Mineindustri i Swaziland
Bønderne kæmper for deres jord
Bønderne nær kulminen Maloma Colleries, ejet af ANC’s investeringsfond og Swazilands konge, kæmper ved en folkedomstol imod forgiftning og tyveri af deres jord. Det er en hård kamp, for kongefamilien har store forretningsinteresser i mineindustrien
I august 2016 fremlagde aktivister, arbejdere og bønder i Swaziland, beviser for at den ANC-ejede Maloma-mines forgiftning og jordtyveri. Beviserne blev fremlagt for Southern Africa Permanent Peoples’ Tribunal on Transnational Corporations, en folkedomstol der skal kunne give berørte lokalsamfund mulighed for at få deres sagt hørt. Anden del af høringen holdes i maj måned.
De to lokalsamfund i Swaziland, Lubulini og Lavumisa, fremførte beviser for hvordan deres liv var blevet påvirket negativt af Maloma Colleries. Det var første gang offentligheden havde hørt deres historie. Ikke kun den lokale offentlighed, men også regionalt og internationalt.
Maloma Colleries ligger i Lumumba-regionen af Swaziland. Det er en kulmine, ejet af ANC’s investeringsselskab Chancellor House og Tiboyo TakaNgwane, en investeringsfond styret af Swazilands kong Mswati III. Minen blev opkøbt fra Xstrata, det nuværende Glencore Xstrata, i 2013.
Det krævede med garanti et stort mod af de lokale bønder, at fortælle om konsekvenserne af minedriften. Swazilands enevældige monarki er berygtet for sin undertrykkelse af ytringsfriheden, og for at straffe alle der taler dårligt om monarkiet og landets regering. Med deres vidnesbyrd kritiserede bønderne direkte monarkiets interesser.
Forgiftet vand og jord
Hvis man lavede en liste over mulige misbrug begået af mineselskaber eller miner, ville Maloma Colleries være skyldig i de fleste af de overtrædelser man kunne tænke sig. Mineselskabet har forårsaget uoprettelige miljøskader, jævnet huse i lokalområdet med jorden og forvist beboerne, bestukket lederne af lokalsamfundet og stoppet strejker for ordentlige lønninger med vold og magt.
Det billige kul er ikke blot skid for miljøet og klimaet. Det har massive omkostninger for både lokalbefolkningen i lokalområderne og de ansatte minearbejdere. Minedriften har både ført til tvangsforflyttelser, hvor familiers hjem er jævnet med jorden og dertil har underjordiske sprængninger medført så store jordfaldshuller at hele bygninger er blevet opslugt og ødelagt.
Manglen på miljøreguleringer har desuden gjort at minedriften har forårsaget forgiftning af luften, vandet og jorden i lokalområdet, uden at mineejerne er blevet stillet til ansvar for deres handlinger. I en spiral af ødelæggelse har forgiftningen af jorden ødelagt den lokale vegetation, hvorved træer og buske er døde. Dette har skabt jorderosion og andre skader på naturen. Når vand og planter forgiftes dør også landbrugsdyrene og andet dyreliv.
Politivold mod strejkende minearbejdere
Swazilands regering nægter at registrere eller juridisk anerkende Amalgamated Trade Unions of Swaziland (ATUSWA), der organiserer arbejdere i Swazilands fabriksindustri, herunder mineindustrien. I november 2014 havde 270 minearbejdere et Marikana-lignende sammenstød med politiet, under en protest imod dårlige arbejdsforhold og lave lønninger (de tjener mellem 1000 og 1500 kroner om måneden).
Til forskel fra i Marikana i Sydafrika, hvor politiet skød og dræbte 41 strejkende minearbejdere, reddede minearbejderne i Swaziland sig i sikkerhed på en bakketop nær minen.
Det sydafrikanske fagforeningsforbund COSATU bad Chancellor House om, at presse Swazilands regering til at stoppe den voldelige reaktion imod de strejkende minearbejdere. De modtog dog intet svar på deres henvendelse. Lederne af landene i SADC regionen i det sydlige Afrika har heller ikke lagt pres på Swaziland, i forhold til Maloma-minen eller for generelt at få landet til at overholde menneskerettighederne.
Et undertrykkende regime
Politiske partier har været bandlyst i Swaziland siden 1973. Landets strenge terrorlovgivning og andre undertrykkende love gør, at politiet og retssystemet kan undertrykke og straffe al form for politisk afvigelse. Dette på trods af at ytringsfrihed og retten til at kritisere regeringen i princippet er grundfæstet i landets forfatning. I sidste ende tilsidesætter monarkiets interesser, inklusive monarkens forretningsinteresser, landets love. I en lov om minedrift og mineraler (Mines and Mineral Act 2011) står der eksempelvis, at de lovmæssige ejere af jorden skal kompenseres af mineejere for skader. Ingen af bønderne i nærheden af Maloma-minen har modtaget nogen kompensation for tyveriet af deres land eller de sundhedsmæssige skader, som minedriften har påført dem.
Kongen profiterer
Der er mange lignende problemer i forbindelse med minedriften i en række afrikanske lande og problemet med store mineselskabers miljøsvineri og ødelæggelse af lokalsamfund er desværre en alt for ofte set konsekvens af minedriften. Dog er Swaziland et specielt tilfælde da Kongefamilien ejer op imod 25 procent af aktierne i de fleste firmaer i landet, og kongen har tætte forbindelser med høvdinge og traditionelle ledere i mange af landets lokalsamfund. I sager hvor der er konflikter, afgøres de således mellem hans repræsentanter i firmaet og høvdingene. Dette gør det naturligvis svært for lokalsamfundene at udfordre kongens forretningsinteresser, selvom de multinationale firmaers ansvar står beskrevet i landets forfatning.
Relationer med kongen trumfer således regler og regulativer. Maloma har været operationel siden 2013, men fik eksempelvis først sin licens til at føre minedrift i august 2015. Dette blev løst ved at give licensen med tilbagegivende kraft til 2013, hvilket kunne lade sig gøre fordi mineselskabet havde de rigtige kontakter.
Skrevet af Alternative Information & Development Centre / Amandla! Magazine, december 2016
http://aidc.org.za/maloma-collieries-chancellor-house-tibiyo-takangwane/
Array