Hvad er PAC?
PAC står for Pan Africanist Congress of Azania. PAC er en sort sydafrikansk nationalistbevægelse og et parti. Det blev oprettet i april 1959 af en udbrydergruppe fra ANC, bestående især af mange yngre medlemmer.
Det grundlæggende møde var en konference, hvor 300 sorte deltog. PACs første formand hed Robert Sobukwe. Han var sproglærer ved University of Witwatersrand i Johannesburg. PACs medlemmer var uenige i ANCs multietniske strategi, især formuleringen af Frihedserklæringen. De var også utilfredse med SACP, dvs. det sydafrikanske kommunistpartis indflydelse i ANC, og sidst, men ikke mindst var der en del personlige uenigheder mellem stifterne af PAC og lederne i ANC. PAC-medlemmernes holdning var, at Afrika skulle være for afrikanere.
PAC var og er derfor en “ren” sort organisation. PAC modarbejdede i starten apartheidregimet gennem strejker og boykotter ligesom ANC. Det var PAC, der arrangerede den anti-pasdemonstration i Sharpeville d. 21. marts, der blev beskudt af sikkerhedspolitiet i det, der senere blev kendt som Sharpeville-massakren.
PAC blev forbudt samtidig med ANC d. 8. april 1960 og forbudet blev hævet 30 år efter samtidig med at forbudet mod ANC blev hævet i starten af 1990.
Robert Sobukwe døde i februar 1978. Da havde han tilbragt 18 år enten i fængsel bl.a. på Robben Island eller i husarrest.
PAC startede sin væbnede kamp samtidig med ANC i 1961. PAC fungerede hele vejen igennem 60erne, 70erne og 80erne som en rivaliserende politisk og militær bevægelse i forhold til ANC. Dens medlemmer arbejdede både i eksil og under jorden i selve Sydafrika. Organisationen havde bl.a. kontorer i London og i Dar es Salaam i Tanzania, og dens medlemmer gjorde er stort arbejde for at tale apartheidmodstandens sag i De Forenede Nationer (FN), den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU) og Kirkernes Verdensråd. Mange af PACs medlemmer blev arresteret, en del døde eller såredes under kampen.
PAC findes stadig, men organisationen har ikke nogen stor indflydelse på den politiske scene i Sydafrika i dag.