Skift i dansk position vedr. Vestsahara?
En slags svar fra Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet udsendte for nogle uger siden et kommuniké sammen med det marokkanske udenrigsministerium, hvor man tilsyneladende bakker op om Marokkos autonomiplan, der vil betyde en annektering af Vestsahara. Vi skrev til UM for uddybelse
Nyhedsbrevet om Vestsahara har modtaget svar fra Udenrigsministeriet. Vi har spurgt ministeriet, om Danmark har ændret holdning til konflikten i Vestsahara, da Lars Løkke Rasmussen har udsendt et kommuniké, hvor han omtaler Marokkos autonomiplan fra 2007 som et godt grundlag for en løsning.
Autonomiplanen vil gøre Vestsahara til en del af Marokko, og vil ikke sikre sahrawierne ret til deres eget land, og vil ikke kunne forhindre overgreb, tortur og tilfældige fængslinger, som de kender fra Marokkos side i dag. Derfor tager Polisario afstand fra autonomiplanen.
Af svaret fra Udenrigsministeriet fremgår det dog ikke præcist, om Danmark har en ny holdning til konflikten og Marokkos besættelse. Svaret fra ministeriet lyder:
Udenrigsministeriet oplyser:
Danmark støtter fortsat fuldt op om FN’s bestræbelser for at finde en retfærdig, varig og gensidigt acceptabel fredelig forhandlet løsning på konflikten i Vestsahara. Danmark har, på linje med Finland m.fl., udsendt en erklæring med Marokko, hvoraf bl.a. fremgår, at Danmark anser Marokkos autonomiplan for et godt grundlag for en løsning. Som det også fremgår af erklæringen, skal løsningen være acceptabel for konfliktens parter og i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolutioner.
Ministeriet er endnu ikke vendt tilbage med en præcisering, som vi har bedt om. Finland har oplyst, at landet ikke har ændret holdning, men henviser til en overfortolkning i forbindelse med oversættelsen.
Nærmer sig Marokko
Men Morten Nielsen fra Global Aktion konstaterer, at det ligner nye signaler fra Lars Løkke Rasmussens side, for Danmark har aldrig tidligere udtalt sig positivt om autonomiplanen.
-Uanset hvad Udenrigsministeriet udtaler om, at dette ikke er en ny politik fra dansk side, har Danmark aldrig udtalt dig positivt om Marokkos autonomiplan, siger han og tilføjer, at for ham at se, tilnærmer Danmark sig den marokkanske position.
-Hvorfor Lars Løkke Rasmussen har behov med at kommer med sådanne signaler, kan man kun spekulere om. Men i marokkanske medier og hos den marokkanske regering opfattes den danske udmelding som klar støtte til marokkansk suverænitet over Vestsahara, konstaterer han.
Andre organisationer, herunder FN-Forbundet, der også har spurgt til Danmarks holdning i sagen, har endnu ikke modtaget svar fra Lars Løkke Rasmussen.
Men Lave Broch fra FN-Forbundet siger, at han er enig i, at dette er et uklart svar.
-Marokkos autonomiplan giver ikke mulighed for en folkeafstemning om selvstændighed, som den ene part ønsker, siger Lave Broch.