Frihandel og klima
Handel trumfer altid klima
Rammerne for FN’s klimaforhandlinger bygger på princippet om, at handel altid trumfer hensynet til klima. Vi er nødt til at tage et opgør med de private erhvervsinteressers magt, hvis vi vil et mere retfærdigt og bæredygtigt samfund
Hensynet til handel vejer så tungt, at selv ikke den klimaaftale, der blev indgået under COP21 har mulighed for at prioritere hensynet til klima og miljø over internationale handelsaftaler. På det første FN-klimatopmøde i Rio i 1992 indgik verdens lande nemlig en aftale, som danner grundlaget for hvad der kan besluttes på alle efterfølgende klimatopmøder. Denne aftale, United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), understreger, at handelsregler ikke kan ændres som følge af topmøderne, og at de gældende handelsaftaler står over enhver aftale, der indgås på et klimatopmøde.
I tekstens artikel 3.5 står der: ”Lovforslag med henblik på at bekæmpe klimaforandringer, unilaterale inkluderet, må ikke udgøre en vilkårlig eller uberettiget diskriminationsmekanisme eller en skjult restriktion af international handel” (forfatterens oversættelse).
Med andre ord betyder det, at staters klimatiltag ikke må udgøre nogen form for barriere over for international handel. Den canadiske forfatter og miljøaktivist, Naomi Klein, udlægger det på følgende måde: “Da reglerne for handel blev skrevet, kunne vi have lavet dem på en anden måde og givet klimaet førsteprioritet. I stedet gjorde regeringerne noget meget snedigt. De skrev nemlig ind i aftalen fra Rio-topmødet i 1992, at handel altid trumfer klima.” Klimatopmøderne, hvis formål er at skabe en platform for verdens politikere, hvor de kan diskutere en koordineret indsats mod klimaforandringerne, hviler altså på præmissen om frihandel.
Handel udeladt i Paris-aftalen
Det kan virke som om, at politikerne under COP21 har prioritetet hensyn til profit og ubegrænset vækst højere end hensynet til klima, mennesker og miljø. Aftalen afspejler i hvert fald en manglende politisk vilje til at tage fat på de økonomiske strukturer, som er med til at skabe klimaforandringerne.
Frihandelsaftaler, som eksempelvis den Transatlantiske Frihandelsaftale, TTIP, udliciterer den politiske og økonomiske magt til multinationale selskaber og private erhvervsinteresser. Demokratiske beslutninger, der skal ændre klimaets katastrofekurs, må altså under ingen omstændigheder være i modstrid med virksomheders investeringsplaner – heller ikke, når det kommer til virksomheder, som handler med fossile brændstoffer. Mulighederne og garantierne for frihandel skal sikres, og først derefter kan politikerne begynde at revurdere deres prioriteter og indsatsområder på energiområdet mod en mere bæredygtig udvikling.
Det burde være åbenlyst for alle involverede i de officielle klimaforhandlinger, ikke mindst de stater, der selv indgår aftalerne, at handelsaftalerne i deres nuværende form vil udgøre ekstreme begrænsninger for staternes mulighed for at kunne realisere nogen form for klimamål. Alligevel nævnes handel ikke med et ord i den endelige aftale fra COP21. Og hverken forhandlere eller medier har i løbet af forhandlingerne brugt meget af deres taletid på at diskutere sammenhængen mellem handels- og klimapolitik.
Maxime Combes fra Attac France sagde det meget tydeligt: ”Vi ved fra lækkede dokumenter, at EU-kommissionen vil forsøge at stoppe enhver benævnelse af handel i klimaaftalen. Det er fordi, de ved, at de her handelsregler er ansvarlige for ødelæggelsen af klimaet.” EU-kommissionen har altså aktivt modarbejdet enhver benævnelse af handel i endelige aftale, der blev indgået i Paris.
Ifølge Pascoe Sabido fra Corporate Europe Observatory har EU fuldstændig nægtet at diskutere handel i UNFCCC: ”De (EU-kommissionen) siger, at klima bør diskuteres i WTO – men WTO diskuterer slet ikke klimaforandringer!” Det skinner også tydeligt igennem i Paris-aftalen, at alt, hvad der vedrører handel, er blevet udeladt. Eksempelvis tæller udslip fra fly- og skibstrafik ikke som udledning af drivhusgasser, og der er ingen klausul om, at fossile brændsler skal blive i jorden – aktiviteter og forretninger som alle i stor udstrækning binder sig op på verdenshandlens store andel af ansvaret for den globale forurening og udledning af drivhusgasser.
Handel skal genpolitiseres
Det er klimaaktivisterne og de sociale bevægelsers opgave at generobre diskussionen om frihandel og forbinde denne med løsninger – eller mangel på samme – på klimaforandringernes ødelæggelser. Faktum er, at frihandelsaftaler, som eksempelvis TPP og TTIP, blokerer for regeringers muligheder for at igangsætte tiltag, der skal få vendt klimaets katastrofekurs. Så hvis vi vil have vendt kursen, skal vi måske holde op med at spørge, hvilke teknologiske løsninger, der kan mindske niveauet af CO2. I stedet skal vi begynde at spørge, hvordan vi sørger for, at det bliver folket og ikke markedslogikken, der bestemmer fremtidens klimapolitik.
Hvis vi skal svare på dette spørgsmål, kan vi ikke undgå at kigge nærmere på handelspolitikken. Frihandel drejer sig ikke kun om at flytte varer fra et sted til et andet. Frihandel er ikke en apolitisk selvfølgelighed, som der ikke må stilles spørgsmålstegn ved. De internationale handelsaftaler vi har i dag handler ikke så meget om eliminering af toldsatser og eksportgrænser, men i stigende grad om at låse regeringer på hænder og fødder, når de skal vedtage ny lovgivning. Dermed er det ikke længere regeringerne, der har den suveræne beslutningsmagt, når det handler om afvikling af kul, skifergas og atomkraft eller om en omstilling til sol og vind. Handlingskompetencen er overladt til de store erhvervsgiganter, og systemforandring står ikke højt på deres ønskeliste.
Array
