blive bibragt det indtryk, at de har befriet Sydafrika helt alene. Den samme fornemmelse får man ved samtaler med folk fra det svenske SIDA, fra den socialdemokratiske arbejderbevægelse eller for den sags skyld fra nogle af de tilbageværende russiske afrikanister. Også Christopher Morgenstiernes bidrag til konferencen kommer ind på dette.

Heller ikke solidaritetsbevægelserne ejer imidlertid historien alene. Uden langsigtede makroøkonomiske ændringer, der bagte dele af erhvervslivet i opposition til apartheid og uden Gorbachevs aflysning af verdensrevolutionens trussel, ville det nationale kompromis, der førte til apartheids afskaffelse have været højst usikkert. Nogle af de danske indlæg på dette område bærer præg af, at den ideologiske diskussion om skyld og skam i forbindelse med den kolde krig langt fra er overstået her i landet. Det er vel typisk, at mens en del af de, der trådte deres barnesko på venstrefløjen som kompromisløse hardlinere, der kom for skade at identificere sig uforbeholdent med Sovjetunionens sikkerhedsbestemte undertrykkelse af Østeuropa eller med individuel terrorisme, er vendt på en tallerken og har begået afbigt, så er socialister med hovedengagement i tredjeverdenssolidaritet generelt stolte over egen indsats og ikke til sinds at bøje hovedet under en ny tids ideologiske ensretning.

Efter 1990 og især efter 1994 udvikledes et omslag fra anti-apartheid og solidaritet til andre ofte mere direkte former for bistand, men mange af de tidligere solidaritetsorganisationer fortsatte deres virksomhed som venskabsforeninger eller i forskellige former for kontakt- eller serviceroller. På europæisk plan fik det tidligere Liaison Group of the Anti-Apartheid Movement en efterfølger i form af ENIASA, European Network for Information and Action on Southern Africa, der fra 1995 koordinerede den fortsatte græsrodssolidaritet med det sydlige Afrika. Den har femten medlemsorganisationer fra tretten EU-lande plus tilknyttede organisationer i Norge og Svejts.

Det er værd at fastholde i den kollektive erindring, at det internationale samfund, inklusiv Danmark, ikke gav Lutuli og Tutu den hjælp de bad om i form af boykot, isolation og militant støtte, før sejren var så godt som sikker.
Det var mest senere, da den ANC-ledede regering appellerede om overgangsbistand og investeringer, da Vesten ønskede fri adgang til det voksende middelklassemarked i Sydafrika, og da det socialistiske alternativ ikke længere eksisterede, at vi alle kunne enes om at gøre Sydafrika til ”the darling of the world”.

Frihedskampens og solidaritetens resultater

Gennem generationers økonomisk udbytning af den sorte befolkning, bakket op af massiv, politisk undertrykkelse, blev værdierne i det sydafrikanske samfund ekstremt skævt fordelt og det er de fortsat. Over halvdelen af den sorte befolkning lever formodentlig under fattigdomsgrænsen (afhængig af målemetode mellem 35 og 75 procent), enten fordi de er arbejdsløse, underbeskæftigede eller kun ernærer sig som subsistensbønder. Sydafrika hører til gruppen af højere mellemindkomstlande og er dermed blandt de rigeste i Afrika. Målinger viser imidlertid, at den gennemsnitlige indkomst fortsat er over fem gange højere for hvide end for sorte. I FNs Human Development Index ligger det hvide Sydafrika udviklingsmæssigt på linje med Spanien, mens det sorte Sydafrika ligger helt i bunden. Heller ikke, når det kommer til personlig formuefordeling har polariseringen ændret sig i de store træk, selv om en lille sort økonomisk elite er blevet fremelsket og den sorte middelklasse er vokset betydeligt.

Med vækstrater på nogle få procent udviser Sydafrikas økonomiske udvikling alvorlige lakuner. Arbejdsløsheden er stigende, investeringsinteressen er beskeden og valutaen er blevet stadig mere svækket. Alligevel går alle tilsyneladende ud fra, at Sydafrika fortsat vil kunne indtage en vigtig rolle i det internationale samfund og i Afrika. ANCs har prioriteret national forsoning og økonomisk kontinuitet som nødvendige mål og man har været villig til næsten et hvilket som helst kompromis for at undgå national splittelse og borgerkrig. En relativ stram økonomisk linje med et begrænset underskud på statsbudgettet vil formodentlig blive fastholdt. En alvorlig hæmsko for udenlandske investeringer er det ekstremt høje niveau af voldelig kriminalitet og her er det desværre usandsynligt, at præsidentielle moralske formaninger vil få nogen effekt. Under apartheid blev 40 % af arbejdsstyrken sat udenfor samfundet og overladt til sin egen skæbne i slumbyernes ofte brutale fællesskaber. Det var reelt denne udvikling, som gjorde Sydafrika uregerligt for det gamle regime. Det eneste middel til at nedbringe kriminaliteten og sikre samfundets fornyede sammenhængskraft vil være, at langt flere sikres ordinært arbejde. Indtil videre tyder kun lidt på, at det vil lykkes. ANCs tidligere kritik af erhvervslivet for dettes manglende evne til at reformere egen tankegang er over tid blevet stadig mere nedtonet. Nytænkning, aftvunget af tilbageslaget for det socialistiske perspektiv, har resulteret i, at også den revolutionære del af ANCs ledergruppe i praksis administrerer en tilpasset, socialliberal politik, som dog fortsat rummer stærke idealistiske elementer.

Det har været et ret udbredt synspunkt i vestlig, økonomisk tænkning, at vækst og social omfordeling i udviklingslande ikke harmonerer særlig godt med hinanden. Vækst er ofte blevet set snævert som målelige kapacitetsstigninger i nationaløkonomien. I en sådan sammenhæng bliver social udvikling nærmest reduceret til en humanitær foranstaltning, der blot skal afhjælpe den værste lidelse. I modsætning hertil så ANC-regeringens første økonomiske genopretningsplan, kaldet RDP, trods alt udvikling og fordelingspolitik som en samlet og integreret proces og som et kollektivt ansvar. Dette sociale perspektiv blev i høj grad forladt med den efterfølgende strukturtilpasningsinspirerede vækstplan, GEAR. Der er på denne baggrund i høj grad brug for en fortsættelse af solidaritetsbevægelsen og af tidligere aktivisters engagement for at kunne fastholde et pres for opfyldelse af frihedskampens idealer.

Den danske overgangsbistand

Til tider har omverdenens interesse for udviklingen i det ny, demokratiske Sydafrika fra mere officielt hold imidlertid været ret intensiv. Fra dansk side har den været præget af en lidt grumset sammenblanding af bistand og erhvervsinteresser. Efter, at den tidligere frihedsbevægelse dannede regering i Sydafrika har de nordiske regeringer forstået at fastslå og udnytte deres respektive solidaritetstraditioner, både ved en praktisk opfølgning i form af fortsat overgangsbistand,64 men også ved at fremholde netop deres egne nationale fortjenester i et positivt lys.
Derved blev skabt en form for goodwill, der allerede har vist sig at være guld værd. Bogstavelig talt. Dette forhold er næppe dårlig for Sydafrika, men det er nok bedre for donorlandene. En slags solidaritetens janushoved.

Gennem flere hundrede års kolonialisme har Europa tilegnet sig det sydlige Afrikas rigdomme. Alligevel tegner der sig for EU-landenes vedkommende et ret nedslående billede af adskillige års stagnerende bistand til regionen, hvilket kun gør spørgsmålet om mere retfærdige handelsforhold så meget mere presserende. Aftaler mellem Sydafrika og EU har ikke givet landet nogen speciel favorabel status, hverken for adgang til det europæiske marked eller hvad angår egen toldbeskyttelse af importfølsomme områder. Vestlige erhvervsfolk har udtrykt, at Sydafrika går vanskelige tider i møde, fordi det er svært at forestille sig andre konkurrencedygtige eksportvarer end de nuværende, dvs. mineraler, frugt, grønsager og vin. Sammenlignet med førende, vestlige lande er Sydafrikas fremstillingsindustri ikke fuldt konkurrencedygtig.66 Sanktionsårenes mangel på ny input satte Sydafrika bagud og behovet for modernisering og knowhow har været med til at åbne muligheder for bl.a. dansk eksport.

Den danske overgangsbistand til Sydafrika har ikke adskilt sig væsentligt fra andre vestlige landes, om end hjælpen har haft et forholdsmæssigt mere rimeligt omfang. Udenrigsministeriets landestrategi har bygget på et grundigt analysearbejde og på konsultationer med den sydafrikanske regering. Bistanden ligger i forlængelse af den tidligere antiapartheidbevilling og dens prioriteringer er afstemt nogenlunde med Sydafrikas egne ønsker.68 De områder, der prioriteres i den danske overgangsbistand, har først og fremmest været demokratisering, menneskerettigheder og voldsbekæmpelse. Dertil kommer hjælp til udvikling af landdistrikterne, herunder pilotprojekter til fremme af jordreformer, samt uddannelse og støtte til mindre, sorte virksomheder.

Det kan diskuteres, om ikke støtten til civilsamfundet og indsatsen for udligning af sociale skævheder har været for upræcis og uforpligtende. De sociale skel i Sydafrika går som nævnt fortsat ret præcist efter racelinjer og uden støtte til en meget konkret omfordelingspolitik vil den socioøkonomiske racediskrimination og dermed den reelle forskelsbehandling kunne fortsætte ud i en uvis fremtid. Desuden burde fattigdomsorienteringen nok have været skærpet reelt, ved at man i højere grad havde fortsat og udviklet den tidligere apartheidbevillings støtte til organiseringen af marginaliserede grupper, således at de også i det ny Sydafrika kunne yde et pres for socialt fremskridt og sort selvbevidsthed. Sydafrikas problem er jo netop ikke, at landet er meget fattigt som sådan, men at velfærden er skævt fordelt.

Dertil kommer naturligvis den tilbagevendende debat om erhvervsstøtten, især virksomhed-til-virksomhed delen, der har indeholdt en åbenlys opfordring til danske virksomheders engagement i bistandsmidlerne. Store ressourcer har været afsat til erhvervsstøtte, færre til forberedelse af jordreformer. På trods af pæne hensigtserklæringer er for mange midler blevet allokeret til større virksomheder og for få til de helt små. Opfølgning og kontrol med danske virksomheders omgang med denne skatteyderbetalte erhvervsstøtte har været alt for ringe. Der kan i den danske overgangsbistand spores et skisma mellem intentioner og virkelighed. Officielt har det handlet det om positiv beskæftigelseseffekt i Sydafrika, men andet og mere har stået på spil. For dansk industri har det handlet om at sikre sig statssubsidierede avancer, for dansk fagbevægelse handler det ikke blot om international solidaritet, men også om arbejdspladser i Danmark og om socialdemokratisk indflydelse på den sydafrikanske arbejderbevægelse. Selv de danske NGOer er ikke ganske uselviske. Tidligere tiders idealistiske mobilisering er gennem velvillig indoptagelse blevet blandet med professionelle hensyn til lønnede stillinger og prestige. Den danske landestrategi byggede måske på en for stor tillid til resultaterne af en ren institutionel ombygning, præget af traditionel, vestlig civilisering og modernisering. Støtte til rehabiliteringscentre for torturofre og sandhedskommissioner er al ære værd, men den afhjælper desværre ikke den bestående, strukturelle vold eller modvold, affødt af fattigdommens magtesløshed.

De nordiske regeringers konkurrerende brug af solidaritetshistorien

Efter et langvarigt politisk pres fra solidaritetsbevægelserne blev Danmark i de sidste år før 1990 et foregangsland, hvad angår sanktionspolitikken mod apartheidstyret. Dette politikskifte, som erhvervslivet længe var modstandere af, har sammen med overgangsbistanden, vist sig gunstig for dansk eksport. De danske investorer kan drage fordel af, at mange velhavende sydafrikaneres økonomi er opbygget til samme efterspørgselsmønster og serviceniveau som i Europa, selv om befolkningsflertallet lever i armod og efter 1993 steg dansk eksport til Sydafrika kraftigt.

Gentagne danske delegationer med ministre og kongelige i spidsen har besøgt Sydafrika for at diskutere eksport og bistand. Et særligt kapitel har været forsøget på at sælge danske krigsskibe til Sydafrika i hård konkurrence med andre lande. Her havde vi dog ikke heldet med os. Det havde Sverige derimod. Som del af en våbenhandel, der fortsat er meget omstridt i Sydafrika, lykkedes det svenskerne at få en bestilling fra den sydafrikanske regering som omfattede en portion svenske JAS Gripen kampfly. De fleste fra det tidligere solidaritetsmiljø vil nok være enige i, at Sydafrika har meget lidt brug for disse sofistikerede jagerfly og at de mange milliarder rand kunne have været anvendt bedre til fattigdomsbekæmpelse. Økonomiske realiteter i form af omfattende modkøb talte imidlertid for handlen. Det gjorde solidaritetshistorien også.

Det er et interessant spørgsmål, hvorvidt Sveriges bedre dokumentation af deres solidaritetshistorie har spillet en rolle i denne forbindelse. Der var reel forskel på dansk og svensk udenrigspolitik. Sveriges var mere intelligent og selvstændig, dengang som nu. Sverige støttede ANC direkte. Det gjorde Danmark ikke. Dertil kommer, at den svenske bistandsopfølgning til tider har været uhyre massiv. Den svenske statsminister, Göran Perssons, statsbesøg, hvor han fyldte en jumbojet med en delegation på flere hundrede mennesker, derunder nogle af Sveriges bedste popstjerner, fremstod som dog et overkill og lidt af en fiasko.

Men der var også forskel på den måde, hvorpå historien blev brugt. På mulighederne, på bevidsthedsniveauet, og på resurserne afsat. Nordisk Afrikainstitut i Uppsala blev som tidligere nævnt brugt som base for koordineringen af et omfattende program, der skulle dokumentere de enkelte nordiske landes solidaritet med hele det sydlige Afrika. De enkelte landes bidrag blev betalt af de respektive landes udenrigsministerier, men Sverige havde den mest glorværdige fortid, de største laurbær at vinde og de fleste penge til projektet. De havde kort sagt muligheden for at tage deres historie på dette område seriøst.

Resultatet fra den norske del af projektet blev en udmærket antologi redigeret af den erfarne Afrikaforsker Tore Linné Eriksen, som belyste de væsentligste sider af norsk hjælp til det sydlige Afrika. Det finske bidrag blev en ganske hæderlig, empirisk gennemgang af den finske politik på området. Fra dansk side var der fra begyndelsen en vis animositet imod hele projektet. Der var ikke megen tradition i Danmark for officiel opbakning til skildringen af folkelige bevægelsers oppositionelle historie og det begrænsede danske bidrag lagde da også hovedvægten på kildekritiske udenrigsministerielle arkivstudier, mens de stærke danske NGO-bevægelser, blev tildelt mindre opmærksomhed.76
Det gav svenskerne gode kort på hånden, at der hele vejen igennem var større samstemmighed mellem NGO-bevægelsen og Utenriksdepartementet her. Den kvalificerede svenske koordinator af det samlede solidaritetshistorieprogram, Tor Sellström, blev gennem adskillige år finansieret favorabelt og det svenske bidrag kom til at omfatte hele tre håndværksmæssigt og kvantitativt stærke bind plus et omfattende arkivmateriale.

Det er blevet hævdet, at den overordnede svenske koordinering favoriserede den svenske del af programmet og at Nordisk Afrikainstitut i denne forbindelse mest fungerede som et ”policy making centre” for det svenske bistandsdepartement, SIDA. De udenrigsministerielle intriger omkring dette vil næppe nogensinde kunne opklares, men sikkert er det, at der var en betydelig dansk irritation over at være blevet taget som gidsel i en formelt fællesnordisk institution, som man ikke var i stand til at udnytte til egne formål, på samme måde som svenskerne. Denne modvilje over svensk arrogance kom klart til udtryk fra danske deltagere på den konference, som forskningsprogrammet afholdt på Robben Island. Ved færdiggørelsen af det svenske bidrag og programmets afslutning (men før publiceringen af det danske bidrag) blev programkoordinatoren tildelt to (velfortjente) svenske medaljer og sendt på en salgsturné for bogserien gennem hele det sydlige Afrika før hans ansættelse på den svenske ambassade i Pretoria. Danske eksportører skulle måske satse på at sponsorere vores solidaritetshistorie fremover.