Historisk overblik
Afrikas sidste koloni: Saharawiernes kamp for selvstændighed
Saharawierne, Vestsaharas oprindelige befolkning, har kæmpet for rettigheder og selvbestemmelse i over fire årtier. Siden 1975 har landet været illegalt besat af det marokkanske kongedømme
Vestsahara er Afrikas sidste koloni. Gennem de seneste mere end hundrede år har landet været besat, først af Spanien og nu af Marokko, som nægter at rette sig efter FN’s henstillinger om, at Vestsahara skal afkoloniseres og lokalbefolkningens ret til selvbestemmelse respekteres. Vestsaharas befolkning, Saharawierne, er i 25 år af FN’s sikkerhedsråd blevet lovet en folkeafstemning om landets fremtid. Deres ønske er endnu ikke blevet imødekommet. Store dele af saharawierne er efter 40 år stadig bosat i flygtningelejre, og de tilbageværende lever under et hårdt menneskerettighedskrænkende styre.
Fra spansk til marokkansk koloni
Vestsahara var indtil 1975 en koloni under spansk administration, ved navn Spansk Sahara. Marokko overtog kontrollen over Vestsahara i 1975. FN havde allerede omkring 15 år forinden givet Vestsahara officiel status som et ikke-selvstyrende område, og var begyndt at lægge pres på verdens kolonimagter for at afkolonisere og give de ikke-selvstyrende lande selvstændighed. Naboerne Marokko og Mauretanien gjorde dog krav på landet og erklærede, at Vestsahara oprindeligt i det før-koloniale Afrika var en del af deres land. Marokko tog spørgsmålet op i Den Internationale Domstol (ICJ) i 1975, men tabte sagen. Der fandtes intet juridisk grundlag for, at Marokko havde en særlig tilknytning til området, lød det, og domstolen lagde vægt på lokalbefolkningens ret til selvbestemmelse. Til trods for dette arrangerede Marokko den såkaldte ’grønne march’, hvor 350.000 civile marokkanere med militær beskyttelse krydsede grænsen til Vestsahara. Dette var begyndelsen på invasionen. Marokko invaderede fra nord, Mauretanien fra syd. Hvor Spanien lod stå stil, kæmpede saharawierne repræsenteret af deres befrielsesfront, Polisario, tilbage. Særligt Marokkos militære invasion var brutal, byer blev bombet med fosfor og napalm, og mange saharawier flygtede til Algeriet, hvor de i dag bor i store flygtningelejre. Madridaftalen i 1976 markerede den officielle afslutning på Spaniens kolonisering af Vestsahara, og Marokko og Mauretanien overtog de facto administrationen af landet. I syd lykkedes det dog Polisario at kæmpe Mauretanien tilbage, dog hurtigt efter overtog Marokko de nyligt befriede områder. Mauretanien har senere opgivet deres krav på Vestsahara og har endda indrømmet at invasionen var forkert. Siden invasionen har Marokko været den de-facto administrerende magt i langt størstedelen af Vestsahara.
Ørkenstaten
Støttet af Algeriet kæmpede saharawierne og Polisario en blodig guerillakrig I 16 år. Algeriet var en af de første stater til at støtte saharawiernes ret til selvbestemmelse. Algeriet og naboen Marokko har længe haft stridigheder, men Vestsahara-spørgsmålet har intensiveret uoverensstemmelserne. Under krigen flygtede omkring halvdelen af Saharawierne til flygtningelejre i den algierske ørken, tæt på den nordøstlige grænse til Vestsahara. Her, midt i ørkenen, skabte saharawierne the Saharawi Arabic Democratic Republic (SADR). Det lykkedes kun Polisario at fastholde kontrol over den østligste del af Vestsahara, et ufrugtbar og stort set ubeboet stribe ørken. Til gengæld oprettede de SADR som en eksil stat i flygtningelejrene. SADR er anerkendt af mere end 80 stater verden over, og FN anerkender Polisario som saharawiernes legitime repræsentant. SADR er en del af den Afrikanske Union, deres optagelse resulterede i at Marokko forlod unionen i protest.
I 1980 splittede Marokko de besatte territorier med det Polisario kontrollerede område, med en 2.000 km lang sandvold. Volden er tæt mineret og kontrolleres af marokkansk militær personel. Volden er med til at sikre at de mange flygtninge ikke kan vende tilbage til deres hjemland. Siden invasionen har en stor del af saharawierne, i mere end fire generationer, levet i flygtningelejrene. Volden er i dag, på samme måde som muren i Palæstina, et symbol på den ulovlige besættelse og de uretfærdigheder, som saharawierne må udholde.
Brudte løfter
Året 1991 markerede et vendepunkt i konflikten. FN forhandlede en våbenhvile på plads og lovede at arrangere en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid. FN’s sikkerhedsråd oprettede MINURSO (FN’s styrke for afholdelsen af en folkeafstemning i Vestsahara), som skulle overvåge våbenhvilen samt planlægge folkeafstemningen. Nu, 25 år efter, har saharawierne endnu ikke fået mulighed for at stemme om deres fremtid. Marokko vil kun godkende en afstemning om øget selvbestemmelse eller integration i det marokkanske kongedømme, men ikke om selvstændighed. Samtidig er der uenighed om hvem der er stemmeberettiget. Det handler både om saharawierne, som bor i flygtningelejre i Algeriet, men også om de marokkanske militære styrker, der er bosat i Vestsahara. Polisario er gået med til at give civile marokkanere bosat i Vestsahara stemmeret. I mellemtiden bibeholder Marokko de facto administrationen af det ikke-selvstyrende område, selvom Marokko ikke af FN er anerkendt som den egentlige administrative magt.
Vestsahara i dag
Marokkos besættelse af Vestsahara er i strid med international humanitær lov. Den oprindelig befolkning har hverken presse- eller forsamlingsfrihed, og marokkansk politi og militær slår hårdt ned på politisk modstand. Tortur og uretmæssige fængslinger forekommer jævnligt, og overvågning af politisk aktivitet er hverdagskost. Civile politiske aktivister kommer for militærdomstole og bliver dømt efter militærlove. Både Amnesty International og Freedom House rangerer Vestsahara blandt de af verdens lande med dårligst adgang til borger- og politiske rettigheder. I tillæg er MINURSO den eneste tilbageværende FN-styrke uden et mandat til at overvåge brud på menneskerettighederne.
Marokko er rig på naturressourcer som fosfat, fisk og muligvis olie. Dette gør Marokkos besættelse til en rentabel forretning og ressourcerne bliver udnyttet kontinuerligt. EU har indgået handelsaftaler med Marokko, der dækker Vestsaharas ressourcer, uden om saharawiernes samtykke. Det internationale samfund yder ikke Vestsahara megen hjælp. Frankrig og USA har nationale interesser i Marokko, hvilket betyder, at landene gang på gang benytter vetoretten i FN’s sikkerhedsråd til at afholde FN fra at lægge pres på Marokko. Udbytningen af Vestsaharas naturressourcer har også betydning, idet den gør Marokko til en attraktiv handelspartner. Danske banker og pensionsselskaber har også en aktie i den ulovlige besættelse. Afrika Kontakt påviser i en ny rapport, at flere danske pengeinstitutter investerer i firmaer, der i samarbejde med Marokko udnytter naturressourcer, som er udvundet i Vestsahara uden saharawiernes samtykke.
I det sidste år er situationen intensiveret. I marts 2016 besøgte FN’s generalsekretær Ban-Ki Moon flygtningelejren i Tindouf, Algeriet, her kaldte Ban-Ki Moon den Marokkanske tilstedeværelse for en besættelse. Marokko reagerede ved at udvise civilt ansatte og lukke et militært kontor tilknyttet MINURSO. Tirsdag d.31 maj 2016 døde leder og medstifter Mohamed Abdelaziz efter lang tids sygdom, og blev erstattet af en anden medstifter – Brahim Ghali. D. 16 august 2016 brød Marokko våbenhvilen ved at lade militært personel passere ind i den sydlige buffer zone mellem de besatte og frigjorte områder. Indtil videre har Polisario dog ikke gengældt handlingen militært.
Nye handelsaftaler på trods af afgørelser fra EU domstolen
EU indgår i 2019 to nye handelsaftaler med Marokko der omfatter det af Marokko besatte Vestsahara. Dette sker selv om EU domstolen af flere omgange, senest i foråret 2019, har slået fast at Vestsahara ikke er en del af Marokko, og derfor ikke kunne være en del af en aftale mellem EU og Marokko. Polisario gik i juni 2918 til EU domstolen for at få de nye aftaler underkendt. Polisario havde modsat sig aftalerne fra starten.
FN’s mæler: Köhler har forladt sin post
FNs særlige udsending for Vestsahara er trådt tilbage – angiveligt af helbredsmæssige grunde. Men der kan også være andre årsager. For Polisario er det en stor skuffelse, at Horst Kohler, FN’s generalsekretærs personlige udsending til Vestsahara, fratræder sin stilling efter kun halvandet år på posten.
Array
