Klimatopmøde i Paris
Interview: Klimakrisen kræver global solidaritet
På græsrøddernes alternative klimatopmøde i Paris får vi os en snak med to ildsjæle fra Swaziland. De fortæller os om de udfordringer, de møder hver dag, og om vigtigheden af global solidaritet.
Afrika Kontakts partnere fra demokratibevægelsen i Swaziland er i Paris for at styrke kampen imod klimaforandringerne. De har travlt, for Swaziland er et af de lande, der på daglig basis kan mærke betydningen af klimakrisen og de relaterede politiske tiltag, eller mangel på samme. På den sidste dag af det internationale klimatopmøde COP21, og dermed også den sidste dag på det alternative topmøde arrangeret af græsrodsbevægelser fra hele verden, blev der dog tid til et kort interview med to af Afrika Kontakts partnere, Dumezweni fra Foundation of Social and Economic Justice og Cebile fra kvindebevægelsen i Swaziland. Dumezweni lægger ud:
”I Paris har jeg lært, at kampen mod klimaforandringer er tæt forbundet med demokrati. Vi bliver nødt til at brede vores folkeoplysning ud. Vi skal inddrage klimaforandringernes rolle i distinktionen mellem de udviklede lande og udviklingslandene. Hvad jeg særligt har lært her er, at kampen mod klimaforandringerne er tæt forbundet med kampen for demokrati!”
Dumezweni trodser Paris’ kolde decembervind og insisterer på at blive fotograferet i sin T-shirt med et politisk budskab om behovet for demokrati. Han fortæller, at han er meget glad for T-shirten, men at han ikke kan gå med den i Swaziland, da han i så fald vil blive arresteret. Herefter pakker han sig ind igen, og fortæller om, hvordan det globale fællesskab er altafgørende for Swazilands kamp mod klimaforandringerne.
“Vores lokale kampe hænger hovedsageligt sammen med miljøproblemerne i kraft af de multinationale virksomheder. De kommer til Swaziland efter de er blevet smidt ud af andre lande på grund af den forurening, de har forårsaget der. Dette får befolkningen i Swaziland ikke noget at vide om – Swaziland bliver dermed et blødt punkt. Jeg tror, løsningen er at globalisere os selv og samarbejde med internationale netværk om sådanne problemer.”
Cebile fortæller, hvordan det ofte er kvinderne i Swaziland, der rammes hårdest af klimaforandringerne, og at det helt konkret betyder, at mange familier ikke kan få mad på bordet:
“Kvinderne på landet er afhængige af vand, og de er afhængige af land. Faktisk, imens vi står her og snakker, er floderne i Swaziland ved at udtørre. Vandet er kvindernes livsgrundlag, og der er ikke nogen hjælp at hente.”
Men problemet er ikke bare tørken. Cebile oplever også, at det er et stort problem, at de kvindelige småbønder ikke har mulighed for at købe deres egen landbrugsjord. Det skyldes bl.a. at landets jord tilhører den enevældige konge, men også at multinationale selskaber opkøber store landområder fra lokalbefolkningen, som derved mister deres livsgrundlag. Klimaforandringerne er et uhyre med mange ansigter, siger Cebile alvorligt.
”Det er et uhyre. Fordi disse mennesker, disse store virksomheder, kommer til vores lande. De opsøger de fattige, fordi de ved, at de er sårbare. Hvis de kom hen til en bonde som mig, så ville jeg tage imod deres penge, fordi jeg ville kunne leve af det i et par dage, men de vil til gengæld have min jord for evigt. Jeg ville ikke få jorden tilbage. De misbruger os[…] Afrika er ikke til salg. Vi vil kæmpe!”
De fleste swaziske bønder, som er særligt sårbare overfor klimaforandringerne og store selskabers overtagelse af landbrugsjord, ved ikke noget om klimatopmødet i Paris. Netop derfor er det vigtigt for Cebile at mødes med de andre græsrødder og sociale bevægelser fra hele verden:
”Jeg er her i Paris, men de fleste af kvinderne derhjemme ved ikke noget om, hvad dette dyr af en ’COP’ er. Så vi, der er her, vil gå hjem og fortælle dem om det hele og få dem til at rejse sig. For vores regeringsudsendte vil ikke komme tilbage og fortælle, hvad der er sket på COP’en. Derfor er vi nødt til at rapportere herfra. For eksempel er det vigtigt for de kvinder, der er afhængige af deres landbrug at vide, at hele området med landbrug er taget af bordet i forhandlingerne her i Paris.”
Til spørgsmålet om, hvad det vigtigste hun tager med sig fra Paris er, siger Cebile:
”En hel masse! Hvad jeg har lært gennem de mange diskussioner her er, at vores kampe alle er den samme. Vi kæmper for det samme. Og vores største fjende er de regeringer, vi har givet magten. Jeg tror, at vi bliver nødt til at tage os af dem, før vi med samlet stemme kan gøre noget ved de multinationale virksomheder. Vi er nødt til at stå sammen og kæmpe!”
Dumezweni er enig:
”Jeg tror, at det vigtigste jeg har taget med fra denne konference er, at specielt for bevægelser fra Syd, er det vigtigt ikke kun at agere lokalt, men også globalt. Som Sabina fra Afrika Kontakt sagde, så har de nordiske bevægelser en vigtig opgave i at støtte bevægelserne fra Syd i at være stærke, så vi kan adressere problemerne med klimaforandringerne. ”
Det er bl.a. derfor, han er kommet til Paris, for som han siger:
”Faktisk er noget af det vigtigste ved at være i Paris lige nu at alliere sig med forskellige sociale bevægelser og opbygge solidaritet mellem vores kampe i den sydlige afrikanske region og særligt i Swaziland.”
Array
