Systemforandring – ikke klimaforandring
Kun ved at begrænse multinationale selskaber og private erhvervsinteressers magt og bekæmpe afstanden mellem rig og fattig, kan vi gøre noget for at standse klimaforandringerne.
Klimakrisen er en politisk krise. For at skabe de forandringer der skal til for at komme ud af krisen, er der behov for et opgør med det nuværende politiske og økonomiske system, der sætter ubegrænset vækst og profit over hensynet til verdens klima, mennesker og miljø.
Ved december 2015 var det 21. gang, verdens ledere mødtes for at diskutere, hvad og hvordan de vil gøre noget for at standse udledningen af drivhusgasser og forsøge at holde temperaturstigningerne under de umulige 2°C. Men klimakrisen kræver handling der rækker ud over konferencelokalerne i Paris.
Derfor stopper den folkelige bevægelse heller ikke efter COP21 i Paris. Klimatopmødet er derimod et springbræt og et momentum for mobiliseringen af mennesker verden over til at deltage i kampen.
Der er nemlig løsninger på krisen. Verden over kæmper mennesker for kontrol over deres egne ressourcer. Mennesker går forrest og viser, hvordan vi kan indrette vores samfund på en mere bæredygtig og retfærdig måde. Der kæmpes politiske kampe mod udemokratiske handels- og investeringsaftaler og store udvindingsprojekter blokeres og møder øget folkelig modstand. Kampen for vores klima føres af den folkelige bevægelse verden over, og den vokser sig større og større.
Tag del i kampen: Del budskabet og vær med til at understrege behovet for systemforandring, hvis vi skal imødekomme klimaforandringerne
Vi tager del i den globale bevægelse, fordi klimaforandringerne er et symptom på et system i krise.
Kampen for et bæredygtigt og sundt klima er også en kamp for en retfærdig kontrol over naturressourcer og en demokratisering af energi- og madsystemet. Det er en kamp for sociale, politiske og økonomiske rettigheder og for et nyt økonomisk system. Vi skal sikre, at det er den almindelige befolkning, der bestemmer over kloden og vores fælles fremtid, frem for multinationale selskaber og en snæver økonomisk elite. Vi skal forandre det økonomiske system, som lige nu styres af en ødelæggende frimarkedslogik, der driver rovdrift på verdens ressourcer, så vi kan sætte hensynet til mennesker og miljø over jagten på profit.
Selvom det er det globale Nord og de rigeste lande, der historisk set bærer det største ansvar for den krise, vi nu står overfor, er det de fattigste lande, der betaler den største regning i form af ødelagte livsgrundlag og stigende fattigdom, sult og flugt. FN foreskriver, at klimaforandringerne i 2050 vil koste det afrikanske kontinent omkring 340 milliarder kroner hvert år, selv hvis de globale temperaturstigninger ikke overstiger 2 grader. Det er penge, der ellers kunne gå til at bekæmpe fattigdom og den stigende globale ulighed. Kampen imod global ulighed bliver derved også undermineret af klimaforandringerne, og er i sig selv et bevis på et forældet økonomisk system. I takt med at klimaforandringernes påvirkning forværres over hele verden, trues de udviklingsmål, der faktisk er opnået, og de befolkninger der har fået den mindste bid af væksteventyret, står til at rammes hårdest af klimaødelæggelserne. Dette understreger bl.a. FN’s klimapanel: “Påvirkningerne fra klimaforandringerne forventes at øge fattigdommen i de fleste udviklingslande og samtidig skabe nye fattigdomsområder i lande med stigende ulighed – i både ilande og udviklingslande.”
Men der er løsninger på de mange kriser, og som en del af en voksende global bevægelse sætter vi fokus på kampen for klimaet som en del af kampen for grundlæggende systemforandringer, der skal sikre os mere lige, sunde og bæredygtige samfund.
Array
