Swazier går på gaden
Sygeplejersker kræver medicin til deres patienter
Fredag formiddag gik hundreder af rødklædte sygeplejersker på gaden i hovedstaden Mbabane i Swaziland for at kræve medicin til deres patienter. Der er nemlig ikke medicin at uddele eller behandle med, selvom regeringen lover, at den er på vej
Udadtil fremviser regeringen i Swaziland styret af kongen Mswati III et velfungerende sundhedsvæsen. For eksempel møder man på vejen mellem Manzini og Mbabane et kæmpe reklameskilt med Mswati IIIs smilende ansigt og teksten “Zero malaria starts with me”. Men i realiteten er der ikke medicin at give patienterne på landets sygehuse. Dette resulterer i et stigende antal dødsfald landet over.
”Patienterne dør for øjnene af os, fordi vi ikke har noget at behandle dem med,” lyder det fra en demonstrant, der er medlem af Swaziland Democratic Nurse Union (SDNU). Demonstranten fortæller til Global Aktion, at det eneste de har at uddele, er paracetamol. Diabetes og HIV, som er udbredt i Swaziland men også nemt at medicinere sig ud af, findes der ikke medicinering til.
En fredelig demonstration
Omringet af politi dansede og sang demonstranter klædt i rødt sig vej til sundhedsministeriet i Mbabane for at overlevere en skriftlig bøn til sundhedsministeren. Landets sygeplejersker føler sig svigtede og oversete i regeringens fordeling af skattepengene. Der er mangel på sygeplejersker, medicin, mad, uniformer og andre materialer, der kræves for at kunne udføre arbejdet som sygeplejerske i Swaziland. “Det er blevet umuligt at udføre sit arbejde,” udtaler en demonstrant i afmagt.
I en tale til sundhedsministeren ytrede en talskvinde for SDNU, at landets borgere har ret til offentlige ydelser – det er statens pligt. Sygeplejerskeforbundet kræver forhandling med sundhedsministeriet og vil blive ved med at demonstrere, indtil deres krav bliver mødt.
“Kong Mswati, nok er nok”
Swaziland har i dag absolut monarki – Afrikas eneste af slagsen. Landet styres af kong Mswati III, der udøver enevældig magt over alle sektorer i landet.
Ikke kun blandt sygeplejerskerne men også andre steder samfundet, særligt i den bredere arbejderbevægelse, studenterbevægelsen, kvindebevægelsen og demokratibevægelsen er det tydeligt, at folket ønsker en anden retning for Swaziland. Dette var tydeligt, når man tager disse grupperingers stærke fremmøde under dagens demonstration i betragtning.
Politiet, der arbejder under kongen, forsøger løbende at besværliggøre retten til at forsamle og ytre sig. Selvom betjentene til at starte med forsøgte at blokere vejen for demonstranterne, forløb dagens demonstration dog fredeligt, og der var smil at finde på betjentenes læber – et tegn på, at mange ansatte i politiet er enige i demonstrationens formål, udtaler medlem af demokratibevægelsen i Swaziland.
Modsvar fra ministeriet
Tilbage foran sundhedsministeriet udtrykte en frustreret sygeplejerske: “Når man arbejder med liv, er det svært at forsvare strejke og demonstration i arbejdstiden, men hvad skal vi gøre uden medicin?”
En repræsentant for sundhedsministeriet stod klar til at besvare spørgsmålet foran sundhedsministeriet, men der var intet nyt under solen. Beskeden til demonstranterne var, at landet står i en økonomisk krise, og at sygeplejerskerne hellere skulle passe deres arbejde end at gå på gaden. Sygeplejerskerne og resten af Swazilands befolkning må altså fortsat væbne sig med tålmodighed.
Array