Dansk udviklingsbistand på slingrekurs #1
Danmark har været den største modtager af Dansk udviklingsbistand
Den danske udviklingsbistand har ofte høstet international anerkendelse for sine langsigtede forsøg på at bekæmpe fattigdom, fremme bæredygtig vækst og stabilitet samt sikre mere lige rettigheder og muligheder i befolkninger i udviklingslandene. Udviklingsbistand adskiller sig i den forstand fra humanitær bistand, hvis formål er at mindske lidelser forårsaget af katastrofer på kort sigt. Siden 1970’erne har Danmark været én af de højeste procentvise bidragsydere til den internationale udviklingsbistand, og i en kort årrække i 1990’erne lå vi ligefrem nummer ét, som verdens største bistandsdonor målt i forhold til vores rigdom. Dengang betalte vi 1 % af Danmarks årlige samlede BNP.
Men i løbet af de sidste to årtier er det blevet klart, at dansk udviklingshjælp er på slingrekurs, når det kommer til både størrelsen og indholdet af udviklingsbistanden. I en rapport fra Timbuktu fonden, som analyserer Danmarks udviklingspolitiske og humanitære strategi fra 2017, ’Verden 2030’, konkluderes det at ”dansk udviklingssamarbejde bevæger sig længere og længere ud på – og i nogle tilfælde endda over – kanten”.
Ifølge rapporten skyldes det blandt andet, at dansk udviklingsbistand siden årtusindskiftet har været stødt faldende. I dag ligger bistanden på 0,7 % af BNP’en, hvilket svarer til det minimumsniveau, som medlemmerne af OECD er blevet enige om hver især at betale. Den danske udviklingsbistand er dermed på sit laveste niveau i 40 år. Og ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Lars Engberg-Pedersen, er det på trods af, at vi aldrig har været rigere.
Ikke nok med at bistanden er faldende – Danmark har i en årrække været det land, som modtager den største andel af vores egne udviklingsmidler. Det skyldes først og fremmest at skiftende regeringer siden 2015 har reserveret en stigende andel af udviklingsbistanden til modtagelse og behandling af flygtninge og asylansøgere i Danmark. Eksempelvis gik hver 4. bistandskrone i 2015 til flygtningemodtagelse – en proces som i øvrigt er blevet kritiseret for overtrædelse af menneskerettigheder fra flere kanter. Det er penge man har taget fra udviklingsbistanden, som skulle have gået til at sikre bedre levevilkår og social-økonomisk stabilitet i lande i det globale syd. Denne prioritering, er af flere udviklingsforskere, blevet kritiseret for at undergrave den langtidssigtede udviklingsbistand, som netop skal modvirke, at mennesker ser sig tvunget til at flygte fra deres hjemland. Hertil skal det tilføjes, at den globale stigning i antallet af natur-og krigsrelaterede katastrofer i de seneste år, har betydet at endnu flere penge går til humanitær bistand, og ikke til at udvikle landes kapaciteter på sigt ved, som det populært hedder, at give en fiskestang frem for en fisk.
Flere danske statsrevisorer og organisationen ’Publish What you Fund’ har kritiseret Danmark for ikke at informere offentligt og på en overskuelig måde, hvad de bruger deres udviklingsbistand til. I den sidste udgave af Aid Transparancy Index’et fra 2018, rangerer Danmark på en 29. plads af 45, der beskriver gennemsigtigheden af de penge som verdens bidragsydere donerer. En placering som blandt andet skyldes, at Danida ikke længere udgiver en årlig årsrapport med oversigter over deres udgifter samt at de oplysninger, der er tilgængelige online både er svære at gennemskue og sammenligne.
Ved lanceringen af finansloven sidste efterår var der stor optimisme at spore blandt regeringen ministre. Udviklingsbistanden så nemlig ud til at ville vokse med 500 millioner kroner i løbet af år 2020. Desuden er andelen af udviklingsmidler, der bruges i Danmark, faldet over de seneste par år. De gode nyheder skyldes dog ikke en politisk prioritering om at hæve procentsatsen for udviklingsbistanden og fokusere på den langsigtede bistand i den globale syd. Væksten i bistanden forklares udelukkende ved, at dansk økonomi over de seneste par år har oplevet opgangstider, hvilket har påvirket den forventede stigning i bruttonationalindkomst og dermed også udviklingsbistanden positivt. At pengene i mindre grad bruges udenfor Danmark skyldes det simple faktum, at antallet af flygtninge, der ankommer til landet – og dermed også udgifter i forhold til modtagelsen af flygtninge – er blevet reduceret markant, som følge af den hårdhændede integrationspolitik, som både den tidligere og nuværende regering har ført. Konsekvensen af corona-epidemiens indhug i dansk økonomi bliver ifølge Globalnyt, der bakkes op af lektor i økonomi, Søren Hove Ravn, at udviklingsbistanden nu står til at miste 1,4 milliarder kroner af det tal, der blev vedtaget med finansloven for 2020. Havde den nuværende regering næret et reelt ønske om at prioritere udviklingen i nogle af verdens fattigste lande, havde de for længst sikret et højere beløb ved at sætte satsen højere end de obligatoriske 0,7 %.
Ved sin tiltrædelse som minister for Danmarks udviklingssamarbejde sidste år, udnævnte Rasmus Prehn sig selv til ’solidaritetsminister’. I en artikel udgivet af Nordjyske Stiftstidende fra august 2019 skrev han, at ”hvis vi for alvor skal løse problemet [med fattigdom og sult], er der behov for langsigtede løsninger, som tager fat i de bagvedliggende årsager.” En holdning han har gentaget flere gange under corona-krisen. Om ministeren har tænkt sig at sætte handling bag egne ord og rette op på den slingrekurs som de sidste mange år har præget dansk udviklingspolitik, er endnu uvist. Èn ting er sikkert – hvis udviklingsbistanden skal kunne bryste sig af at være et solidarisk projekt, må regeringen stoppe med at bruge pengene til formål der primært kommer Danmark til gode, og i stedet bidrage til en udvikling hvor verdens fattigste opnår bedre levevilkår og større selvbestemmelse.
Array
