Hvem var Nelson Mandela?
Biografi om Nelson Mandela
Nelson Rolihlahla Mandela blev født i en landsby nær Umtata i Transkei den 18. juli 1918 og døde den 5. december 2013. Hans mellemnavn betyder ballademager. Hans far, Henry Mandela var selv høvding, og han var desuden rådgiver for overhøvdingen af Thembuland.
Den unge Mandela var selv udset både til et arrangeret ægteskab og til en karriere som den kommende høvdings rådgiver, men han flygtede fra begge dele, fast besluttet på at blive jurist i Johannesburg. Mandelas uddannelse begyndte i den lokale missionsskole, og endte med en juridisk eksamen (University of Fort Hare og University of Witwatersrand), der gjorde det muligt for ham, sammen med vennen Oliver Tambo, at åbne Sydafrikas første sorte advokatkontor.
Nelson Mandela blev medlem af ANC i 1942. Sammen med Walter Sisulu, Oliver Tambo, William Nkomo og Anton Lembede dannede Nelson Mandela i september 1944 ANC Youth League (Ungdomsafdeling). Deres mål var at omskabe ANC.
Organisationen forsøgte på det tidspunkt at bekæmpe den raceadskillelse, der allerede var en integreret del af det sydafrikanske samfund, ved at lobbyere de hvide politikere. ANCs Ungdomsafdeling gik i gang med at opbygge en slagkraftig og selvbevidst massebevægelse. De følgende år iværksatte de en sand bølge af strejker, protestmarcher og ulydighedskampagner. Deres metode var civil ulydighed, dvs. at man med vilje overtræder love, som man mener er urimelige, for at få myndighederne til at reagere.
Men selv om fængslerne blev overfyldte, og landet var præget af uroligheder, ville myndighederne ikke forhandle med ANC.
I stedet blev Mandela, sammen med mange andre ANC’ere, både sorte, hvide og farvede, anklaget for højforrædderi i perioden 1956 til 1961. Retssagen blev kaldt “The Treason Trial”. Under retssagen blev han skilt fra sin første kone med hvem han havde to børn og gift med Winnie Mandela.
Selv om de brugte en ikke-voldsstrategi, havde aktionerne store omkostninger. Mange blev arresteret, nogle blev såret og flere døde, når politiet og hæren blev sat ind imod demonstranterne. Det var Sharpville-massaken i 1960, der fik Mandela og de øvrige medlemmer af ANCs Ungdomsafdeling til at opgive tanken om ikke-voldelig modstand.
De grundlagde derfor undergrundshæren, Umkhonto we Sizwe, der betyder Nationens Spyd, også kendt som MK.
Efter Sharpville-massakren erklærede regimet landet i undtagelsestilstand og forbød ANC og PAC. Mandela og de øvrige ledere i ANC gik under jorden, og indledte den militære kamp. Deres første mål var landets infrastruktur, for eksempel elmaster.
I 1962 rejste Mandela rundt i Afrika for at samle støtte til kampen i Sydafrika. Omtrent en måned efter at han var kommet tilbage til Sydafrika blev han anholdt. Først blev han idømt fem års fængsel, men da politiet i mellemtiden fandt frem til MKs hovedkvarter, blev han sammen med de andre anklaget for væbnet oprør. Under retssalen holdt Mandela en forsvarstale, hvor han bl.a. sagde:
“Hele mit liv har jeg dedikeret mig selv til det afrikanske folks kamp. Jeg har kæmpet imod hvidt overherredømme og jeg har kæmpet imod sort overherredømme. Jeg har værnet om idealet om et demokratisk og frit samfund, hvor alle mennesker lever sammen i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal som jeg håber at leve for og at opnå. Men hvis det er nødvendigt, er det et ideal, jeg er parat for at dø for.” Nelson Mandelas tale ved Rivonia retssagen i 1964.
Anklageren krævede dødsstraf, men på grund af store protester i selve Sydafrika og internationalt pres blev straffen fængsel på livstid.
Alle de sorte ANC ledere blev sendt til fængselsøen Robben Island uden for Cape Town. På Robben Island var de politiske fanger sammen med kriminelle fanger. Mandela og de andre politiske fanger blev sat til at bryde sten i et stenbruddet på øen. Mandela kunne kun få besøg én gang om året. Besøget var overværet af en fængselsbetjent. Det første mange år var det ikke tilladt for de politiske fanger at læse andre bøger end biblen; og aviser, radio og senere TV var helt forbundt. Robben Island blev kaldt et universitet af de politiske fanger. Mange tusinde politiske fanger oplevede at mødes med Mandela og andre gamle ANC ledere fordi at de var i fængsel i kortere eller længere tid. Indbyrdes snakkede de politiske fange politik og lærte hinanden mange ting. Mange fanger lærte at læse og skrive fra andre politiske fanger.
Selv om Mandela og de øvrige ANC ledere blev holdt langt væk fra Sydafrikas øvrige befolkning i alle disse år, fik især to af deres ideer stor betydning. Den ene var holdningen til antiracisme og demokrati. Slagordet skulle være “en mand, en stemme” ikke “Afrika for afrikanere”. De gamle ANCeres anden hovedtanke var kombinationen af militær kamp og forhandling. Ideen var at den militære styrke skulle forstærke ANCs forhandlingsposition.
Næste akt i sagaen om Mandelas enorme betydning for Sydafrikas politiske udvikling foregik i anden halvdel af 80erne og starten af 90erne, da han, stadig i fangeskab, begyndte forhandlingerne med apartheidregimet om en afvikling af apartheid. Selv har han beskrevet sine overvejelser om at indgå i disse forhandlinger på denne måde:
“Vi havde kæmpet mod det hvide mindretalsstyre i trekvart århundrede. Vi havde været engageret i væbnet kamp i mere end tyve år. Mange mennesker på begge sider var allerede døde. Fjenden var stærk og beslutsom. Men selv med alle deres bombefly og kampvogne måtte de have fornemmet, at de stod på den forkerte side af historien. Vi havde retten på vores side, men endnu ikke magten. Der var simpelthen ikke nogen mening i, at begge parter skulle miste tusinder, om ikke millioner af menneskeliv i en konflikt, der var unødvendig. Det må de også have vidst. Det var på tide at tale.”
Mandela blev løsladt i februar 1990. Den 2. marts blev han valgt til næstformand for ANC. I juli 1991 blev han valgt til formand. Efter en fantastisk velkomst fra det sydafrikanske folk, fulgte de lange og seje forhandlinger med regeringen om overgangen fra apartheid til demokrati.
I 1993 modtog Mandela sammen med Sydafrikas hvide præsident de Klerk Nobels Fredspris.
Ved valget i 1994 stemte Mandela og alle Sydafrikas andre sorte indbyggere for første gang i deres liv. ANC fik 60% af stemmerne. Kort tid efter blev Mandela indsat i embedet som Sydafrikas præsident, og han holdt dette embede indtil valget i 1999, hvor Thabo Mbeki overtog posten.
Mandela døde i sit hjem i Johannesburg d. 5. december år 2013.
Hvis du vil vide mere om Nelson Mandela, kan du bl.a. læse hans selvbiografi “Vejen til frihed”, Munksgaard/Rosinante, 1994.
Du kan også se videoen “Winnie og Nelson Mandela” af Peter Davis fra 1986 samt videoen “Mandela”.
Videoen kan lånes af alle gennem biblioteket. Skoler, organisationer og institutioner kan desuden købe videoen hos Det Danske Filminstitut. Se http://www.dfi.dk/.
