Analyse
Danmarks udviklingsstrategi prioriterer dansk erhvervsliv
Danmarks nye udviklingsstrategi fra 2017 præsenter store visioner for verden. FN’s Verdensmål skal følges, og ingen skal lades i stikken. Men strategien tænker hovedsageligt udvikling som en forretning frem for en indsats til gavn for verdens fattige
Da den danske regering i januar 2017 lancerede en ny strategi for Danmarks udviklingsarbejde – “Verden 2030” – blev den ifølge en artikel i Globalnyt mødt med ros fra det danske civilsamfund. Blandt andet blev strategien lovprist for at anerkende civilsamfundets rolle i udviklingsindsatsen. Kigger man nærmere på strategien, ser man dog, at en anden spiller fremhæves som helt central: det danske erhvervsliv. Det har helt afgørende betydning for, hvordan man i strategien tænker udvikling.
Mens det ikke kan komme bag på nogen, at strategien blev modtaget med kyshånd af erhvervslivet, kan det undre, at det danske civilsamfund ikke råbte vagt i gevær. Strategien understreger, at udvikling skal ske i samarbejde med den private sektor og tjene danske sikkerhedsmæssige og økonomiske interesser. Udvikling skal altså være en forretning til gavn for det allerede rige Danmark.
Danmark i første række
For hvad er det egentlig for en type udvikling, strategien præsenterer? Først og fremmest er det en udvikling, der har til formål at sikre danske interesser. Som det står i strategien, skal den danske udviklingsindsats være ” (…) drevet af at fremme danske udenrigs- og indenrigspolitiske interesser (…) ”. Blandt andet skal udviklingsindsatsen sørge for at mindske antallet af flygtninge og migranter, som søger mod Danmark – ikke for flygtninges skyld, men for “vores egen sikkerhed”.
Det gennemgående fokus på danske egeninteresser skinner tydeligt igennem, hvis vi kaster et blik på de fire strategiske pejlemærker, som dansk udviklingspolitik skal orientere sig imod:
1)Sikkerhed og udvikling – Fred, stabilitet og beskyttelse, 2) Migration og Udvikling, 3) Inklusiv, bæredygtig vækst og udvikling og 4) Frihed og udvikling – demokrati, menneskerettigheder og ligestilling.
Som det første peljemærke beskriver, er sikkerhed i fokus. Strategien forklarer: “det handler også om vores egen sikkerhed”. Det primære formål er her at “investere i fred” i områder tæt på Europa for at forebygge konflikt og mindske antallet af flygtninge.
I forhold til flygtninge og migration vil man arbejde mere intenst på at hjemsende migranter – og belønne de lande, der tager imod dem. Som pejlemærke tre indikerer, skal Danmark “investere i inklusiv bæredygtig vækst og udvikling” med økonomisk frihed for den enkelte. Udviklingsbistanden ses altså her som en investering, der skal skabe de nødvendige rammer for, at den danske privat sektor kan tjene penge på udviklingslande:
Vækst i udviklingslande åbner nye markeds- og investeringsmuligheder for dansk erhvervsliv og danske investorer (s. 25)
Der er selvfølgelig også mange områder i strategien, hvor vigtige initiativer og prioriteter fremhæves, som vi alle kan bakke op om. Men vi bliver stadig nødt til at se på konteksten, hvori de gode initativer er præsenteret. Danmark vil med pejlemærke fire arbejde på at fremme værdier såsom menneskerettigheder, demokrati og ligestilling. Det tegner godt, og man fristes til at tro, at danske interesser ikke er omdrejningspunktet for indsatsen. Det er dog ikke alene tilfældet, for: “Disse rammebetingelser er afgørende for at udvikle den private sektor og fremme økonomisk frihed, langsigtet bæredygtig vækst og udvikling”.
Altså er målet med menneskerettigheder og demokrati i sidste ende også forbundet med målet om at skabe vækst og grobund for danske investeringer. Danske egeninteresser er i centrum for strategien.
Vækst og frihandel som vejen frem
Man skal ikke bruge mange minutter på at skimme strategiens indledning for at opfange, at der er tale om et neoliberalt projekt. Strategien understreger, at udvikling skal og bør være markedsdrevet:
Markedsdrevet økonomisk vækst og større frihed til det enkelte menneske går hånd i hånd (s. 1)
Det bliver slået fast at markedsdrevet økonomisk vækst skal være den største drivkraft, endda “Med verdensmålene som afsæt”. Strategien fremhæver, at udviklingslande generelt har et stort potentiale for markedsdrevet økonomisk vækst og frihandel – et potentiale, udviklingsbistanden skal hjælpe med at realisere. Ligeledes får man indtrykket af, at FN’s Verdensmål mere ses som et middel frem for et mål i sig selv:
Verdensmålene ses som muligheder for at udvide feltet for kommercielle bæredygtige investeringer i udviklingslandene (s. 29)
På den måde er udviklingsbistanden en investering, der kan give Danmark en bid af potentielle nye markeder i udviklingslande. Udviklingslande skal med andre ord fortsat være en indtægtskilde for de velstående lande: ”Gennem sådanne investeringer i udvikling bliver det muligt at udnytte den positive effekt det har på økonomisk produktivitet”.
Private investeringer, mål om ”væsentlige afkast” til danske virksomheder og økonomisk vækst er i centrum i strategien. Det skinner også igennem, når man ser på sprogbruget. Eksempelvis nævnes ”vækst” 75 gange, ”handel” og “frihandel” 32 gange, ”ressource” 20 gange og ikke mindst ”investering”, som er at finde hele 26 steder i den 36 sider lange strategi. Økonomisk vækstlogik gennemsyrer strategien, og man fristes til at kalde den for en investeringsstrategi.
Private partnerskaber med civilsamfundsorganisationer som påhæng
Den helt centrale partner i denne forretningsorienterede udviklingsstrategi er den private sektor. Faktisk er et af hovedformålene med bistanden at agere igangsætter for private investeringer gennem civilsamfundets arbejde . Civilsamfundsorganisationer forventes at arbejde tæt sammen med den private sektor. De skal være partnere for erhvervslivet og hjælpe med at fremme ”bæredygtige private investeringer”.
Aktører i den private sektor præsenteres som dem, der skaber fremskridt for verdens fattige frem for civilsamfundsorganisationer og stater – de skal blot opfordres til det. Det gør man ved at lade udviklingsbistanden tage sig af de mere profitmæssigt risikable projekter, og så ellers herfra overlade udviklingslande til private virksomheder. Man kan frygte, at udviklingsbistanden og organisationer, der har arbejdet aktivt med den i årevis, bliver påhæng for erhvervslivets markedsfremstød.
Udvikling skal ikke være en forretning
Det fremstår tydeligt at Danmarks udviklingsstrategi først og fremmest anser udvikling som en forretning, der skal tjene danske og private interesser gennem markedsdrevet økonomisk vækst. Og her er udviklingslande et marked, staten og virksomheder ønsker adgang til. Udviklingsbistandens primære rolle bliver at genere overskud frem for at sikre basale ydelser og rettigheder i fattige lokalsamfund. Men hvad med de lokale stemmer? Hvad med de afrikanske borgere, som har lidt og stadig lider under den rige verdens udvinding af deres ressourcer?
Hos Afrika Kontakt ønsker vi at gøre op med ideen om udvikling som en forretning, der skal skabe afkast for staten og store virksomheder. Vi mener, at det først og fremmest er verdens fattige, der skal have gavn af udviklingsbistanden – og derfor bør lokalsamfund respekteres og lyttes til. Det er det, det bør være i fokus i den danske udviklingsstrategi. For hvis områder som sundhed, uddannelse og vand bliver en vare, man skal tjene penge på, så vil der også være nogle, der ikke kan betale. Og hvem skal agere den kritiske stemme, hvis civilsamfundet hænges op på at assistere virksomheder med “bæredygtige investeringer”?
Hvis målet virkelig er at udrydde global fattigdom, er en markedsdrevet økonomisk vækst ikke svaret. Når det kommer til stykket, vil social retfærdighed, omfordeling og mere demokratisk forvaltning og beskyttelse af fælles ressourcer ofte stå i kontrast til de højeste afkast for danske investorer og virksomheder. Der er et behov for, at vi som civilsamfundsorganisationer stiller os selv spørgsmålet: Hvem gavner denne udvikling? Det gør vi i Afrika Kontakt, og vi opfordrer andre organisationer til at gøre det samme.
Link: Læs den danske udviklingsstrategi her
Array
