Podcastserie: Vestsahara – Afrikas sidste koloni
I Global Aktions podcastserie Vestsahara – Afrikas sidste koloni forsøger vi at finde ud af, hvad der er op og ned i den langtrukne konflikt om det besatte Vestsahara. Vi dykker ned i konflikten fra flere forskellige vinkler, og leder efter svar på, hvorfor Vestsahara stadig er Afrikas sidste koloni, besat på 46. år af Marokko. I samtaler med skarpe eksperter forsøger vi at gøre den komplekse konflikt lettere at forstå. Følg med, når vi i hvert afsnit undersøger et nyt tema, der vil prøve at kaste lys på, hvorfor Vestsahara fortsat er Afrikas
sidste koloni.
Du kan finde podcasten under navnet “Vestsahara – Afrikas sidste koloni” på blandt andet Spotify, Apple Podcasts, Soundcloud, eller via følgende links:
Afsnit 1:6 – Saharawierne venter på en løsning
I seriens første afsnit introducerer vi konflikten, og får fronterne ridset op, med hjælp fra to erfarne Vestsahara aktivister. Morten Nielsen fortæller om konfliktens historie, og forklarer hvad der egentligt er på spil. Mille Neumann inviterer os både med til flygtningelejrene i Algeriet, og det besatte Vestsahara, hvor de to saharawiske befolkninger lever vidt forskellige liv.
Afsnit 2:6 – Folkeafstemningen ligger i en boks i Geneve
Efter 16 års krig mellem Vestsahara og Marokko, forhandlede FN en våbenhvile i 1991, med løftet om en folkeafsteming, der endnu ikke er blevet afholdt. Tidligere chef for FNs mission i Vestsahara, Kurt Moesgaard, fortæller om FNs rolle i konflikten, de lange udsigter til en folkeafstemning og om muligheden for at finde en fredelig løsning.
Afsnit 3:6 – Saharawierne er en brik i EUs flygtningepolitik
Konflikten om Vestsahara udgøres af et broget billede af modstridende geopolitiske interesser og handler, der ofte ligger udenfor saharawiernes indflydelse. I samtale med Martin Lemberg Pedersen, adjunkt ved Ålborg Universitet, undersøger vi hvordan EUs migrationspolitik og sikring af Europas ydre grænser påvirker konflikten og saharawiernes mulighed for at vende tilbage til deres land.
Afsnit 4:6 – Journalisternes kamp mod medieblokaden
Det besatte Vestsahara er et mediemæssigt sort hul, og saharawiske jornalister usættes for massiv chikane og undertrykkelse. I dette afsnit taler vi med den saharawiske journalist Nazha el Khalidi, og den danske journalist Ingrid Pedersen, for at finde ud af hvilken virkelighed, saharawiske journalister arbejder i, og hvad den manglende mediedækning betyder for konflikten.
Afsnit 5:6 – Propagandas kraft
Der foregår en kamp om at styre fortællingen om Vestsahara – hvorvidt landet er Marokkansk eller ej. Kampen føres ved hjælp af propaganda, internet trolls, og diplomati. Yevgeniy Golovchenko, forsker ved Københavns Universitet, fortæller om propagandaens væsen, og aktivist Morten Nielsen og folketingspolitiker Christian Juhl fortæller, hvordan de gennem tiden har oplevet den marokkanske propaganda.
Afsnit 6:6 – Besættelsen er finansieret af fisk
Vestsahara er enormt rigt på naturressourcer, og det er ikke kun Marokko der nyder godt af disse gennem sin besættelse: EU har gennem mange år indgået i ulovlige handelsaftaler med Marokko. Erik Hagen fra Western Sahara Resource Watch stiller skarpt på hvad de ulovlige aftaler går ud på, og hvorfor besættelsen er en god forretning for både EU og Marokko.
Hør hele podcasten herArray