Dansk udviklingsbistand på slingrekurs #2
Virksomhedsdrevet udvikling: Et nyt paradigme i dansk udviklingsbistand
Den danske udviklingsbistand har de seneste år været udsat for et paradigmeskifte. Danske udviklingspenge bruges i stigende grad på partnerskaber med private virksomheder og investeringer i danske erhvervsinteresser. Det betyder en underprioritering af langsigtede bistandsprojekter, der først og fremmest tilgodeser basale fornødenheder og sikrer rettigheder til verdens fattigste og mest marginaliserede befolkningsgrupper, forklarer professor ved Aarhus Universitet og forkvinde for Udviklingspolitisk Råd, Anne Mette Kjær.
Danmark er ikke det eneste land i verden, hvis udviklingsstrategi i stigende grad retter sig mod erhvervslivet. Danmark er en del af en global tendens, der især har fået medvind med indførelsen af FNs Verdensmål i 2015. Under delmål 17 beskrives det blandt andet, at Verdensmålene skal tilskynde og fremme offentligt-private partnerskaber. En dagsorden som især har nydt opbakning fra den politiske højrefløj.
Argumentet er dét, at økonomisk udvikling af lande i det globale syd ikke kan ske uden hjælp fra de enorme økonomiske midler, som den private sektor sidder på. Desuden hviler det nye paradigme på den liberale antagelse om, at virksomheder er langt mere effektive i at opnå resultater end f.eks. offentlige institutioner eller civilsamfundsaktører.
Men der er betydelige problemstillinger involveret i at omlægge en stor del af udviklingsbistanden til at være drevet af private virksomheder.
For det første kan et øget fokus på danske erhvervsinteresser komme til at betyde, at valget af lande, som skal modtage udviklingsbistand fra Danmark, først og fremmest vil afhænge af hvorvidt investorerne ser potentialet for afkast i at investere i landet. Selvom den danske Investeringsfond for Udviklingslande (IFU) stiller såkaldt ’risikovillig kapital’ til rådighed for selskaber, som vil investere i det globale syd, har erfaringen vist, at mange virksomheder stadig undgår at investere i lande, som eksempelvis hærges af økonomisk eller politisk ustabile forhold. Dette får den effekt at lande, som i forvejen har nogenlunde stabile økonomier og politiske forhold, drager større nytte af private udviklingsprojekter end de lande, som har mest brug for støtten.
At denne udvikling allerede gør sig gældende, kan man blandt andet se ved at Danmark mellem 2016 og 2018 investerede mere end 700 mio. kr. med penge delvist fra udviklingsbistanden i etableringen af enorme industrielle svinebrug i Kina, Chile og Sydafrika. Dette på trods af at disse lande ikke engang er indstillede til at kunne få udviklingsbistand på grund af deres velstand[3]. Et lignende eksempel gælder investeringer i milliard-koncernen, Mærsk, der i 2018 modtog 11 procent af IFU’s egne investeringer. I en evaluering af IFU foretaget af Udenrigsministeriet, konkluderes det, at kun seks procent af IFU’s investeringer går til de fattigste lande, mens tallene i perioden 2005-2010 var på 30 procent.
Denne forandring i udviklingssamarbejdet hvor privatdrevne udviklingsprojekter bliver prioriteret frem for bistand gennem fx. landeprojekter, kan bedst betegnes som skiftet til det ”nye egennyttemaksimerende paradigme”. Sådan beskrives det af udviklingsordfører for Alternativet, Ulla Sandbæk.
Det andet problem med udvikling gennem den private sektor er, at selvom etableringen af virksomhedsdrevede projekter potentielt set kan bidrage til at skabe arbejdspladser, infrastruktur og vækst, så er virksomheder grundlæggende drevet af behovet for profit – og ikke, som med bistand, af ønsket om at skabe bred og demokratisk udvikling til gavn for hele befolkningen. Det har ofte den konsekvens, at så længe virksomhedens økonomiske vækst er sikret, er der ofte meget lidt fokus på de negative konsekvenser, som udenlandske virksomheder kan have på lokale økonomier og lokal autonomi.
Det estimeres at IFU har bidraget til oprettelsen af 80,000-100,000 jobs i perioden fra 2014-2017. Samtidig peger evalueringsrapporten på, at en tredjedel af projekterne ikke har haft nogen udviklingseffekt i modtagerlandene, eller at de ligefrem har gjort større skade end gavn. Der findes utallige eksempler på at lokale befolkningsgrupper ikke tages med på råd, når store nye udviklingsprojekter etableres på deres jord, eller at lokale industrier udkonkurreres af store virksomheder med adgang til billigere produktionsvarer fra et globalt marked. IFU har eksempelvis investeret over 112 millioner kroner i mejerikoncernen, FanMilk, der sælger is i Vestafrika. I stedet for at støtte den lokale økonomi, ved at købe mælk fra lokale landmænd, importerer FanMilk hele deres forbrug af mælk fra udlandet, hvoraf 90 procent kommer fra Holland, der drager økonomisk fordel af EU’s landbrugsstøtte.
For det tredje kan promoveringen af bistandsprojekter gennem den private sektor ses som et led i en global neoliberal udvikling mod stadig mere åbne økonomier og international adgang til nationale og lokale markeder. I en appel til danske politikere, beskriver Dansk Industri (DI) vigtigheden af at gennemføre reformer i det globale syd, som gør det nemmere at drive virksomhed. Det er ikke i sig selv nogen dårlig ide, hvis det var fordi man prioriterer at støtte lokale virksomheder. Erfaringen viser nemlig, at investeringer i erhvervspolitiske forbedringer små- og mellemstore lokale virksomheder kan have en gavnlig effekt på den lokale økonomi. Hvis der omvendt er tale om, at få og store, internationale virksomheder får større adgang til afrikanske markeder, er argumentet dog ikke overbevisende. Den seneste evaluering af Danidas programmer gennem den private sektor fra 2009 har nemlig vist, at de lokale effekter af investeringer i enkeltvirksomheder er minimale især sammenlignet med de store summer penge de kræver.
Når dansk erhvervsliv får lov til at spille en stadig større rolle i udviklingspolitikken, risikerer vi, at Danmarks bidrag til at bekæmpe fattigdom og marginalisering af mennesker på verdensplan, bliver til en forretning, hvis hovedformål det er at skabe afkast til danske virksomheder. Vi bør derfor spørge os selv, hvem bistanden primært skal tilgodese: Danske og europæiske virksomheder eller verdens fattigste.
Array
