Hvad var “sort bevidsthed”?

En af apartheids største forbrydelser var, at det fik mange sorte mennesker til at opfatte sig selv som mindre værd en hvide mennesker. Steve Biko gav disse mennesker deres stolthed tilbage. Han redefinerede for eksempel sproget, så den negative kategori ikke-hvid blev vendt til den selvbevidste kategori “sort”. Han generoberede også historien og kulturen, og skabte hermed en basis for en ændring i mange sorte mennesker selvopfattelse. Det var en psykologisk, såvel som en politisk kamp, og den bragte værdighed og en enorm energi ind i kampen mod apartheid fra starten af 1970erne og mange år frem.

I 1977 beskrev Steve Biko selv begrebet “sort bevidsthed” til Bernard Zylstra fra det canadiske Institut for Kristne Studier. Han sagde:

“Med sort bevidsthed mener jeg den kulturelle og politiske genoplivelse af et undertrykt folk. Det må ses i sammenhæng med hele det afrikanske kontinents frigørelse efter Den anden Verdenskrig. Afrika har oplevet den hvide uovervindeligheds død. Før den var vi væsentligst bevidste om to klasser af mennesker; de hvide erobrere og de sorte overvundne. De sorte i Afrika ved nu, at de hvide ikke vil være erobrerer for bestandigt. Jeg må understrege, hvilken kulturel dybde, der ligger i Black Consciousness (sort bevidsthed). Erkendelsen af, at den hvide uovervindelighed er død, tvinger den sorte til at stille spørgsmålet: “Hvem er jeg? Hvem er vi?”. Og det fundamentale svar, som vi giver, er: “Mennesker er mennesker.” Det “sort” bevidsthed derfor siger, er: “Glem farven!”” (Kilde: Biko, Donald Wood, Gyldendal, 1988, s. 128)

Steve Bikos ideer skræmte i starten mange hvide, især de liberale, der havde været vant til at se sig selv som talerør for de sorte. Indenfor studenterpolitikken, der var Steve Bikos første politiske arena, betød ideerne om sort bevidsthed, at de sorte studerende brød ud af den blandede, men liberalt hvidt ledede studenterbevægelse, National Union of South African Students og dannede deres egen organisation: South African Students Union (SOSA). Det skete i december 1968. Steve Biko og hans venner i SOSA mente ikke at de hvide liberale studerende, på trods af deres gode hensigter, forstod de sortes problemer. De gik mest op i det politiske spil, som de sorte helt var afskåret fra at deltage i, og de kendte ofte intet til levevilkårene i de sorte townships.

Steve Biko og hans kammerater mente, at det var meget vigtigt at de sorte studerende arbejdede sammen med fagforeningsfolk, kirkefolk, beboerorganisationer, og de var derfor med til at danne Black People Convention (BPC) i 1972. Black Consciousness var nu på vej til at blive en bevægelse. Biko og mange andre startede selvhjælpsklinikker, medborgerhuse og diverse kulturprogrammer.

T-shirts med sloganet “Black is beautiful” så dagens lys. Black Consciousness-bevægelsen voksede og kom til at danne bro mellem de gamle ledere af ANC og PAC, der var fængslede eller i eksil og den unge generation, der bogstaveligt talt fik deres ilddåb med SOWETO-oprøret.