Portrætserie

Nazha El Khalidi: Under angreb for at fortælle sandheden

”De hævnede sig ved at offentliggøre personlig information fra min telefon, og kørte smædekampagner om mig på sociale medier. Vi ved, at dette er den første form for modstand som kvindelige aktivister i patriarkalske samfund verden over oplever fra regimer som Marokko”.

Foto af Global Aktion

Artikel af Lærke Uhrenholt

 

Nazha El Khalidi beskriver ovenover en taktik, som bruges verden over for at lægge mundkurv på kvindelige journalister, der beretter om undertrykkelse. Smædekampagnerne består af både lækkede private informationer og direkte løgne, der specifikt har til formål at underminere kvindernes troværdighed og krænke deres ære.

I forbindelse med kvindernes kampdag sætter Global Aktion fokus på tre kvindelige aktivister, hvis historier fortjener at blive hørt. Nazha El Khalidi er en kvindelig journalist og medieaktivist fra Vestsahara. Hun kender om nogen til de brutale metoder besættelsesmagten bruger for at tysse på alle, der forsøger at fortælle sandheden om livet i landet, der har været besat af Marokko siden 1975. Siden eskaleringen af konflikten om Vestsahara og enden på en 29 år lang våbenhvile i november 2020, har besættelsesmagten igangsat en intens indsats for at opspore og slå hårdt ned på saharawiske journalister i det besatte område.

Nazha arbejder for mediekollektivet Equipe Media, der dokumenterer de menneskerettighedskrænkelser, som de marokkanske myndigheder begår overfor det saharawiske folk. Nazha er ad flere omgange blevet fængslet, udsat for grov vold og systematisk undertrykkelse af de marokkanske myndigheder – første gang som bare 13-årig. I både 2016 og 2018 blev hun arresteret for at filme fredelige demonstrationer, hvor saharawier gik på gaden for at kræve retten til selvbestemmelse. Begge gange involverede anholdelserne længere tids tilbageholdelse, vold, og ulovlig konfiskering af Nazhas mobiltelefon. Efter anholdelsen in 2018 risikerede Nazha op til to år i fængsel for, ifølge marokkanske myndigheder, ulovligt at bruge titlen ”journalist”, der er beskyttet i Marokko. En dårlig og juridisk uholdbar undskyldning for at kunne fængsle hende og stoppe hendes aktivisme. 

Nazha har i mange år talt ud om den systematiske undertrykkelse af saharawiske journalister og frihedskæmpere i det besatte Vestsahara.  Reporters Without Borders karakteriserer Vestsahara som et mediemæssigt sort, og en ørken for journalister. Det er næsten umuligt for udenlandske journalister at komme ind i det besatte Vestsahara for at rapportere derfra. Og hvis det lykkes at komme ind, er man sikker på at blive deporteret indenfor meget kort tid. Derfor er det saharawiske journalister som Nazha, der er de eneste øjne på jorden. Dokumentaren Three Stolen Cameras viser hvordan Nazha og hendes kolleger i mediekollektivet arbejder på gaden, på hustagene og i det skjulte for at vise besættelsens konsekvenser for saharawierne. Den viser også hvordan mange saharawiske kvinder er ofre for politivold og andre afskrækkelsesmetoder, der skal få dem til at tie stille. Om medieaktivisternes arbejde fortæller Nazha: ”Vi er det eneste alternativ til internationale observatører og menneskerettighedsobservationer. Eftersom der ikke er nogen internationale organisationer der har kontorer i de besatte områder, må vi forsøge at tage denne rolle selvom det er farligt.”

I efteråret af 2020 eskalerede konflikten mellem Marokko og den saharawiske frihedsbevægelse, Polisario, efter et brud på en 30 år lang våbenhvile. I det besatte område har det medført en voldsom jagt på saharawiske journalister og frihedskæmpere fra det marokkanske regime. I forbindelse med Nazhas bryllup i slutningen af november, blev hun og hendes familie tilbageholdt under husarrest i flere dage af det marokkanske politi. Nogle medier berettede at op til 200 politimænd blev sat ind for at blokere Nazhas hus, hendes forlovedes hus, og alle omkringliggende gader. De marokkanske myndigheder udtalte at det var en indsats for at stoppe spredningen af COVID19. Men Nazha er ikke i tvivl om at indsatsen blev målrettet mod hende og hendes forlovede – der også er medieaktivist – fordi de fortsat taler ud om situationen i det besatte Vestsahara.

Nazha og andre saharawiske aktivister beretter stadig i 2021 om en intensivering i forfølgelse, tilbageholdelse og brutal, voldelig undertrykkelse ved de marokkanske myndigheders hånd.

 

Hvad kan du gøre?

Du kan følge Equipe Media på Facebook og Twitter, og besøge deres hjemmeside.

Hvis du vil vide mere om Nazhas historie og de svære vilkår for journalister i Vestsahara, kan du lytte til afsnit 4 af Global Aktions podcast om Vestsahara. Afsnittet hedder ”Journalisternes kamp mod medieblokaden” og findes dér hvor du lytter til podcast, eller her.

Du kan læse og dele Frontline Defenders’ urgent appeal vedrørende den systematiske undertrykkelse af saharawiske aktivister.

Du kan høre mere om hvordan du kan blive aktiv i solidaritetsarbejdet for et frit Vestsahara ved at skrive til ma@globalaktion.dk.

Array