Historisk overblik
Saharawiernes lange kamp for selvstændighed i Afrikas sidste koloni
Saharawierne, Vestsaharas oprindelige befolkning, har længe kæmpet en sej kamp for rettigheder og selvbestemmelse. I mere end 40 år har landet været ulovligt besat af kongedømmet Marokko, som slår hårdt ned på al politisk aktivitet
Vestsahara er Afrikas sidste koloni. Gennem de seneste mere end hundrede år har landet været besat af både Spanien, Mauretanien og senest kongedømmet Marokko.
I dag er landet stadig ulovligt besat af Marokko, som nægter at rette sig efter FN’s henstillinger om, at Vestsahara skal afkoloniseres og lokalbefolkningens ret til selvbestemmelse respekteres.
Vestsaharas befolkning, Saharawierne, er i 25 år af FN’s sikkerhedsråd blevet lovet en folkeafstemning om landets fremtid. Deres ønske er endnu ikke blevet imødekommet. I mellemtiden lever saharawierne under den marokkanske besættelsesmagt, der slår hårdt ned på enhver politisk modstand. Eller de er flygtet til nabolandet, Algeriet, hvor de efter 40 år forsat bor i store flygtningelejre.
Men saharawierne giver ikke op – de kæmper fortsat for deres land og deres ret.
Fra spansk til marokkansk koloni
Saharawierne er den oprindelige befolkning i Vestsahara. De er et nomadefolk, som gennem mere end 100 år har levet under fremmede kolonistyrer, uden at have mulighed for at bestemme over deres eget land og liv. I mere end 40 år har landet været besat og de facto administreret af nabolandet Marokko, med store konsekvenser for saharawierne.
Marokko overtog kontrollen over Vestsahara i 1975. Indtil da havde Vestsahara været en spansk koloni under navnet Spansk Sahara. FN havde allerede omkring 15 år forinden givet Vestsahara officiel status som et ikke-selvstyrende område, og var begyndt at lægge pres på verdens kolonimagter for at afkolonisere og give de ikke-selvstyrende lande selvstændighed.
Naboerne Marokko og Mauretanien gjorde dog krav på landet og erklærede, at Vestsahara oprindeligt i det før-koloniale Afrika var en del af deres land. Marokko tog spørgsmålet op i Den Internationale Domstol (ICJ) i 1975, men tabte sagen. Der fandtes intet juridisk grundlag for, at Marokko havde en særlig tilknytning til området, lød det, og domstolen lagde vægt på lokalbefolkningens ret til selvbestemmelse.
Invasionen af Vestsahara
Marokko har altså ikke noget legitimt krav på Vestsahara. Men kort tid efter den Internationale Domstols afgørelse, arrangerede den Marokkanske konge alligevel ’den grønne march’, hvor 300.000 civile marokkanere marcherede ind i Vestsahara med massiv militærbeskyttelse for at bosætte sig.
For at ”beskytte” de civile marokkanere, invaderede Marokko og Mauretanien fra hver sin side landet, og Spanien lod det ske uden modstand. Alligevel var invasionen særdeles voldsom; Marokko bombede saharawiske byer i nord med napalm og fosforbomber, og mange saharawier flygtede til Algeriet, hvor de i dag bor i store flygtningelejre.
Madridaftalen markerede den officielle afslutning på Spaniens kolonisering af Vestsahara, og Marokko og Mauretanien overtog de facto administrationen af landet. Til gengæld beholdt Spanien delvis adgang til nogle af Vestsaharas naturressourcer. På trods af anbefalinger fra både FN og den Internationale Domstol blev Madridaftalen indgået hen over hovedet på saharawierne.
Befrielsesbevægelsen Polisario repræsenterer saharawierne
Saharawierne gjorde også krav på Vestsahara gennem befrielsesbevægelsen Polisario. Fra begyndelsen af Marokkos besættelse og 16 år frem udkæmpede Polisario en blodig guerillakrig mod besættelsesmagten med støtte fra Algeriet.
I 1976 udråbtes Saharawi Arabiske Demokratiske Republik (SADR) som eksilregering med sæde i flygtningelejerne i Algeriet. SADR er siden blevet anerkendt af mere end 80 stater verden over. Til sammenligning anerkender ingen lande i verden Marokkos krav på Vestsahara. SADR – og ikke Marokko – er medlem af den Afrikanske Union, AU.
Polisario er desuden tiltrådt Genevekonventionen og anderkendes af FN som repræsentanter for saharawierne. Polisario er altså mere end en oprørsgruppe – befrielsesbevægelsen er en bredt anerkendt repræsentant for saharawierne.
Sandvold skiller familier
I 1979 opgav Mauretanien kampen mod Polisario og trak sig ud af landet. Marokko var ikke sen til at overtage det område, som Mauretanien forlod. Det lykkedes Polisario at tilkæmpe sig cirka en femtedel af det vestsahariske område, som nu administreres af eksilregeringen – resten forblev besat af Marokko.
I 1980 påbegyndte Marokko opførelsen af den mere end 2.000 km lange sandvold/mur, som skal holde Polisario ude af det marokkansk kontrollerede område, samt afholde de mange flygtninge i Algeriet fra at vende tilbage til deres hjem.
Sandvolden er massivt beplantet med millioner af landminer og marokkansk militærpersonel. Mere end 100.000 politi- og militærstyrker er posteret langs volden, der effektivt skiller mange familier ad.
Volden er i dag, på samme måde som muren i Palæstina, et symbol på den ulovlige besættelse og de uretfærdigheder, som saharawierne må udholde.
Brudte løfter
Året 1991 markerede et vendepunkt i konflikten. FN forhandlede en våbenhvile på plads og lovede at arrangere en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid. FN’s sikkerhedsråd oprettede MINURSO (FN’s styrke for afholdelsen af en folkeafstemning i Vestsahara), som skulle overvåge våbenhvilen samt planlægge folkeafstemningen.
Nu, 25 år efter, har saharawierne endnu ikke fået mulighed for at stemme om deres fremtid. Marokko vil kun godkende en afstemning om øget selvbestemmelse eller integration i det marokkanske kongedømme, men ikke om selvstændighed.
Samtidig er der uenighed om hvem der er stemmeberettiget. Det handler både om saharawierne, som bor i flygtningelejre i Algeriet, men også om de marokkanske militærstyrker, der er bosat i Vestsahara. Polisario er gået med til at give civile marokkanere bosat i Vestsahara stemmeret.
I mellemtiden bibeholder Marokko de facto administrationen af det ikke-selvstyrende område, selvom Marokko ikke af FN er anerkendt som den egentlige administrative magt.
Fængslinger og tortur
Marokkos besættelse af Vestsahara er i strid med international humanitær lov. Men Marokko er ikke et land, der går så nøje op i internationale konventioner. Som resultat mangler saharawierne basale rettigheder.
Den oprindelig befolkning har hverken fri presse eller forsamlingsfrihed, og marokkansk politi og militær slår hårdt ned på politisk modstand.
Tortur og uretmæssige fængslinger forekommer jævnligt, og overvågning af politisk aktivitet er hverdagskost. Civile politiske aktivister kommer for militærdomstole og bliver dømt efter militærlove. Senest er to danske journalister fra Information blevet smidt ud af landet efter kun fire timer, fordi de havde en intention om at skrive om forholdene i Vestsahara.
Både Amnesty International og Freedom House rangerer Vestsahara blandt de af verdens lande med dårligst adgang til borger- og politiske rettigheder. I tillæg er MINURSO den eneste tilbageværende FN-styrke uden et mandat til at overvåge brud på menneskerettighederne.
Verdenssamfundet vender det blinde øje til
Hvorfor vender det internationale samfund det blinde øje til? Dette hænger blandt andet sammen med, at flere lande, særligt Frankrig og USA, har nationale interesser i Marokko. Det betyder, at landene gang på gang benytter vetoretten i FN’s sikkerhedsråd til at afholde FN fra at lægge pres på Marokko. Den massive udplyndring af Vestsaharas naturressourcer har også betydning, idet den gør Marokko til en attraktiv handelspartner.
Danske banker og pensionsselskaber har også en aktie i den ulovlige besættelse. Afrika Kontakt påviser i en ny rapport, at flere danske selskaber investerer i firmaer, der i samarbejde med Marokko udnytter naturressourcer, der er udvundet i Vestsahara uden saharawiernes samtykke. På den måde er danske bankkunder med til at sponsorere en ulovlig besættelse.
Array
