Beretning fra Vestsahara
Danske aktivister smidt ud af Vestsahara
Den 17. oktober 2019 blev to aktivister fra Global Aktion smidt ud af de besatte områder af Vestsahara. Det marokkanske politi beskyldte dem for at sympatisere med Polisario Front, der af FN er anerkendt for at repræsentere saharawierne, den oprindelige befolkning af Vestsahara.
Artiklen er skrevet af Mille Neumann
Foto: Katinka Klinge Albrectsen.
Klokken er næsten 22 da Katinka og jeg sætter os ind i en natbus i den marokkanske kystby, Agadir. Bussen kører til hovedstaden i det besatte Vestsahara, El Aaiún. Her skal vi besøge familier, som lever under Marokkos besættelse og er aktive i kampen for et frit Vestsahara. Vi skal dokumentere saharawiernes liv under besættelsen, og Katinka, som er fotojournalist, skal samle materiale til en fotoudstilling i København.
Vi er spændte, men rolige, da vi kører ud af Agadir. Mange udlændinge bliver deporteret af marokkansk politi, når bussen undervejs bliver stoppet ved de mange check points på vejen. Men fordi jeg tidligere har haft held med at rejse ind i det ellers lukkede land, er vi optimistiske. Dengang tilbragte jeg tre dage i El Aaiún, hvor jeg blev konstant overvåget af de marokkanske myndigheder. Jeg blev forfulgt, da jeg skulle mødes med aktivister, og jeg slap med nød og næppe af med den civilbetjent, som jagtede den bil, jeg sad i, gennem gaderne i El Aaiún. Som var jeg en kriminel på flugt fra politiet. Forbrydelsen, jeg begik, var at mødes med mennesker, som i snart 45 år har kæmpet for helt basale menneskerettigheder. Retten til at ytre sig. Retten til at samles. Retten til et liv uden diskrimination. Retten til frihed. Retten til at leve.
Denne gang passerer bussen en række check points i løbet af natten, men uden at vi bliver stoppet. Efter 11 timer nærmer vi os endelig El Aaiún. Vores kontaktperson i byen, en ung kvindelig journalist, har givet os besked på at køre direkte fra busstationen til en navngiven café, hvor vi kan spise morgenmad og vente på, at hun kontakter os. Hvad der skal ske derefter, ved vi ikke.
Pludselig holder bussen ind til siden. Vi er ankommet til et checkpoint cirka 5 kilometer uden for El Aaiún. En politimand, klædt i civil, kommer ind i bussen og går målrettet ned mod bagenden af bussen, hvor vi sidder. Manden beder om vores pas som vi roligt finder frem, hvorefter han forlader bussen igen. Da jeg kigger ud gennem ruden på bussen, kan jeg se ind ad et vindue i den lille bygning ved check pointet. Politimanden sidder derinde med vores pas liggende på bordet foran sig og snakker i telefon. Bagefter tager han billeder af vores pas og kommer tilbage i bussen. Han beder os tage vores bagage og følge med.
Da vi kommer ud af bussen bliver vi ført ind på et lille kontor. Politimanden finder to stole og beder os sidde ned. Da vi spørger hvad der foregår, siger han, at der er en ”ansvarlig autoritet”, der gerne vil tale med os, og at han ikke ved hvad det drejer sig om. Han spørger os hvad vi skal i El Aaiún og om vi kender nogen der bor der. Vi svarer, at vi bare er turister. Vi ved, at løgnen er vores eneste mulighed for at slippe igennem nåleøjet. Udenfor starter bussen og kører videre mod El Aaiún.
Kort efter ankommer endnu en politimand, også klædt i civil. Han ser vred ud, og da han træder ind på kontoret beder han os slukke vores mobiltelefoner. Han sætter sig ned bag skrivebordet foran os, og stiller os de samme spørgsmål, som vi lige er blevet stillet; Hvad skal I i El Aaiún? Kender I nogen der bor der? I løbet af de næste par timer kommer der flere civilklædte betjente til, og vi bliver stillet de samme spørgsmål igen og igen. Men ingen af mændene er ”den ansvarlige autoritet”, som vi har fået at vide, vi skal vente på. Mange af dem snakker ikke engelsk, men står sammen udenfor kontoret og kigger ned i deres smartphones, i færd med at søge informationer om os på internettet.
Stemningen går hurtigt fra at være anspændt til at blive underlig let. Selv den vrede politimand er blevet mere smilende, og vi bliver budt på vand og kiks. På et tidspunkt kommer en betjent ind og spørger, om han må tage en selfie med os ”til minde”. Vi griner lidt forvirret, og går med til det, selvom vi er klar over, at det formentlig er en diskret måde at få billeder af os på. Vi får samtidig en fornemmelse af, at de er usikre på om vi rent faktisk er helt almindelige uvidende turister. Vestsahara er en feriedestination, og især Dakhla i syd er et populært rejsemål for surfere. Derfor har de grund til at tvivle på, om de er i gang med at tilbageholde turister, som tror de befinder sig i de ”sydlige provinser”, som marokkanere kalder Vestsahara.
Det er nu over to timer siden vi forlod bussen. Katinka er netop gået ud for at trække noget luft og strække benene, da betjentenes søgning på internettet skaber resultat. Pludselig står der 8-9 politimænd i en halvcirkel omkring mig. De har fundet et billede af mig, hvor jeg holder et saharawi flag. Man kan tydeligt se, at billedet er taget i saharawiernes flygtningelejre i ørkenbyen Tindouf i Algeriet, hvor mere end 160.000 mennesker lever i eksil. På en af betjentenes telefoner kan jeg se et billede af Katinka, hvor hun står sammen med en saharawi. Billedet er fra ferniseringen af en tidligere fotoudstilling, Katinka lavede efter en rejse til flygtningelejrene.
Nu begynder flere af betjentene at hæve stemmen. ”Hvad lavede du i Tindouf? Sympatiserer I med Polisario? Har I venner i El Aaiún?” spørger de. Katinka kommer tilbage, og kigger forvirret rundt på de vrede politimænd. Jeg kigger usikkert på hende og forsøger at tænke hurtigt, i den nu temmelig pressede situation.
Vi forklarer politiet, at vi er neutrale i spørgsmålet om Vestsahara, og at vi har besøgt Tindouf for at opleve det med egne øjne og danne vores egen holdning. Vi fortæller, at det er det samme vi har til hensigt at gøre ved at rejse til El Aaiún. De fortsætter med skiftevis at stille de samme spørgsmål, stadig stående i en halvcirkel omkring os. ”Sympatiserer I med Polisario? Har I venner i El Aaiún? Hvem skulle I mødes med?”
10 minutter senere sidder Katinka og jeg i en bil på vej tilbage til Agadir. Vi er blevet smidt ud af Vestsahara, beskyldt for at sympatisere med de demokratisk valgte repræsentanter af landets oprindelige befolkning, Polisario Front. De marokkanske myndigheder har nægtet os at opleve Vestsahara med egne øjne. Fordi der er ting, vi ikke må se, og beretninger fra den oprindelige befolkning vi ikke må høre.
En glemt konflikt?
Udenlandske journalister og aktivister nægtes adgang til de besatte områder. Lokale journalister og aktivister forfølges, trues og fængsles. Beretninger fra Afrikas sidste koloni ties ihjel af et omfattende og effektivt marokkansk regime.
En glemt konflikt. Sådan omtales Vestsahara konflikten ofte. Men den er ikke glemt. Den fortrænges af politikere i Danmark og EU, som med jævne mellemrum konfronteres med deres medansvar, af NGO’er der støtter Saharawiernes ret til selvbestemmelse. Men den marokkanske regering er Danmarks ven og allierede i kampen mod flygtningene i Nordafrika. Og i jagten på de profitable naturresurser, som er at finde i saharawiernes land.
To gange har jeg forsøgt at trænge ind i det lukkede land, for at møde nogle af de skæbner, verden har valgt at fortrænge. Jeg har oplevet de marokkanske myndigheders overvågning og forfølgelse på egen krop. Jeg er blevet mistænkeliggjort og tilbageholdt af marokkansk politi. Men det er intet mod den overvågning og undertrykkelse saharawier i de besatte områder lever under dagligt. Danske aktivister smidt ud af Vestsahara
Den 17. oktober 2019 blev to aktivister fra Global Aktion smidt ud af de besatte områder af Vestsahara. Det marokkanske politi beskyldte dem for at sympatisere med Polisario Front, der af FN er anerkendt for at repræsentere saharawierne, den oprindelige befolkning af Vestsahara.
Array
