Hvad var bantustans?

En af grundstenene i apartheid-politikken har været Group Areas Act, loven om at sydafrikanerne skulle bo i adskilte områder, fordelt efter hudfarve. Loven blev gennemført med stor brutalitet og effektivitet.

Ifølge racelovene var befolkningen inddelt i fire hovedgrupper: Sorte, hvide, farvede og indere. De forskellige grupper måtte ikke blande sig på nogen måde – heller ikke geografisk. Under apartheid blev millioner af mennesker tvangsforflyttet for at sikre, at alle boede i de områder, som var bestemt for dem. Hårdest gik det selvfølgelig ud over den ikke-hvide befolkning.

Idéen bag Group Areas Act var, at hvide skulle kontrollere byerne, som skulle være industrielle og økonomiske kraftcentre. Sorte mennesker skulle først og fremmest holde sig i deres “hjemlande” og kun have lov til at bo i byerne, hvis de kunne bruges som arbejdskraft. Samtidig blev størstedelen af den gode og dyrkbare jord reserveret hvide landmænd. 87% af al jorden blev ejet af hvide. Der var altså 13% af jorden tilbage til “hjemlande” for de sorte, som er 86% af befolkningen.

Et helt system af love støttede op om Group Areas Act: Paslovene, som forbød ikke-hvide at færdes udenfor deres eget område uden tilladelse, jordlovene, der forbød sorte mennesker at købe jord osv. Der var altså klare økonomiske årsager til, at Group Areas Act blev gennemført, men dem gjorde de officielle forklaringer ikke noget ud af. Det hvide mindretalsstyre begrundede Group Areas Act med, at de forskellige befolkningsgrupper havde bedst af at leve i deres egne områder, hvor de kunne videreføre deres egne traditioner og kultur. Det synlige resultat af Group Areas Act blev oprettelsen af en række reservater for forskellige sorte befolkningsgrupper, de såkaldte bantustans eller “hjemlande”, plus sammenstuvningen af millioner af ikke-hvide i townships i nærheden af byerne.

“Hjemlande”

Tanken om at dele jorden i sorte og hvide områder stammer tilbage fra 1913, hvor det blev forbudt sorte at handle med jord. Kun de sorte, der kunne bevise, at de havde købt deres jord – altså havde skøde på den – blev anerkendt som jordejere. Dem var der ikke mange af – størstedelen af den sorte befolkning havde boet i de samme landsbyer i generationer og arvet jorden fra deres forfædre Disse mennesker blev nu gjort til retsløse beboere på de hvides jord. Indførslen af Group Areas Act blev fulgt op af en lang række tvangsforflytninger. Landsbyer blev jævnet med jorden, og beboerne kørt ud til et “hjemland”, hvor de hørte hjemme efter de nye love.

Mindst fire millioner voksne blev berørt af tvangsforflytningerne – men der var stadig brug for sort arbejdskraft i byerne og på de hvides farme. Folk i den arbejdsdygtige alder, som havde et job kunne blive, og hjemlandene blev et sted, hvor regeringen kunne placere gamle, børn og svagelige, som alligevel ikke kunne producere noget. Der blev oprettet i alt ti “hjemlande”. Fire af dem, Transkei, Ciskei, Bophuthatswana og Venda, blev af den sydafrikanske regering betragtet som selvstændige stater, de øvrige “hjemlande” fik selvstyre – på papiret. I januar 1994, da apartheid blev ophævet, blev alle hjemlande officielt indlemmet i Sydafrika, men sandheden er, at hjemlandene ikke på noget tidspunkt var selvstændige, hverken politisk, økonomisk eller kulturelt.

Falsk uafhængighed og triste rekorder

Økonomisk var alle hjemlandene totalt afhængige af Sydafrika. Jorden i hjemlandene var gennemgående dårlig, og mange steder kunne der overhovedet ikke dyrkes noget. Med enkelte undtagelser fandtes der ingen industri. Hjemlandenes eneste eksportartikel var arbejdskraft. Samtidig var landenes økonomi belastet af en enorm overbefolkning og skæv befolkningssammensætning, fordi de fleste i den arbejdsdygtige alder boede i Sydafrikas storbyer.

Politisk var de fleste hjemlande ledet af diktatorer, støttet af den sydafrikanske regering og militær. Mange ledere i hjemlandene støttede apartheidstyret, fordi det gav dem mulighed for at være konger i de kunstige lande. De var først og fremmest ivrige efter at mele deres egen kage.

Sundhed, uddannelse, boliger og infrastruktur blev der ikke gjort noget ud af, -både pengene og viljen manglede. Resultatet er, at de tidligere hjemlande i dag sidder tilbage med en række triste rekorder. Sydafrikas højeste børnedødelighed, højeste antal indbyggere pr. læge, højeste antal analfabeter.

Samtidig truer en økologisk katastrofe mange steder, bl.a. fordi træerne er væk. Brænde er ofte den eneste energikilde, og i de overbefolkede hjemlande har det ført til rovdrift på træer og buske. Når der ikke er træer, er det svært at bevare andre planter, bl.a. fordi jorden let eroderes væk.

Townships

En typisk sydafrikansk by består af et forretningscentrum og rundt om det en ring af hvide boligkvarterer. Udenfor denne ring ligger de sorte, indiske og farvede townships. Det har ikke altid været sådan – før Group Areas Act blev gennemført, boede de forskellige grupper ofte tæt på hinanden, men det forbød apartheid. Nu begyndte regeringen i stedet at flytte de ikke-hvide befolkningsgrupper væk fra byernes centrum til kæmpe store statsligt ejede boligområder, townships.

Udover den økonomiske fordel ved at have den sorte arbejdskraft tæt ved industrien var det også en sikkerhedsmæssig fordel for det hvide styre, at have de ikke-hvide samlet – alle townships er placeret, så de er lette at overvåge og afskære fra omverdenen i tilfælde af oprør, f.eks. er der kun få veje ind i en township.

De fleste townships er oprindeligt planlagt og bygget af regeringen. Det er små bitte huse eller rækkehuse i lige rækker ofte med en fælles vandpumpe på gaden. Men områderne er ikke blevet udbygget i takt med den voksende befolkning, og derfor er der overalt skudt blikskure og huse af papkasser op. Disse skurbyer blev betragtet som illegale bosættelser, og blev jævnligt ryddet af militæret.

Forholdene i de sorte townships og skurbyer var elendige. Bortset fra større veje var der ikke asfalteret. Elektricitet fandtes mange steder ikke, så de eneste varme- og lyskilder var brænde, koks eller petroleum – luften var fuld af støv og røg.

Samtidig var boligmangelen så desperat, at der ofte boede 10–20 mennesker i et eller to rum, De heldige havde en seng eller madras, resten sov på gulvet. Rindende vand var der sjældent, varmt vand aldrig. Bad, toiletter og kloakering var en luksus for de få. Der var ingen rekreative områder – bortset fra enkelte støvede fodboldbaner – ingen parker, ingen legepladser, ingen klubber, ingen Forsamlingshuse, -kun i kirkerne havde folk mulighed for at samles. En township var ikke andet end tusindvis af huse, totalt overfyldt med mennesker.

Nu er Sydafrikas nye regering i gang med at rette op på de katastrofale følger – hjemløse i tusindvis, manglende byplanlægning, skævt udviklet infrastruktur og økologiske katastrofer. I mange år fremover vil ingen være i tvivl, hvis de befinder sig i en township eller et hjemland – heller ikke selvom pigtråden og grænsekontrollen er fjernet.

Den synlige forskel mellem det sorte og det hvide Sydafrika vil tidligst forsvinde på de 20-30 år det tager et træ at vokse op. For man kan altid se på træerne, hvor man er. De hvide boligområder ligner europæiske forstæder med velholdte haver og gamle træer. I de sorte townships ser man sjældent et græsstrå. Og på satellitfotos kan man se, hvor de tidligere hjemlande har ligget – det er der, hvor træerne er væk.