Naturressourcer:
En kilde til konflikt
Vestsaharas befolkning, saharawierne, kender alt til ressourceforbandelsen. Deres land er ulovligt besat af kongedømmet Marokko, som i strid med international lov sælger ud af landets naturressourcer uden saharawiernes samtykke
At være rigt på naturressourcer er ikke nødvendigvis til fordel for et land. Selvom ressourcerne potentielt kan føre til en positiv udvikling, sker det langt oftere, at de bliver kilden til konflikt og ulighed.
Det kaldes ressourceforbandelsen, og i Vestsahara mærker den oprindelige befolkning, saharawierne, tydeligt denne forbandelse.
Vestsahara har i mere end 40 år været besat af kongedømmet Marokko, på trods af, at den Internationale Domstol i Haag (ICJ) har afgjort, at Marokko ikke har noget legitimt krav på landet. Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, lider under manglende rettigheder og mulighed for selvbestemmelse under den fremmede besættelsesmagt.
Imens udnytter Marokko landets resurser, uden at det kommer den oprindelige befolkning til gode.
Et land rigt på råstoffer
Vestsahara er et ørkenland på størrelse med Storbritannien, med en befolkning på kun godt en halv million. Men landet rummer store rigdomme. Først og fremmest har Vestsahara en af verdens største fosfat-forekomster. Fosfat eksporteres til hele verden og anvendes i gødning. Det er et ikke-vedvarende naturressource, som kun få lande har direkte adgang til og derfor en eftertragtet.
Meget tyder på, at der kan være store forekomster af olie og gas i undergrunden både på land og langs kysten.
Udvindingen af fosfat bliver administreret af et statsejet marokkansk selskab, OCP, mens undersøgelsen efter forekomster af olie og gas foretages af internationale virksomheder i samarbejde med det statslige marokkanske selskab, ONHYM. Der er store gevinster at hente, og det er Marokko – ikke saharawierne – der høster dem alle.
Derfor er det ikke svært at forstå Marokkos interesse i Vestsahara og modstand mod en folkeafstemning om landets fremtid. Saharawierne har hverken indflydelse på – eller gavn af – udvindingen af naturressourcerne.
Marokkos uretmæssige plyndring
Ifølge international humanitær lov har et besat lands oprindelige befolkning permanent suverænitet over landets naturressourcer. Befolkningen har således både ret til at bestemme, hvad der skal ske med ressourcerne, og til den velstand, som udvindingen af ressourcerne bringer.
Spørgsmålet er, om det er acceptabelt, at en besættelsesmagt udvinder et besat områdes ressourcer. I en juridisk udtalelse fra 2002 fastslår Hans Corell, daværende øverste juridiske rådgiver for FNs generalsekretær, at en besættelsesmagt godt må søge efter og udvinde naturressourcer fra et besat område, som Vestsahara.
Men det er i konflikt med international humanitær lov, hvis udvindingen ikke kommer den oprindelige lokalbefolkning til gode, og hvis ikke denne befolkning bliver spurgt først.
Den oprindelige befolkning har ikke blot ret til landets naturressourcer. Besættelsesmagten er ifølge FN-pagten også forpligtet til at tage hånd om det besatte lands befolkning og handle i overensstemmelse med deres interesser.
Selvom Marokko ikke har nogen legitim administrationsmagt over det ikke-selvstyrende område i Vestsahara, så fungerer kongedømmet som de facto administrerende magt, og skal derfor leve op til FN-pagtens forpligtelser – også selvom besættelsen er i konflikt med international lov.
Industrien bidrager til besættelsen
Marokko har ikke spurgt saharawierne til råds, selvom det ville være oplagt at konferere med Saharawi Arab Democratic Republic (SADR), Vestsaharas eksilregering, som holder til i store flygtningelejre i det vestlige Algeriet. SADR, som er ledet af befrielsesbevægelsen Polisario, er anerkendt af mere end 80 lande, og kan anses for at være generel repræsentant for det Saharawiske folk.
Udenlandske regeringer og firmaer må stoppe med at lave økonomiske aftaler med, og købe tyvegods af, en kolonimagt, for dette er bare med til at legitimere Marokkos besættelse af vores land og gøre besættelsen rentabel
Abba Malainin, repræsentant for Polisario i Danmark.
Den generelle folkelige modstand blandt Saharawierne viser desuden, at de ikke føler, at der bliver taget højde for deres interesser.
Omvendt anser saharawierne Marokkos søgen efter, udvinding og udnyttelse af Vestsaharas naturressourcer som en regulær plyndring. Især set i lyset af, at flere af ressourcerne er ikke-vedvarende, og derfor ikke kan gives tilbage til saharawierne på et senere tidspunkt.
Saharawierne får ikke selv noget udbytte af deres ressourcer. Der skabes primært marokkanske jobs, og pengene går ikke umiddelbart til hverken velfærd, udvikling eller Vestsaharas vej mod selvstændighed. Industrien bidrager derimod til at opretholde Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara. Naturressourcerne udgør et væsentligt økonomisk incitament for Marokko til at beholde kontrollen over ørkenområdet.
“Udenlandske regeringer og firmaer må stoppe med at lave økonomiske aftaler med, og købe tyvegods af, en kolonimagt, for dette er bare med til at legitimere Marokkos besættelse af vores land og gøre besættelsen rentabel” siger Abba Malainin, repræsentant for Polisario i Danmark.
EU-Domstolen erklærer handelsaftale ugyldig
Der er ingen tvivl om, at Marokkos udvinding af Vestsaharas ressourcer er i strid med international lovgivning. Anderledes kompliceret er det med de internationale private selskaber, der handler med Marokko.
En dom fra EU-Domstolen fra december 2015, fastslår dog, at EU ikke kan indgå handelsaftaler med Marokko, der også omfatter de besatte områder af Vestsahara. Dommen er anket af EU-kommissionen.
Dommen er en anerkendelse af Vestsaharas ret til egne ressourcer, ligesom den er en juridisk anerkendelse af Polisario som legitim repræsentant for det saharawiske folk.
Et fælles ansvar at afværge plyndring
Ikke desto mindre er der stadig mange virksomheder, som er involverede i aktiviteter i Vestsahara uden saharawiernes samtykke. Det er ikke til at vide, om virksomhederne er sig bevidste om den indflydelse de har på fortsættelsen af den ulovlige besættelse.
Afrika Kontakt påviser i en ny rapport, at danske banker og pensionsselskaber investerer i virksomheder, som aktivt søger efter og udnytter Vestsaharas naturressourcer. Det gør bankerne og pensionsselskaberne på trods af, at flere har en politik, som afholder dem fra at investere i områder, hvor der er tvivl om den folkeretlige status.
Det danske Folketing anbefaler, at både offentlige og private virksomheder undlader at indgå i aktiviteter i sådanne folkeretligt uafklarede områder. Juridisk set er det indlysende; Vestsaharas naturressourcer tilhører Vestsaharas oprindelige befolkning, og hverken Marokko eller internationale aktører har ret til at udnytte ressourcerne uden befolkningens samtykke.
Det er derfor heller ikke svært at nå en konklusion om, at danske banker og pensionsselskaber skal trække deres investeringer i virksomheder der er aktive i et ikke-selvstyrende område. Hvis de forsætter med at investere i disse virksomheder vil de være ansvarlige for opretholdelsen af en ulovlig besættelse.
Array
