Hvad er ANC?

African National Congress (ANC) er et politisk parti og en frihedsbevægelse i Sydafrika. Organisationen har eksisteret siden 1912. Den hed først South African Native National Congress, men fik sit nuværende navn i 1923.

ANC blev oprindeligt stiftet med det formål at skaffe stemmeret til Sydafrikas farvede befolkning, herunder den del af befolkningen som oprindeligt kom fra Indien, og sorte befolkning i Cape provinsen. Siden udviklede organisationen sig til bredere politisk bevægelse, der kæmpede for lige rettigheder for sorte og hvide.

ANC bekæmpede det politiske system, apartheid, som mellem 2. verdenskrig og 1990’erne racernes adskillelse overalt i det sydafrikanske samfund. Apartheid blev indført efter valget i 1948, hvor en regering som kun repræsenterede det hvide mindretal i landet kom til magten. Denne regering blev dannet af det konservative Nationalparti. Apartheid har bl.a. inkluderet paslove som gik ud på at den sorte del af befolkningen skulle gå med pas for at kunne bevæge sig omkring i landet.

Selvom ANC har eksisteret siden 1912, var det først efter apartheids indførelse, og efter det skæbnesvangre valg i 1948, hvor Nationalist Partiet kom til magten og indførte apartheidsystemet ved lov, at ANCs medlemstal begyndte at vokse for alvor.

Nationalistpartiet var meget konservativt, og partiet indførte en hel række love, der cementerede den raceadskillelse, der allerede foregik i praksis på mange niveauer i det sydafrikanske samfund. Apartheidpolitikken blev udadtil forklaret som “separat udvikling”, hvor den enkeltes kultur blev respekteret; hvide, sorte, indere og farvede hver for sig i alle livets forhold. Men NPs stramning af paslovene, oprettelsen af de såkaldte hjemlande, og bølgerne af tvangsforflyttelser af sorte fra byerne og ude til hjemlandene, handlede egentlig om at have kontrol med befolkningen, så dens arbejdskraft kunne udnyttes så effektivt som muligt.

Modstanden mod apartheid blev mødt med diktatoriske midler: undertrykkelse af ytringsfriheden, politivold, bortførelser, mord, og befolkningsmassakrer. En af de mest kendte tilfælde er massakren i Sharpville i 1960, hvor politiet skød og dræbte 69 og sårede 180 demonstranter. Et andet berømt eksempel på den Sydafrikanske regerings ekstreme magtudøvelse er massakren i Soweto, en stor township udenfor Johannesburg.

Indtil 1948 havde ANC arbejdet for sine politiske idealer med fredelige midler, især havde man forsøgt at lobbyere de mest liberale hvide politikere med høflige henvendelser og gode argumenter. Men i 1949 ændrede man strategi. På det tidspunkt blev partiets ledelse skiftet ud med personer som Walter Sisulu, Oliver Tambo, og Nelson Mandela, der alle sammen kom fra partiets ungdomsorganisation ‘ANC Youth League’. De begyndte at bruge kraftigere metoder, som ikke-voldelige protester, demonstrationer, strejker og boykotter. For at gengælde ANCs nye stil øgede regeringen mængden af politichikaneri og arrestationer af partiets medlemmer.

En af partiets hjertesager var afskaffelsen af paslovene, og i 1960 organiserede PAC (Pan-African Congress), en udbrydergruppe fra ANC, store demonstrationer mod lovene. Disse protester resulterede i Sharpville-massakren, hvorefter både PAC og ANC blev forbudt i Sydafrika.

Helt indtil 1990 var kampen mod apartheid derefter illegal og man måtte operere skjult.

Et andet middel i kampen var oprettelsen af partisanbevægelsen ‘Nationens Spyd’ eller ‘Umkhonto we Sizwe’ i 1961. Nationens Spyd blev anført af Nelson Mandela, og skulle føre guerillakrig mod den Sydafrikanske regering fra landets nabostater. Tre år senere blev bevægelsens ledere, deriblandt Nelson Mandela, fanget og idømt livstidsstraffe. Nelson Mandela er en af ANCs mest fremtrædende medlemmer, og med tiden blev han et symbol på ANC og kampen mod apartheid.

I 1990 opgav det hvide styre sin apartheid politik, ANC blev igen tilladt, og dets ledere fik lov til at vende tilbage fra deres eksil i udlandet. Nelson Mandela blev løsladt fra fængslet. Dette kan ses som resultatet af landets stigende økonomiske problemer og mange års internationalt pres på Sydafrikas regering for at den skulle afskaffe apartheid.

I 1991 blev Mandela leder af ANC, og forhandlede med regeringen om de reformer som skulle gennemføres når raceadskillesen skulle afskaffes i Sydafrika. Der skulle bl.a. afholdes valg til landets Nationalforsamling, og i 1994 vandt ANC 60% af pladserne. Dette medførte også at Nelson Mandela blev Sydafrikas første demokratisk valgte (og sorte) præsident den 10. maj 1994.

Overgangen til et Sydafrika uden apartheid blev besværliggjort i midten af 1990’erne af en stribe kampe mellem ANC tilhængere og Inkatha bevægelsen. Inkatha var en sort politisk bevægelse, anført af høvding Buthelezi, som havde allieret sig med hvide grupper i opposition mod forandringerne i det sydafrikanske samfund. På trods af flere blodige sammenstød, lykkedes dem ikke at skabe tilstrækkelig uro til at forhindre at apartheid blev afskaffet. Nu ser det ud til at ANCs popularitet er faldet på grund af svære tider med stor arbejdsløshed, fattigdom, og meget kriminalitet i det sydafrikanske samfund.