Ny international rapport

Plyndringen af fosfat fra besat land

En ny international rapport sætter eksporten af fosfat fra Vestsahara under lup. Dansk rederi spiller en nøglerolle

Western Sahara Resource Watch (WSRW) har netop udgivet en international rapport om plyndringen af fosfat fra Vestsahara. Rapporten ’P for Plunder’ er udgivet for tredje år i træk, og viser en komplet oversigt over forsendelser af fosfat eksporten fra Vestsahara i 2015.

Eksporten af fosfat er Marokkos største indkomstkilde fra de besatte områder i Vestsahara, som Marokko besidder i strid med international lov. Marokkos udnyttelse af Vestsaharas naturressourcer er ligeledes i konflikt med folkeretten, idet saharawierne, Vestsaharas oprindelige befolkning, ikke bliver hørt i spørgsmålet, og desuden ikke får adgang til den indtægt, som fosfateksporten skaber. Repræsentanter for saharawierne har været vedholdende i deres protest mod den illegitime handel, både i FN og overfor EU samt overfor de enkelte virksomheder, der er involverede.

P for Plunder-rapporten viser, at der i 2015 er blevet eksporteret 1,41 millioner tons fosfat til en estimeret værdi af 162,6 millioner amerikanske dollars (svarende til lidt over en milliard kroner). Af den eksport står to canadiske virksomheder, Potash Corporation og Agrium Inc., alene for at aftage hele 64,5 % – altså næsten to tredjedele af produktionen. Otte identificerede selskaber og et enkelt ukendt er involverede i plyndringen af fosfat.

Dansk involvering

Danmark kan ikke se sig fri for indblanding i det store fosfattyveri; shippingfirmaet Ultrabulk A/S transporterer fx store mængder af fosfat fra Vestsahara for det canadiske firma Agrium inc., som altså er blandt de største aftagere. Dermed placerer Ultrabulk sig som den største transportør af det omstridte fosfat fra Vestsahara. Også det danske rederi Clipper Group er involverede i transporten af fosfat fra de besatte områder til Venezuela.

Ligeledes er det værd at nævne danske banker og pensionsselskabers involvering i plyndringen. I Afrika Kontakts egen rapport ’Investeringer i besat land’ fremgår det, at en lang række danske selskaber investerer i netop de virksomheder, som P for Plunder-rapporten nævner. Det er værd at bide mærke i, at de to største aftagere af fosfat også er blandt de virksomheder, som flest af de danske banker og pensionskasser investerer i.

Trenden er nedadgående

Selvom den ulovlige udnyttelse af Vestsaharas ressourcer fortsætter, så er der færre og færre multinationale selskaber, der er involverede. I dag er der tre multinationale selskaber, der tager del i handlen; Agrium, PotashCorp og i mindre grad Australiens Incitec Pivot. Ingen af de involverede virksomheder har sikret sig, at handlen er i overensstemmelse med saharawiernes ønsker. Investorer er også bekymrede for om man vil komme til at tømme fosfatreserverne helt mens Vestsahara er under marokkansk kontrol, og at Vestsaharas befolkning ikke vil få noget ud af fosfateksporten før konflikten mellem Marokko og Saharawierne er løst.

Anbefalinger

P for Plunder-rapporten og Western Sahara Resource Watch anbefaler, at alle virksomheder, der er involverede, øjeblikkeligt standser deres engagement i Vestsahara indtil en løsning på konflikten er nået og saharawierne er blevet sikret deres fundamentale ret til selvbestemmelse. Desuden opfordres alle investorer i virksomhederne til at engagere sig eller helt at droppe deres investeringer, medmindre virksomhederne klart forpligter sig til at stoppe handlen med fosfat fra Vestsahara. Den opfordring gives hermed videre til alle de danske banker og pensionsselskaber, som investerer i plyndringen.


Læs rapporten: P for Plunder


Læs rapporten: Investeringer i besat land 2016


 

Array