Baggrund: menneskerettigheder
Den lange kamp mod menneskerettighedskrænkelser i Vestsahara
I følge flere internationalt anerkendte menneskerettighedsorganisationer er Vestsahara et af de lande i verden der er i størst mangel på borger- og politiske rettigheder
Vestsahara har været besat af Marokko igennem 40 år, og ingen stat i verden anerkender Marokkos krav på Vestsahara. FN nedsatte i 1991 MINURSO (FN’s styrke for afholdelsen af en folkeafstemning i Vestsahara) for at overvåge en våbenhvile mellem Marokko og saharawiernes repræsentant Polisario, samt at sikre en folkeafstemning. Løftet om at afholde en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid er her 25 år senere aldrig blevet indfriet. MINURSO er den eneste FN-mission af sin slags der ikke har mandat til at overvåge menneskerettigheder. Til trods for dette er der overvældende dokumentation på de marokkanske myndigheders overtrædelser. Human Rights Watch, Freedom House, Amnesty International, det amerikanske udenrigsministerium og EU har alle ekstensivt dokumenteret krænkelser i det af Marokko besatte Vestsahara.
Frihed under pres
Ytringsfriheden er stærkt begrænset i de besatte områder. Den marokkanske regering har vedtaget love, som kriminaliserer handlinger der vurderes skadelig for monarkiet, kongen, islam og måske vigtigst af alt; Marokkos krav på Vestsahara. Dette efterlader et indskrænket handlerum for aktivister og medier, som forsøger at diskutere spørgsmålet om Vestsaharas status. Marokko har indført en presselov der muliggør fængslinger på baggrund af distribution af ’falsk information’. Saharawi aktivister bliver ofte mødt med politibrutalitet og risikerer at blive underlagt militære domstole, vilkårlige anholdelser, tortur og forsvindinger. Forsamlingsfrihed er ligeledes knap eksisterende, Marokko har forbudt alle offentlige forsamlinger i Vestsahara, som vurderes at være fjendtlige overfor Marokkos krav på territoriet. De marokkanske myndigheder vedbliver med at forhindre demonstrationer og afskærer juridisk registrering af mange foreninger. Marokko har begrænset adgangen til Vestsahara og udviser journalister, aktivister og professionelle menneskerettigheds forkæmpere. I foråret 2016 blev to danske journalister fra Information udvist fra de besatte områder efter kun fire timer, fordi de agtede at skrive om forholdene i Vestsahara.
The absence of human rights monitoring perpetuates the cycle of abuse and impunity
Magdalena Mughrabi om det manglende MINURSO mandat
Protestlejren Gdeim Izik
Gdeim Izik lejren, også kendt som Vestsaharas tredje intifada, etablerede sig den 9. oktober 2010 og eksisterede indtil 8. november samme år. Lejren bestod af optil 15.000 demonstranter og Noam Chomsky har kaldt bevægelsen for den egentlige start på det arabiske forår. Formålet med lejren var, at protestere imod diskrimination, fattigdom og menneskerettighedskrænkelser i de besatte områder. Senere blev spørgsmålet om uafhængighed for Vestsahara en del af lejren. Hvad der startede som fredelig protest endte med voldelige sammenstød mellem civile, politi og militær, hvilket resulterede i flere dødsfald på begge sider. Marokko blev mødt med kritik af det internationale samfund for sin voldelige håndtering af protesterne, såvel som for at stille 25 aktivister for en militær domstol. 22 aktivister anklaget i forbindelse med de voldelige episoder i Gdeim Izik afsoner i dag straffe på mellem 20 år og livstid. Saharawierne blev dømt ved en militær domstol og denne foretog ikke en undersøgelse af påstande om at politiet havde tortureret aktivisterne for at disse skulle erklære sig skyldige. Marokko har vedtaget en ny lov der skal forhindre at civile bliver retsforfulgt af militære domstole, men dette har ikke haft tilbagevirkende effekter for de 22 tiltalte.
Da jeg var 20 år gammel, blev jeg udsat for tvungen forsvinding. Det eneste jeg havde gjort var at organisere en fredelig demonstration for uafhængighed for Vestsahara, mens en FN-kommission var i landet. Jeg blev holdt fanget i næsten fire år i et hemmeligt fængsel i El Aaiun i Vestsahara. Under hele forløbet havde jeg, sammen med de andre fanger, bind for øjnene og vi blev tvunget til at sidde på knæ foran en væg i cellen dagen lang. Vi fik ingen lægehjælp, ordentlig mad eller muligheder for at vaske os ordentligt. Vi blev udsat for voldsom tortur, som mange af de andre døde af. Vi var totalt afskåret fra resten af verden
Aminatou Haidar
Brahim Saikas endeligt
Den 15. april 2016 døde Brahim Saika, en saharawi aktivist og universitetsstuderende, efter han få dage forinden indledte en sultestrejke. Den 1. april blev Saika tilbageholdt for angiveligt at være involveret i kampen for arbejdsløse saharawier. Saika blev tortureret i flere timer og ifølge den britiske NGO Adala UK forsøgte hospitalspersonalet ikke for alvor at redde hans liv. Brahim Saika er hverken den første til at blive tortureret eller til at omkomme i Marokkansk forvaring. Ifølge Amnesty International er Marokko en af verdens fem værste torturnationer, blandt metoder benyttet af det marokkanske politi er tæsk, voldtægt, samt elektriske stød på øjne og kønsdele.
