Analyse
To år med de nye Verdensmål – Neoliberal udvikling?
To år efter lanceringen af Verdensmålene, er der grund til at se på, hvilke fremskridt Verdensmålene har bragt med sig, og hvilken vej der er lagt for den globale udvikling
Da FN lancerede de nye verdensmål for bæredygtig udvikling i september 2015 vakte det meget debat. Nogle roste de nye mål til skyerne for at være socialt inkluderende og transformative, mens andre udsatte dem for skarp kritik. Siden da har støvet lagt sig, og et hovedsageligt positivt syn på de globale mål har holdt ved. Nu, to år efter lanceringen, er der grund til at se på hvilke fremskridt verdensmålene har bragt, hvilken vej der er lagt for den globale udvikling og om der er grund til den megen optimisme[1] [2] [3].
Verdensmålene er det store fælles kompas for globale udviklingseksperter. Sammen med de 169 delmål og 230 indikatorer er de blevet omfavnet af alle FNs medlemslande som en politisk dagsorden med ambitioner om at forandre verden inden 2030.
De tidligere Millenium development Goals (udviklingsmål i forbindelse med årtusindskiftet) blegner i sammenligning med de nye mål. De nye verdensmål omfatter også presserende udfordringer såsom klimaforandringer, ligestilling mellem kønnene og byudvikling. Men mellem revnerne i den globale hype og de begejstrede overskrifter kan man alligevel skimte den sande etos bag udviklingsmålene.
Verdensmålene styrer i praksis den globale udvikling i en retning, som forstærker og udbreder den neoliberale dominans – den markedsfundamentalistiske ideologi, som netop er den grundlæggende årsag til de problemer, målene er designet til at løse. Denne artikel forsøger at analysere de mange dimensioner af verdensmålene og dagsordenen bag dem.
Politisk styring af Verdensmålene
Verdensmålene er så omfattende at det kan se ud som en umulig opgave at styre iværksættelsen af dem. Denne opgave er dog beskrevet i mål nummer sytten, der søger at: ”styrke midlerne til implementering og at revitalisere det globale partnerskab for bæredygtig udvikling”. Dette mål beskriver en tilgang med partnerskaber etableret over en række sektorer med mange interessenter. Eksempelvis kan partnerskaber facilitere ”samarbejde mellem stater, erhvervsliv og andre aktører fra den private sektor, civilsamfund og/eller FN og andre multilaterale institutioner til at løse udfordringer” [4].
Dette tilsyneladende harmløse og demokratiske initiativ opfordrer virksomheder til at indtage frontlinjen af udviklingsdagsordnen. Verdensmål nummer seks om vand og sanitet er et godt eksempel på en virksomhedsdrevet dagsorden.
De potentielle konsekvenser af dette mål er blevet understreget i et brev til FN fra den Globale Water Justice bevægelse. Brevet udtrykker bekymring over det panel, der er valgt af Verdensbanken til at arbejde mod målet såvel som den private finansiering til at opnå målet. Det beskriver hvordan den private sektor ikke står til ansvar for deres handlinger i modsætning til den offentlige sektor. Den private vand-industri bærer ikke noget juridisk ansvar for at sikre borgerne adgang til rent vand og sanitet.
Den globale Water Justice bevægelse peger også på, som Verdensbanken tidligere har konkluderet[6], at der er naturlige grænser for hvilke infrastruktur-ydelser de private aktører kan finansiere. De lokale regeringer har brug for offentlige midler til at finansiere disse ydelser. Alligevel fortsætter Verdensbanken med at fastholde den samme model: vand til dem, der kan betale. Vand og sanitet bliver reduceret til en vare, der skal tjenes penge på, ikke en rettighed.
Arbejdet og ansvaret for gennemførelsen af verdensmålene følger en retning, der er skabt af Global Redesign Initiative[7], som blev foreslået af World Economic Forum i Davos i 2012. Harris Gleckman, der er senior fellow ved University of Massachusetts, beskriver det sådan her:
”Initiativet er det mest sammenhængende forslag til et post-nationalstats styringssystem. Hovedpræmissen er, at internationale aftaler skal erstattes af et system med flere interessenter, hvilket for World Economic Forum hovedsageligt er centreret omkring virksomheder” [8].
Global Redesign Initiative har presset på for en dagsorden, der søger at transformere FN til et offentlig-privat partnerskab med institutioner, der agerer på lige fod med medlemsstaterne og som promoverer markedsbaserede værdier med finansielle bidrag.
Denne trend indeholder en række faldgruber, som Fiona Dove, direktør for den hollandske research institution, Transnational Institute (TNI), fremhæver: ”Det er bekymrende, fordi det underminerer FN’s indflydelse. Vi får mennesker med en meget bestemt forståelse af, hvad der anses for succes, og dermed hvorvidt verdensmålene er opfyldt eller ej. Når virksomheder tager styringen i processen, er der god grund til bekymring. De forsøger at få det til at fremstå demokratisk, hvilket det ikke er”.
Modellen med private-offentlige partnerskaber underminerer muligheden for at holde aktørerne ansvarlige for deres handlinger og for at opfylde samfundets behov. Den repræsenterer ikke flertallets behov, men tjener en privilegeret minoritets interesser og en neoliberal verdensorden.
Finansieringen af Verdensmålene
Udviklingsbistand og gældsættelse var den primære kilde til finansiering for de tidligere millennium mål. Med Verdensmålene og deres store rækkevidde og tårnhøje ambitioner er der behov for estimeret 3 tusind milliarder dollars om året for at de kan gennemføres[9]. For at imødekomme denne finansielle udfordring, besluttede folkene bag[10] at etablere offentlig-private partnerskaber og anvende disse til at finansiere Verdensmålene.
Som konsekvens heraf er målene blevet en magnet for private investeringer. Arkitekterne bag finansieringsdelen har også bekræftet deres intentioner om at promovere private investeringer[11] ”En signifikant andel – forventelig mere end 50% af finansieringen kan og bør blive mobiliseret via den private sektor”
Ligeledes tror man på at regeringer skal reorganisere deres eksisterende strategier for at tiltrække private investeringer. Den danske udviklingsstrategi ”Verden 2030” er et klart udtryk for denne udvikling. Man anslår[12] at finansiering fra udviklingsfinansieringsinstitutioner, fokuseret på den private sektor, er vokset fra 10 milliarder dollars i 2000 til næsten 70 milliarder dollars i 2014. Dette store skift har alvorlige konsekvenser for implementeringen af verdensmålene og for omstruktureringen af udviklingsindustrien og -bistanden.
At afgive finansielt ansvar og magt til den private sektor kan betyde, at den offentlige sektor lider tab, når det kommer til at opfylde presserende nationale eller regionale behov. Det gør det også muligt for den private sektor at sætte sig yderligere på udviklingen. Denne trend udløser endnu en risiko: Fordi den private sektor nu står ved roret, er den private sektor også parat til at gennemføre sine egne idéer om, hvad udvikling er. Deres idéer vil ændre det ansvarligheds-princip, der eksisterer mellem det Globale Nord og det Globale Syd.
Ifølge Fiona Dove river de nye finansierings-mekanismer tæppet væk under det tidligere princip, hvor det Globale Nord blev holdt ansvarlig for at hjælpe det Globale Syd af historiske grunde. Lande i det Globale Syd vil nu blive tvunget til at acceptere private investeringer fra det Globale Nord.
Det er værd at undersøge, hvad private investeringer primært fokuserer på, og hvilke implikationer, det har for udvikling. Det er blevet påvist[13], at finansiering fra den private sektor mest af alt fokuserer på mega-projekter inden for minedrift, energi, transport, vand og kommunikation. I øvrigt prioriterede Verdensbanken mellem 2009 og 2013[14] investeringer i den finansielle sektor over alle andre former for investeringer. Disse investeringer udgjorde dermed 50 procent mere end investeringer i sundhedssektoren og tre gange så meget som investeringer i uddannelse.
Konsekvenserne af denne negative tendens afspejles i revisionen[15] af projekter udført af Verdensbankens privatsektorafdeling, International Finance Corporation (IFC), mellem 2000 og 2010. Det viste sig, at kun 13 procent af projekterne havde gavnet de fattigste. Privatfinansiering i sin nuværende form har ikke kun en lille indvirkning på udvikling – det kan også ødelægge lokalsamfund.
Undersøgelser foretaget af organisationen Inclusive Development International har vist sammenhængen[16] mellem IFCs investeringer og tvangsforflyttelser, den økonomiske fordrivelse af titusindvis af mennesker, miljøforurening, børnearbejde, børnesoldater, land-grabbing og endda drab på aktivister.
Derfor er der brug for mere kontrol og justering af den private sektors finansiering af og indflydelse på verdensmålene. Hvis man ikke gør det, vil det opmuntre til opportunistisk profitakkumulering forklædt som udvikling på bekostning af dem, der har allermest brug for faktisk udvikling.
FNs indflydelse bliver undermineret… Med virksomheder i førersædet, er der god grund til bekymring. De prøver at forklæde deres virksomhed som noget demokratisk, hvilket det ikke er
Fiona Dove, Executive Director, Transnational Institute.
Indikatorer for verdensmålene
De såkaldte indikatorer for verdensmålene er blevet hyldet som det perfekte redskab til at holde øje med, om de idealer, verdensmålene promoverer, bliver opnået. I teorien skal 230 af disse indikatorer kunne måle opfyldelsen af hvert mål. Man har dog fundet ud af, at den foreslåede ramme er mangelfuld i forhold til landedækning, metoder og opdateringer. Hvis disse kriterier anvendes, kan kun 39 indikatorer leve op til alle tre standarder.
Derudover indkapsler verdensmålenes indikatorer den neoliberale verdensorden, som især bliver tydelig i de styrings- og finansieringselementer, der blev fremhævet ovenfor. Eksempelvis refererer verdensmål nummer ti til den neoliberale drejebog, når det kommer til at reducere ulighed nationalt og internationalt. Dette mål foreslår, at omfordeling af ressourcer via frihandel skaber lige vilkår for de mindst udviklede lande og omfatter frihandelsindsatser i et af sine delmål[17]: ”Indfør princippet om særlig og differentieret behandling af udviklingslande, især de mindst udviklede lande, i overensstemmelse med Verdenshandelsorganisationens aftaler”.
Denne forståelse stemmer overens med en anden handelspromoverende mekanisme beskrevet i verdensmål nummer sytten, der handler om fornyelse af globale partnerskaber for bæredygtig udvikling, som sigter på at forøge eksporten fra udviklingslande (Delmål 17.11). Ingen af disse foranstaltninger tager hensyn til asymmetrien i det globale økonomiske system, hvor udviklingslande holdes tavse af det mere magtfulde Globale Nord.
Ikke nok med, at indikatorerne ikke afspejler de juridiske og institutionelle reformer, der er behov for, hvis man vil have langsigtet bæredygtig forandring. De skaber også barrierer for, at en sådan forandring kan blive til virkelighed.
Global Policy Watch har dokumenteret[19], hvordan krav om strukturel forandring er blevet forpurret eller trukket tilbage under forhandlinger. For eksempel under verdensmål 10.5, som handler om forbedring af regulering og monitorering af globale finansielle markeder. Her anbefaler den foreslåede indikator en vedtagelse af en global skat på finansielle transaktioner (Tobin-skat). I teorien skulle en Tobin-skat skabe indtægter for regeringer og værne om finansiel stabilitet. I stedet er indikatorens forudsætning blevet ændret til “finansielle sundheds-indikatorer”, som blev udviklet af den Internationale Valutafond (IMF). Dette er langt fra ideen bag Tobin-skat.
En anden illustration af, hvordan verdensmålenes indikatorer er skævvredet til fordel for virksomheders magt, er eliminationen af skatter betalt af multinationale virksomheder til værtslande. Denne indikator var designet til verdensmål 17.3 (mobilisering af ekstra finansielle ressourcer til udviklingslande), men blev fjernet fra den endelige tekst.
De dynamikker, der præsenteres i styringen og finansieringen af verdensmålene, såvel som i indikatorerne, understreger opfattelsen af, at international udvikling er blevet kapret af neoliberal teori. Det illustrerer en fundamental omstrukturering af udviklingsmekanismer og magtdynamikker i verdensmålene.
Da dette er til fordel for private aktører, bliver udvikling til en énvejsproces med meget lidt plads til at imødekomme kravene til demokrati, ansvarlighed og retfærdighed.
Ved at fjerne alle diskussioner om magt fra deres dagsorden, kommer verdensmålene til at forstærke status quo for sociale og politiske relationer. To år efter deres officielle indførelse i 2015, kan man spørge sig selv: forandrer verdensmålene verden? Det gør de helt bestemt. Spørgsmålet er, hvem der får noget ud af denne forandring.
Denne analyse er bearbejdet og oversat fra en engelsk artikel skrevet af Katerina Gladkova og udgivet af hollandske Transnational Institute (TNI). Du kan læse originalen her.
Kilder
[1] https://www.theguardian.com/global-development-professionals-network/2015/sep/26/7-reasons-sdgs-will-be-better-than-the-mdgs
[2] https://www.economist.com/news/leaders/21647286-proposed-sustainable-development-goals-would-be-worse-useless-169-commandments
[3] http://www.thebrokeronline.eu/Blogs/Post-2015-shaping-a-global-agenda/The-discursive-deadlock-of-sustainability-policy
[4] https://sustainabledevelopment.un.org/index.php?page=view&type=400&nr=1738&menu=1515
[6] https://elibrary.worldbank.org/doi/abs/10.1596/1813-9450-4045
[7] https://www.umb.edu/cgs/research/global_redesign_initiative
[8] https://www.youtube.com/watch?v=kJFM_UsqXf4
[9] http://www.reuters.com/article/us-development-goals-finance/who-funds-the-trillion-dollar-plan-of-the-u-n-s-new-global-goals-idUSKCN0RQ0RD20150926
[10] https://www.jacobinmag.com/2015/08/global-poverty-climate-change-sdgs/
[11] http://www.sustainablegoals.org.uk/funding-the-sdgs/
[12] http://www.civicus.org/documents/reports-and-publications/SOCS/2017/essays/the-private-sector-in-development-new-challenges-for-human-rights-and-civil-society.pdf
[13] http://www.civicus.org/documents/reports-and-publications/SOCS/2017/essays/the-private-sector-in-development-new-challenges-for-human-rights-and-civil-society.pdf
[14] http://www.brettonwoodsproject.org/2014/04/follow-the-money/
[15] http://ieg.worldbankgroup.org/mar/assessing-ifcs-poverty-focus-and-results-0
[16] http://www.inclusivedevelopment.net/what/campaigns/outsourcing-development/
[17] https://sustainabledevelopment.un.org/sdg10
[19] https://www.globalpolicywatch.org/blog/2016/03/18/2030-agenda-sdgs-indicator/
