Apartheids historie

I 1948 kom en ny regering til magten i Sydafrika. Den var ledet af Nationalistpartiet, der vandt valget på et program om adskillelse af landets forskellige befolkningsgrupper. Programmet hed apartheid, og det havde to formål: Dels skulle det sikre og bevare de hvide sydafrikaneres privilegier, dels skulle det sikre de hvides magt over statsapparatet og kontrollen med landets arbejdskraft. Gennem de næste 40 år blev apartheid udbygget og konsolideret. Resultatet var en forbrydelse mod menneskeheden.

Apartheid byggede på en ideologi om, at der eksisterer forskellige menneskeracer, og at den hvide race er de andre overlegen. Men apartheid var samtidig en økonomisk politik, som skulle sikre velfærd for de få på bekostning af de mange. Både raceideologien og den økonomiske udbytning eksisterede i Sydafrika inden 1948, men under apartheid blev begge dele sat i system og flettet fuldkommen sammen. Derfor giver det ingen mening at betragte apartheid udelukkende som raceideologi eller udelukkende som økonomisk udbytning, for det var to sider af samme sag. Den økonomiske politik uddybede modsætningerne mellem rig og fattig, og racepolitikken sikrede, at de rige var hvide og de fattige sorte.

Racisme, herredømme og angst

Forskelsbehandling og undertrykkelse af sorte mennesker rækker langt tilbage i Sydafrikas historie. I 1910 blev den sydafrikanske republik dannet ved sammenlægning af de to britiske kolonier, Kapkolonien og Natal samt de to boerrepublikker, Transvaal og Oranje.

I forbindelse med uafhængigheden fra Storbritanien bestemte det britiske parlament, at kun hvide mænd skulle have stemmeret ved det første valg i det nye land. Med jordloven af 1913 (Native Lands Act) blev landets sorte indbyggere med et slag frarøvet over 80 pct. af landets areal, og op gennem 1920’erne og 1930’erne fulgte en række love, der skulle kontrollere sorte menneskers bosættelse og frie bevægelse.

Tidsånden taget i betragtning, var der ikke noget enestående ved undertrykkelsen af sorte mennesker. Tværtimod praktiserede både englændere, portugisere, franskmænd og tyskere tilsvarende undertrykkelse i deres kolonier i Afrika, og det racistiske verdenssyn var udbredt også i Europa. Som Johannes V. Jensen skriver i “Den nye verden” (1907) om de sorte amerikanere:

“Man har ikke været mange timer i De Forenede Stater, før man støder på negren og øjeblikkeligt indtages af det groteske, menneskelignende fysiognomi… Hvis de Hvide i Amerika virkelig begynder at føle trang til at udslette de Sorte af Fastlandet eller jage dem hjem til Afrika, faar andre civiliserede Folk undskylde dem med, at de ikke kan have undgaaet at lære en Del Barberi netop af negrene.”.

For de hvide sydafrikanere blandede en række følelser sig med den gængse racistiske virkelighedsopfattelse for eksempel: følelsen af, at de havde gjort sig fortjent til at bestemme og angsten for, at enhver ligestilling med de sorte ville gøre en ende på den hvide befolkning. Tankegangen er illustreret i følgende uddrag fra en tale holdt i Londons Rotary Klub i 1953. Store dele af talen er hentet fra Nationalistpartiets officielle retorik:

“Som en af krigens eftervirkninger ser mange mennesker ud til at lide af en neurotisk skyldfølelse overfor kolonierne. Dette har ledt til en skinger fordømmelse af uretten, ægte eller indbildt, begået mod sorte afrikanere under det hvide styre i Afrika. En fordømmelse så gennemtrængende og følelsesladet at den udstrakte gæld, som det sorte Afrika står i til de hvide bliver tabt af syne (og som følge heraf bliver det sorte Afrika opmuntret til at glemme denne gæld). Må jeg henlede opmærksomheden på, at afrikanske kolonier er af en relativt ny dato. Før den tid havde det sorte Afrika uafhængighed i tusind år og mere – og hvad fik Afrika ud af det? Uden frygt for fornuftige modargumenter siger jeg, at hver millimeter fremskridt i dette udstrakte område (Sydafrika) skyldes helt og holdent den hvide mand.”

Sydafrika er den eneste uafhængige hvide nation i hele Afrika, en nation som ikke har noget andet hjemland, den kunne trække sig tilbage til, en nation som har skabt en højt udviklet moderne stat. Sydafrika er det eneste uafhængige land i verden, hvor der er flere sorte end hvide mennesker. Dette bringer mig til spørgsmålet om fremtiden. For mig ser der ud til at være to muligheder, partnerskab eller apartheid. Partnerskab betyder samarbejde mellem samfundets borgere uafhængigt af race. Det betyder, at der ikke skal være nogen form for diskrimination i handel og industri, i erhvervslivet og i den offentlige service. Om et menneske er sort eller hvidt er ifølge denne politik ligeså irrelevant som om et menneske i London er skotte eller englænder. Partnerskab må nødvendigvis have som mål at fjerne al social adskillelse mellem racerne. Som resultat vil der på et tidspunkt blive sort herredømme sådan forstået at magten vil blive overtaget af den overvældende sorte majoritet. Behøver jeg at sige mere for at bevise, at en partnerskabs-politik i Sydafrika kun kan betyde, at den hvide sydafrikanske nation forsvinder? Og vil I blive voldsomt overraskede, hvis jeg fortæller jer, at denne hvide nation ikke er villig til at begå nationalt selvmord, ikke engang ved langsom forgiftning?

Det eneste alternativ er apartheid, den adskilte udviklings politik. Apartheid er en politik for selvbeskyttelse. Men det er mere end det. Det er selvbeskyttelse på en måde, som vil sætte bantuerne i stand til at udvikle sig fuldt selvstændigt. Vi tror, at den politiske magt i lang tid fremover er nødt til at blive hos de hvide, også i vores stadig meget umodne bantuers interesse.”

Racepolitikken

Baggrunden for racepolitikken var således en mudret blanding af de hvides angst for at blive opslugt af de sorte masser og deres følelse af overlegenhed, hvad enten denne overlegenhed skyldtes militær magt eller Guds særlige kærlighed til hvide sydafrikanere. Men var bevæggrundene uklare, var der til gengæld ingen slinger i valsen, når det kom til at gennemføre racesadskillelsen. I 1950’erne blev sydafrikanerne delt op i fire grupper, hvide, indere, farvede og sorte, og hele landet blev tilsvarende inddelt i fire typer områder, hvor de forskellige grupper skulle bo. Denne apartheids geografi betød blandt andet, at mere end 4 millioner mennesker blev fordrevet fra deres hjem. Blandede boligområder som Sophiatown i Johannesburg og District Six i Cape Town blev jævnet med jorden, og beboerne blev spredt for alle vinde alt efter, om de blev “klassificeret” som sorte, hvide, farvede, indere, zuluer, xhosaer osv. Millioner af sorte mennesker blev sendt til landområder, hvor de aldrig før havde sat deres ben, fordi regimet havde bestemt, at deres “race” hørte til der. Samtidig blev alle sorte tvunget til at bære pas. Af passet fremgik det hvilken race, man tilhørte, og hvor man hørte hjemme. Blev en sort pågrebet i Sydafrika uden arbejdstilladelse, kunne vedkommende uden videre øjeblikkeligt blive sendt til sit “hjemland”, uanset om han eller hun boede et andet sted og ikke kendte nogen i det påtvungne hjemland.

Men opdelingen i racer rakte ud over, hvor folk måtte bo og bevæge sig. Racestemplet fik også betydning for, hvor man måtte gå i skole, hvilken uddannelse, man kunne få, og hvor mange penge staten ofrede på ens skolegang. Loven om Bantu Education (1953) fastsatte, at ikke-hvide børn kun skulle lære det i skolen, som de ville få brug for i deres voksenliv som underordnede arbejdere. F.eks. blev der ikke undervist i fysik, kemi og matematik i de sorte skoler. Racestemplet bestemte hvilke jobs befolkningen måtte få, hvor de skulle sidde i sporvognen og hvilken kø, de skulle stå i på posthuset. Alt blev reguleret, altid til fordel for de hvide. De sorte områder havde den ringeste (ofte slet ingen) offentlige transport, den ringeste renovation, de dårligst udbyggede kloakker, de mest misligholdte veje, de ringeste skoler, de økonomisk mest udsultede hospitaler, de færreste læger.

Regeringens politik fordelte de offentlige midler til skoler, folkepension, hospitaler, biblioteker, nærpoliti, renovation osv. mellem de fire befolkningsgrupper, således at hvide indbyggere og hvide områder fik det største tilskud og dermed en levestandard, som lå højere end den danske. Indere fik en del mindre. Det indiske samfund i Sydafrika udgør en middelklasse, og inderne var ofte i stand til selv at yde tilskud til f.eks. deres skoler, som derfor var af høj standard. Det er formodentlig forklaringen på de mange veluddannede indere i Sydafrika (procentvis flere end de hvide). De farvede fik mindre end inderne, de havde kortere skolepligt og langt ringere undervisning end de hvide. De sorte fik mindst, der var ingen undervisningspligt for sorte børn, og millioner af børn i den skolepligtige alder kom aldrig i skole. De offentlige tilskud og lærernes uddannelse faldt, mens klassekvotienterne steg i skolerne alt efter elevernes hudfarve. Alt sammen i følge loven.

Racestemplet afgjorde det enkelte menneskes materielle, økonomiske og sociale muligheder i livet. Men racepolitikken påvirkede også sydafrikanerne psykisk. Hvis man hele sit liv er blevet skubbet bagest i køen, sætter det sig spor i selvværdsfølelsen, på samme måde som hvis man hele sit liv er blevet sat forrest. De sortes mindreværdskomplekser og de hvides arrogance var et af de mest slående træk ved apartheid-Sydafrika, og de hvides nedladenhed og de sortes mistro fik næring af adskillelsen. Medmindre man opsøgte andre “racers” områder kunne sydafrikanerne leve store dele af deres liv uden nogen forestilling om, hvordan “de andre” levede deres liv. En farvet mand fra Cape Town har fortalt følgende historie, der illustrerer den totale uvidenhed om “de andre”: “Da jeg var 14 år skulle jeg en dag hjælpe min far på arbejdet. Han var stukkatør og arbejdede på det tidspunkt i en hvid families hus. På et tidspunkt skulle jeg tisse, og han sagde, at jeg bare kunne bruge toilettet inde i huset. Det var en chok for mig at opdage, at hvide mennesker også havde toiletter i deres huse. Jeg troede ikke, at de havde brug for at gå på toilettet…”.

Da Steven Biko (1946-1977) i 1972 startede Sort Bevidsthed var det for at bekæmpe den selvundertrykkelse og mindreværdsfølelse, som var så udbredt blandt de sorte sydafrikanere. De skulle frigøre sig mentalt, de skulle forstå, at hvide ikke bare gik på toilettet som alle andre, men at de i det hele taget bare var mennesker. Tankerne bag Sort Bevidsthed kom til at afspejle sig i de politiske massebevægelser i 1970’erne og 1980’erne, da sorte skoleelever, sorte fagforeninger og sorte studerende tog sagen i egen hånd og trådte frem mod apartheid. De politiske massebevægelser bragte også titusinder af sorte, hvide, indere og farvede sammen i et nyt og ligeværdigt samarbejde, en dyrebar erfaring i det nye Sydafrika. Men et enkelt tiår kan ikke udslette hundrede af års ulighed. De fleste sydafrikanere er stadig dybt præget af den selvopfattelse, som blev formet af apartheid. Bortset fra de meget bevidste og måske de meget rige er der fortsat ikke ret mange “farveblinde” indbyggere i dagens Sydafrika.

Apartheid-styret brugte enorme ressourcer på raceklassificeringen. Som udgangspunkt skulle alle sydafrikanere registreres i en af de fire racegrupper hvid, sort, inder eller farvet samt i en af de 13 undergrupper, zulu, xhosa, cape coloured (kristne), cape malay (muslimer) osv. Det gav selvfølgelig problemer, når borgerne ikke opførte sig racerent, men blandede sig med hinanden, og det gav endnu større problemer, hvis deres forfædre havde gjort det samme. Så måtte hvert enkelt menneske vurderes som et tilfælde for sig. Der blev målt næser og stukket blyanter i hår for at, se om de blev hængende blev de det, var der tale om krus, faldt de ud, var der tale om krøller. Folks sprog, religion og spisevaner blev gennemgået for at sikre, at de fik den rette raceklassificering. Sydafrikas blandingsmennesker fik påduttet en “race” ud fra en blanding af deres udseende, vaner, sprog og kultur.

Det gik hårdt ud over de såkaldt farvede, omkring 5 millioner mennesker, der nedstammer fra en blanding af Kapkoloniens asiatiske slaver, de sydafrikanske khoikhoifolk, hvide og sorte. I Cape Town, hvor størstedelen af befolkningen er farvede, oplevede familier at blive delt af raceklassificeringen. Sorte børn blev hvide, og mørke børn blev farvede. I årenes løb forsøgte mange lyse farvede at udgive sig for hvide. De blev “pass-whites”, boede i hvide kvarterer, havde hvide jobs og levede i evig frygt for afsløring og straf. Der er i sagens natur ingen sikre tal på, hvor mange sådanne “pass-whites”, der fandtes, men fænomenet var velkendt i Cape Town, hvor det at være lys blev synonymt med noget positivt, fordi lyse mennesker kunne nå længere hvad angik jobs og karriere. Denne opfattelse har sat sig dybe spor i generationer af farvede mennesker. Som en farvet kvinde fortæller:

“Dengang jeg var ung boede vi i District Six (et stort blandet boligområde i midten af Cape Town) og på hospitalet overfor arbejdede en hvid sygeplejeske fra Europa. Hun blev så glad for min næstyngste søn, Leslie og hun ville gerne adoptere ham og tage ham med til Europa. Men jeg ville ikke af med ham. Det var nok forkert af mig. Han er jo så lys, og hvis han var vokset op et andet sted, ville alle have troet, at han var hvid.”

De økonomiske konsekvenser af apartheid

“I 60’erne er Sydafrika arbejdsgivernes forjættede land, med verdens bedst bevogtede arbejdskraft”. Dette citat fra filmen Tal til mig søstre! beskriver præcist apartheidstatens ideal, et samfund, hvor staten kontrollerer og dirigerer den sorte arbejdskraft til fordel for landets hvide mindretal. Apartheid skulle sikre, at Sydafrikas hvide kunne beholde og forøge deres rigdomme. Vejen til dette mål gik over ejerskab og kontrol. Først og fremmest skulle kun hvide mennesker kunne eje jord, fabrikker, miner, virksomheder, land og produktionsapparat skulle være på hvide hænder. Dernæst skulle den sorte arbejdskraft kontrolleres. Det var der flere forskellige årsager til:

For det første var det ikke nok at sikre de hvides ejerskab til jord og produktionsapparat, dvs. miner og produktionsvirksomheder, for langtfra alle hvide var rige eller ejere af noget som helst. Under normale forhold kunne man risikere, at de hvide arbejdere og ufaglærte blev overhalet af sorte. Derfor skulle de sortes lønninger holdes nede og deres karrieremuligheder begrænses.

For det andet var de hvides velfærd baseret på billig arbejdskraft. Hvis den skulle sikres, var det derfor nødvendigt at have kontrol med de sortes lønninger, fagforeninger, bosætning, uddannelse og beskæftigelse.

For det tredje var staten ikke interesseret i at hænge på de millioner af sorte, som apartheidpolitikken pressede ud i fattigdom og armod. Derfor var det nødvendigt at kontrollere den sorte befolknings bosætning, så kun de arbejdsdygtige boede i nærheden af miner, fabrikker og byer, hvor der var brug for deres arbejdskraft. De “overflødige”, som børn og gamle skulle placeres langt væk, i reservater (de såkaldte “hjemlande”), hvor de kunne passe sig selv og tilkaldes, hvis der var brug for dem.

Apartheid-staten var et kapitalistisk samfund baseret på rå udbytning. Det store flertal af indbyggerne var kun vigtige for samfundet i det omfang, de kunne levere arbejdskraft til produktionen. Men apartheids udgave af kapitalismen var langt fra liberalisme og fri markedsøkonomi. Racelovene forhindrede størstedelen af befolkningen i at eje produktionsmidler, at investere i produktionen eller selv at opbygge produktion. Samtidig var landets private virksomheder koncentreret på ganske få hænder i enorme monopolforetagener. En kapitalisme bygget på fri konkurrence var der langt fra tale om.

Siden diamantfundene ved Kimberley i slutningen af 1800-tallet har Sydafrikas økonomi i høj grad bygget på diamanter, guld og andre råstoffer som uden videre kunne graves op af jorden og sælges til udlandet. På den baggrund var apartheidsstyrets økonomiske politik ikke så ringe arbejdernes lønninger blev holdt nede, staten så stort på sine sociale forpligtelser, og profitten blev fordelt blandt det hvide mindretal.

Det gik “fint” i en periode, men med tiden spændte racepolitikken i stigende grad ben for produktionen og for den økonomiske udvikling. Et eksempel er Bantu Education, uddannelsespolitikken, der sikrede at kun de hvide fik ordentlige uddannelser. De sorte skoler var økonomisk udsultede og overfyldte, læseplanerne for sorte børn var elendige, fysik lærte de slet ikke og regning kun i stærkt begrænset omfang. De færreste sorte fik en studentereksamen og endnu færre en universitetsuddannelse. Men i løbet af 1970’erne begyndte industrien at mangle kvalificeret arbejdskraft, fordi flertallet af befolkningen var udelukket fra at uddanne sig, og de uddannede sorte var udelukket fra at gøre karriere. Den hvide befolkning var ikke stor nok til at holde liv i og udvikle landets industri.

Et andet problem var udviklingen af markedet for sydafrikanske produkter. Landets egne millioner af sorte indbyggere blev holdt nede i fattigdom, en sort arbejder tjente i gennemsnit 1/10 af en hvid arbejders løn, og selv veluddannede sorte blev spist af med kunstigt lave lønninger. Størstedelen af befolkningen havde altså kun en meget lav købekraft, og det lagde loft over hjemmemarkedet.

I forhold til det udenlandske marked blev situationen stadig forværret. Regeringens forhold til de “socialistiske” nabolande i Afrika var fjendtligt, og de internationale handelssanktioner mod apartheidstyret skabte store problemer for udviklingen af en bæredygtig eksport.

Men det største problem for apartheidsstyrets økonomiske udvikling var modstanden mod systemet. Demonstrationer og kampagner betød jævnlig uro i 1950’erne og 1960’erne, konstant uro i 1970’erne og nærmest kaos i 1980’erne. De internationale sanktioner mod Sydafrika blev et stigende problem op igennem 1980’erne. Men mest af alt led produktionen under strejkerne. I løbet af 1980’erne oplevede Sydafrika tusindvis af strejker, der lammede produktionen helt eller delvist og betød enorme tab. I 1980 var der 207 strejker med et samlet tab på 175.614 arbejdsdage. I 1984 var tallet steget til 469 strejker og 379.712 tabte arbejdsdage. Og i 1987 var mere end 1/2 million mennesker involveret i 1148 strejker med et tab på 5.825.231 arbejdsdage.

I midten af 1980’erne var den Sydafrikanske økonomi elendig, og ejerne af produktionen begyndte at presse regeringen for reformer, ligesom der i 1970’erne var blevet lettet på uddannelsespolitikken for at afhjælpe manglen på kvalificeret arbejdskraft. Ved apartheids ophør var Sydafrika et land, hvor størstedelen af befolkningen var forhindret i at deltage i den økonomiske udvikling. Udenrigshandlen var reduceret på grund af en fjendtlig politik mod nabolandene og sanktioner fra udlandet. Produktionsapparatet var koncentreret på ganske få hænder, det var forældet og manglede investeringer, teknologisk knowhow og kvalificerede mennesker til produktudvikling. Landets økonomiske redning var eksporten af guld og diamanter. I dag er 80 pct. af Sydafrikas værdier fortsat på private hænder, og landet slås stadig med skæve økonomiske strukturer og manglende investeringer fra udlandet og fra de sydafrikanske mine- og fabriksejere, der i stor stil foretrækker at placere deres penge i udlandet.