Et interview med Pablo Fajardo
Hvordan bringer man transnationale virksomheder for retten?
Afrika Kontakt mødte menneskerettighedsadvokaten, Pablo Fajardo, i forbindelse med FNs tredje arbejdssession af en bindende traktat for virksomheder og menneskerettigheder. ”Vi er alle sammen ofre for de transnationales forbrydelser.."
Kategori: FN, Transnationale virksomheder, Udvikling for hvem?
Over hele verden er transnationale selskaber skyldige i forbrydelser mod menneskeheden og planeten. Fajardo repræsenterede tusinder af oprindelige folk fra det ecuadorianske Amazonas i den famøse sag imod Chevron. Texaco som blev opkøbt af Chevron i 2001 er under anklage for at have udledt mere end 60 milliarder liter giftigt materiale ud i Amazonas floder mellem 1964 og 1992. Dette har resulteret i betydeligt flere cancer diagnoser i de berørte områder. 24 år er gået og kampen for retfærdighed fortsætter.
Spørgsmål: Hvorfor er den bindende traktat for transnationale virksomheder og menneskerettigheder så vigtig?
Pablo: Der er ingen juridisk ramme i verden der kan dømme transnationale virksomheder (TNC) når de overtræder menneskerettighederne. Der er mange domstole rundt om i verden hvor stater og individer kan blive dømt, men ikke TNCs. Der er ikke en eneste domstol i verden hvor TNCs kan blive dømt for brud på menneskerettighederne. Dette er et kæmpe juridisk smuthul som der findes i dag.
Firmaer der opererer over hele verden kommer som regel fra Europa og Nordamerika, og deres investorer kommer ofte fra samme del af verden. F.eks. har både schweiziske, norske, tyske og franske pensionsselskaber investeret millioner af kroner i Chevron. Den schweiziske nationalbank har millioninvesteringer i Chevron. Dermed er disse institutioner også ansvarlige for de forbrydelser Chevron har begået i andre lande. Så du kan ikke bare sige ¨Nej, virksomheden er ansvarlig. Virksomhedens profit går videre til disse institutioner og investorer, som dermed også er ansvarlige. De kan ikke vaske deres hænder, og pege fingre af Chevron. De er ansvarlige.
Hvordan ville traktaten hjælpe oprindelige folks samfund, som dem du repræsenterede i sagen mod Chevron?
Traktaten ville ikke hjælpe i sagen imod Chevron da den ikke ville virke med tilbagevirkende kraft. Grunden til at vi kæmper for traktaten er så en sag som denne ikke kan ske igen. Så der ikke kommer flere ofre for virksomheders forbrydelser som dem vi så i Ecuador.
Når virksomheder er klar over at der eksisterer klare regler, vil de ikke gøre ting som de gør i dag, da de vil være under meget nøje overvågning. Hvis vi forestiller os at en traktat som den vi kæmper for nu havde været tilstede, havde sagen mod Chevron været ovre for længe siden. Da vi startede retssagen i 1993, i New York, argumenterede Chevron for at nordamerikanske domstole ikke var det rigtige forum for disse sager. De anmodede om at sagen skulle køres ved domstole i Ecuador, så vi tog til Ecuador, blot for at Chevron så kunne sige at dommerne fra Ecuador ikke var kompetente nok til denne sag. Vi tog til Brasilien, Canada, Argentina, men nej ingen dommer er kompetent nok til denne sag. Der er et indslag fra Sixty Minutes fra U.S.A hvor de spørger en advokat fra Chevron: ¨Okay, så U.S.A var ikke belejligt, og heller ikke Ecuador eller Canada, hvor vil i så køre sagen?¨ Svaret fra advokaten var: ¨Ingen steder¨ De vidste at der ikke var nogen norm, ingen bindende traktat, ingen juridisk struktur eller domstol der tillader os at dømme en transnational virksomhed.
Hvis de vidste at der var en bindende traktat, så ville sagen være gået direkte til en international domstol. På den måde ville man have undgået 24 års arbejde, hvor man prøvede at få adgang til retfærdighed i forskellige domstole. I disse 24 år har mere end 500 mennesker fra de berørte områder mistet livet til cancer. Mere end 500 mennesker er døde, på grund af Chevrons uansvarlige opførsel ved ikke at forbedre de skader de har forvoldt i det ecuadorianske Amazonas. Men når vi diskuterer med Chevron vil de altid dreje det hen på om det nu var bedrageri, eller om det var regeringen der var ansvarlig for udslippet. De ønsker at undslippe al tale om de menneskelige lidelser deres handlinger har medført. Chevron bliver fornærmet når vi siger at de har smidt 60 milliarder liter giftigt vand ud i det ecuadorianske Amazonas. Det generer dem når vi siger at to oprindelige landsbyer forsvandt. Det generer dem at vi siger at de også er skyld i at hundreder eller tusinder af kvinder ufrivilligt aborterede. Det irriterer dem at lytte til de berørte folks vidnesbyrd. Men det er på grund af deres forbrydelser at vi kæmper denne kamp.
Baggrund: En bindende traktat der forpligter transnationale virksomheder på menneskerettighederne
Med resolution 26/09 besluttede FN i juni 2014 at nedsætte en åben arbejdsgruppe, hvis mandat er at udarbejde en juridisk bindende traktat, som med udgangspunkt i international menneskeretslovgivning, skal regulere virksomheders ageren.
I 2015 og 2016 mødtes arbejdsgruppen én uge i Geneva og udarbejdede rammen for det nye internationale jurisdiske instrument (content, scope, nature & form).
I oktober 2017 mødtes arbejdsgruppen igen, for første gang tog de udgangspunkt i en på forhånd udarbejdet udkast til en traktat. Forhandlingerne om indholdet er dermed i gang.
Nogle af de største modstandere mod processen har været U.S.A og EU. EU har ikke et samlet mandat til at deltage, men deltager gennem de enkelte medlemsstater. Danmark har ikke siddet med i en eneste session, og har stort set ikke forholdt sig til processen.
Næste arbejdsgruppesession finder sted den 15.-19. oktober 2018 i Geneva.
Læs mere her.
Baggrund: Chevron vs. Ecuador
Sagsanlægget mod det transnationale olieselskab blev oprindelig anlagt i 1993. Sagen afsluttedes i 2009 hvor Chevron fik en bøde på 9 milliarder US dollars. Det lykkedes dog Chevron at omgå dommen ved at flytte sagen til en domstol i USA, og i 2014 dømte en dommer fra USA i Chevrons favør, således at den tidligere dom blev ugyldig. Endnu en retssag, denne gang i Canada, går på om hvorvidt den oprindelig dom skal stadfæstes, er for en dommer i Canada.
Som du lige nævnte, er dette en begrænsning for traktaten, da den forbliver i den juridiske ramme. Så hvad er tilbage der sikrer at menneskerettighedsovertrædelser stadig bliver bekæmpet, hvordan kan vi sikre at traktaten vil anerkende de mangfoldige menneskelige aspekter?
Hør her, vi ved ikke hvor mange år denne kamp vil kræve af os. Lad os sige at traktaten bliver vedtaget, så er næste kamp at få staterne til at anerkende traktaten. Det kræver at alle stater anerkender traktaten uafhængigt af hinanden, og dette bliver en langtrukken proces. Hvad jeg altid siger til mine partnere fra civilsamfundet, er: Vi bliver nødt til at blive ved med at finde alternative medier som giver os mulighed for at vise disse overgreb og overtrædelser af menneskerettighederne begået af transnationale virksomheder til folket, for desværre er de fleste medier ejet af de selvsamme virksomheder som vi kæmper imod.
Problemet er det samme i akademia. Universiteter forsker i hvad der giver mening for dem der betaler for forskningen. Det er en skam at videnskabelige eksperter og intelligente studerende, servicerer virksomhederne, og dette endda uden de altid ved det eller lægger mærke til det. Vi er nødt til at ændre disse systemer, så unge mennesker – folket, er i stand til at opnå andre ting, og sige hvad end de vil, hvor end de befinder sig i verden.
Det er derfor det er yderst vigtigt at få flere oprindelige folk involveret i traktaten. De bliver nødt til at sætte deres præg på den. Det er vigtigt at alle grupper; kvinder, bønder, fiskere, akademikere og studerende deltager, og bliver inkluderet i denne proces, således at resultatet afspejler borgere fra alle lag, fra hele verden. Den burde ikke skrives af en flok embedsmænd der ikke ved hvad folk tænker eller ønsker. Folket bliver nødt til at deltage i denne proces.
Spørgsmål: Hvilken effekt ville denne traktat have på klimaforandringerne?
Denne traktat vil være essentiel i kampen mod klimaforandringer. Hvad ser vi ske nu? Det er frastødende at se hvordan overnationale organisationer og virksomheder er så tæt knyttede. Tænk over den famøse COP21 i Paris, den der fandt sted i Bonn og alle de andre i rækken . Hvem finansierer klima konferencerne som f.eks. COP konferencerne? Virksomheder. Og de ønsker at skabe normer og parametre som er belejlige for dem. Dette giver dem mulighed for fortsat at misbruge befolkninger og naturen.
En traktat tillader os at gøre tingene gennemsigtige, sikre juridisk sikkerhed for menneskerettigheder, for oprindelige folk, for bønder og for verden. Klimaforandringer er også forbrydelser mod menneskeheden. Traktaten som vi kæmper for vil tvinge virksomheder til at agere med mere ansvarlighed: De bliver nødt til at handle med større forsigtighed når det kommer til klima og miljø. Traktaten vil være den bedste måde hvorpå vi kan tackle klimaudfordringerne.
Spørgsmål: Hvad er dit budskab til den danske regering og befolkning?
Det er vigtigt at få klargjort at den traktat som vi arbejder for ikke er en traktat imod investeringer. Det er en traktat der kræver at investeringer sker med ansvarlighed. Hvilken som helst regering i verden kan ikke tillade, bemyndige eller autorisere at økonomiske investeringer ofrer menneskers og planetens liv og fremtid. Regeringer skal handle ansvarligt, de skal beskytte og værne om menneskers juridiske sikkerhed og deres liv, ikke kun deres egne borgere men alle verdens borgere.
Vi ønsker med traktaten at den Europæiske Union, den danske regering og alle andre regeringer handler ansvarligt i dette henseende. De kan ikke drage økonomisk fordel af deres transnationale virksomheder, uden at vedkende sig de konsekvenser, det har for menneskerettighederne, for Jorden og for oprindelige lokalsamfund andre steder i verden. Den europæiske befolkning, lige så vel som den danske befolkning bør være med og bidrage til denne proces. Vi kæmper for kollektive rettigheder. Vi er alle sammen ofre for de transnationales forbrydelser, og vi bør alle sammen være ansvarlige for at kræve klare regler og klare standarder for, at alle har lige adgang til retfærdighed.
Vi har i sagens natur forskellige niveauer af ansvar. Det er vigtigt at anerkende at Jeres borgere og beslutningstagere i det globale nord har et større ansvar og flere forpligtelser end eksempelvis borgere i Latinamerika og i Afrika. Det er tid til at vågne og handle så ingen transnationale virksomheder kan forblive straffrie når de overtræder menneskers rettigheder og livsbetingelser.
Array