Sydafrikagruppen
I Sydafrika arbejder Global Aktion med rettigheder, magt og demokrati. Vi samarbejder med progressive græsrødder, og forsøger at støtte op om initiativer, der skal skabe grundlag for, at de politiske og økonomiske forhold i landet ikke spænder ben for arbejdernes rettigheder.
Sydafrika er et mellemindkomstland, og det er derfor svært at skaffe penge til projekter i landet. Derfor arbejder Sydafrikagruppen med at finde alternative finansieringskilder til vores og vores partneres arbejde. Et vigtigt formål med gruppen er således at skaffe penge til vores fortsatte samarbejde og aktiviteter. Dog bygger vores samarbejde på meget mere end penge; det er baseret på solidaritet og gensidig respekt. I stedet skal vi bruge og lære af hinanden til udvikling af nye projekter, kampagner og oplysningsarbejde. Derfor er der også flere forskellige aspekter af arbejdet i Sydafrikagruppen.
Som medlem af Sydafrikagruppen får du mulighed for at indgå i processer som ideudvikling, planlægning og afholdelse af støtteevents. Du får også mulighed for at lære et område af Sydafrika, der har brug for kræfter til at holde fast på arbejdernes rettigheder, bedre at kende. Vi forsøger at fastholde og styrke de gode kræfter, der bl.a. hjælper dem, der ikke har råd til advokater, med at få juridisk bistand.
Desuden arbejder vi med at sætte Sydafrikas arbejderes rettigheder på dagsordenen herhjemme og skabe fokus på situationen i landet. Det gør vi gennem diverse løbende oplysnings- og kampagneaktiviteter, lobbyarbejde og politisk fortalervirksomhed. Dermed vil man som aktiv i Sydafrikagruppen også have mulighed for at engagere sig i de kreative og politiske processer, der udgør en stor del af gruppens arbejde. Pt arbejder vi med projektet “Look behind your food“.
Såfremt du ønsker at engagere dig i Sydafrikagruppens arbejde bedes du kontakte os på info@globalaktion.dk og fremsende en kort beskrivelse af dig selv og dine færdigheder indenfor, eller kendskab til udvikling, og hvorfor du ønsker at være engageret i Global Aktions Sydafrikagruppe. Vi forventer ikke, at du har stor erfaring, men vi forventer, at du er engageret og villig til at sætte dig ind i den kontekst, som vores arbejde foregår i.