Hvem indførte apartheid?

Raceadskillelse i en eller anden form havde været en del af Sydafrikas historie stort set siden de første europæere gik i land i Cape Town. Men apartheid dvs. den systematiske raceadskillelse, som var Sydafrikas samfundsform i anden halvdel af 1900-tallet, blev indført af Nationalistpartiet i 1948. Systemet blev dog ikke indført på een gang, men over en periode på ca. 20 år.

Nationalistpartiet blev grundlagt i 1914 af general J. B. M Hertzog. I starten fik partiet støtte fra ANC, der ønskede en regeringsændring. I 1934 brød en gruppe stærkt højreorienterede ud af Nationalistpartiet og dannede “Det rensende Nationalistparti”. Formålet var tredelt. For det første skulle partiet styrke afrikaanernes rolle i det sydafrikanske samfund. For det andet ville partiet bekæmpe den britiske imperialisme. For det tredje ville man fremme en adskillelse mellem hvide på den ene side og sorte, farvede og indere på den anden.

Sideløbende med partiarbejdet kom, i 1918, en anden afrikaaner organisation, der senere skulle få stor politisk indflydelse til verden. Den hed Afrikaaner Broederbond. Den blev stiftet af en gruppe afrikaaner mænd med det formål at støtte de fattige afrikaanere, der i de år søgte fra landet og indtil byen. I starten var Broederbånd en offentlig organisation, men snart lukkedes dørene tæt i, og organisationen udviklede sig til en slags hemmeligt broderskab, kun for hvide afrikaans-talende mænd, der var medlemmer af den Hollandsk-Reformerte kirke. Alle de mænd, der spillede en rolle i opbygningen af apartheid var medlemmer af Broederbond.

I 1948 kom Nationalistpartiet under ledelse af Daniel Malan til magten. I løbet af de næste år konsoliderede partiet sin position både vælgermæssigt, ved de efterfølgende valg, og administrativt. Afrikaans-talende mænd fik nu fortrinsret til jobs i statsadministrationen, hæren, postvæsnet, jernbanen, og den statslige radio, SABC. Når staten skulle samarbejde med banker, forsikringsselskaber og andre firmaer, gik kontrakterne til afrikaans-ejede foretagender. Det betød, at regeringen kunne regne med loyal støtte fra hele embedsapparatet. Det medførte at levestandarden for Sydafrikas afrikaanere steg, så den nærmede sig levestandarden for den engelsktalende del af befolkningen. Gennem en række nye love fik regeringen ændret det sydafrikanske valgsystem, således at deres nye magtposition ikke kunne trues. Først og fremmest blev hele Sydafrikas befolkning klassificeret efter race: hvid, inder, farvet eller sort.

I 1956 afskaffede Nationalistpartiet valgretten for de farvede, der i stedet fik fire hvide repræsentanter i parlamentet. I 1969 blev også repræsentantordningen afskaffet. Indere havde aldrig været repræsenteret, og de sortes hvide repræsentanter røg ud i 1959. I 1961 vedtog de hvide vælgere vedtaget at Sydafrika skulle være en republik. Resten af Sydafrikas befolkning blev ikke spurgt.

Men ændringerne af Sydafrikas politiske liv var kun en lille del af skabelsen af Sydafrika i apartheids billede. Snart blev alle dele af hverdagslivet i Sydafrika præget af apartheid. Ægteskab mellem mennesker af forskellige race blev forbudt. Restauranter, biografer, busser, tog, strande, byer, butikker etc. blev opdelt i “hvide” og “ikke-hvide” områder. (Se afsnittet om apartheidlovene og om paslovene. Når nogle af disse love blev bragt for retten og dømt ulovlige, fordi de betød at “ikke-hvide” blev diskrimineret imod, vedtog parlamentet straks en særlov, der underkendte rettens dom. Også uddannelsessystemet favorisede de hvide elever (se afsnittet om hvordan det var at vokse op under apartheid).

De mange apartheid-love var en slags byggesten i et stort socialt ingeniørarbejde udtænkt af bl.a. Dr. Verwoerd (se afsnittet Hvem var Hendrik Verwoerd). Han anså de hvide for at være den eneste civiliserede gruppe i den sydafrikanske befolkning. Mange af de tiltag Verwoerd gennemførte, for eksempel tvangsforflyttelserne af flere millioner sorte til deres såkaldte “hjemlande” (se afsnittet Hvad var bantustans), forsvarede han med at det var til de sortes bedste.

Hjemlandene blev defineret som de sorte såkaldte stammefolks etniske områder, og hjemlandspolitikken blev forklaret som en slags afkolonisering. Separat udvikling for alle, var sloganet. Men på trods af apartheidgeografien var udviklingen langt fra separat. De sorte mænds arbejde i minerne, de sorte kvinders arbejde i de hvides køkkener, og de sorte børn og gamles kummerlige eksistens i hjemlandenes skurbyer var tilsammen det, der gjorde de hvides høje levestandard mulig.

I 1950 vedtog regeringen loven om undertrykkelsen af kommunismen. ifølge denne lov kunne politiet anholde enhver, der var mistænkt for at være kommunist, og vedkommende kunne tilbageholdes uden retssag, sålænge det passede politiet. Definitionen af “en kommunist” var meget bred, og kunne derfor bruges til at tilbageholde de, der protesterede mod apartheid.

I løbet af 70’erne og 80’erne kom Nationalistpartiets apartheidpolitik under stigende pres både internt i Sydafrika og internationalt. Selv om nogle af de mest iøjnefaldende apartheidlove blev afskaffet op igennem 1970’erne og 80’erne, og apartheidsystemet endeligt blev afskaffet officielt ved valget i 1994, så vil det vare mange år før alle følgerne af apartheidsystemets ødelæggelser af det sydafrikanske samfund vil være overkommet.