Dansk Landbrug
En moderne godsejerklasse med mafiametoder
Landbruget har i dag tilranet sig så meget magt, at det vækker minder om 1800-tallets godsejere. På samme måde som dengang bliver kritik også forfulgt og undertrykt
Jordejere og pengemænd. Magthavernes højlydte hvisken i øret. Konservative ind til benet og stik imod enhver form for kritik.
Det kunne være et bud på en beskrivelse af 1800-tallets godsejerklasse. Men beskrivelsen passer faktisk lige så godt til dansk landbrug i dag. For både når det gælder mængden af land og rigdom koncentreret på få hænder, og når det gælder den politiske kapital, som de ressourcer giver adgang til, minder de to situationer rigtig meget om hinanden. Men lad os starte med at se nærmere på, hvordan den magt konkret ser ud i dag.
Landbruget er Danmarks mest understøttede erhverv, og alligevel ekstremt forgældet. Det modtager årligt 15 milliarder skattekroner i direkte og indirekte støtte, hvilket er mere end alle andre danske erhverv tilsammen, alt i mens dets gæld er nået op på svimlende 285 milliarder kroner. Vi står i en situation, hvor en promille af befolkningen ejer halvdelen af landets samlede areal og samtidig får milliarder af staten til at fortsætte med at drive en underskudsforretning. Men de mange økonomiske midler bliver ikke brugt på ingenting; de har sikret landbrugets lobbyister og allierede indflydelse helt ind folketingspartierne, ministerkontorerne, og bestyrelserne i virksomheder, institutter og fagforeninger.
Vækker minder om 1800-tallets godsejere
Lignende så det ud i 1800-tallet, hvor dansk landbrug bestod af få magtfulde godsejere med en masse land og politisk indflydelse, og ved siden af dem i øvrigt adskillige fattige landarbejdere, der sommetider måtte flytte til udlandet af lutter økonomisk desperation. Godsejerne havde deres eget parti (først kaldet De Nationale Godsejere, senere Højre), som, hjulpet på vej af betydelig økonomisk støtte, sikrede dem regeringsmagten og særdeles gunstige vilkår, således at godsejernes store kapitalsummer i stigende grad afløste jord som deres formuegrundlag.
I dag har landbruget ikke kun en enorm magt over ét parti (Venstre), de har det over et flertal af partierne i Folketinget. Landbrugslobbyister skriver lovforslag, sidder i Det Økonomiske Råd og i Nationalbankens bestyrelse, og er usædvanligt stærkt repræsenteret i regeringen og Folketingets forskellige nævn og råd. Deres økonomiske magt er som nævnt også kolossal, hvilket har sikret dem indflydelse i flere samfundssektorer, end hvad 1800-tallets godsejere kunne prale af.
Forfølgelse af kritik
Spørger man Bæredygtigt Landbrug, er det tilsyneladende også 1800-tallets forhold, man ønsker.
Michael Svarer blev nemlig i kølvandet på offentliggørelsen af Michael Svarer-udvalgets arbejde med en CO2-afgift på landbruget inviteret ud til Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling, hvor han blev mødt af en masse vrede landmænd og truet med at blive klynget op. “Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved,” sagde landmand Holger Iversen til Michael Svarer. Efterfølgende diskuterede Bæredygtigt Landbrugs medlemmer at invitere Maria Reumert Gjerding (præsident for Danmarks Naturfredningsforening) til et sommergruppemøde, hvortil tidligere godsejer Jens Habroe sagde: “Jeg vil foreslå, at man holder mødet et sted, hvor der er en voldgrav med stejle kanter,” hvorefter salen brød ud i højlydt latter, og Jens Habroe blev udråbt som æresmedlem.
1800-tallets gunstige forhold for godsejere, 1800-tallets afstraffelsesmetoder for dissidenter.
Hvis man tror, at ovenstående eksempler blot er nogle få rådne æbler i en ellers saglig og hæderlig forening, kan man godt tro om. Der er utallige eksempler på Bæredygtigt Landbrugs direkte usmagelige metoder i forsøget på at lukke munden på kritik og faglighed. I 2017 forsøgte organisationen for eksempel at navngive ansatte i Miljø- og Fødevareministeriet ud i håbet om at få dem fyret, ligesom debattør Kjeld Hansens navn, bopæl, beskæftigelse og ejendomsværdi blev delt rundt blandt Bæredygtigt Landbrugs medlemmer med ordene “forfølg dem, der forfølger dig selv”, efter han havde vovet at udtale sig kritisk om landbruget. I 2019 forsøgte Bæredygtigt Landbrug at lukke munden på forsker Stiig Markager ved at angribe ham i medierne og lægge sag an mod ham, hvilket blev omtalt som et angreb på forskningsfriheden. Respekt for loven er der heller ikke meget af, hvilket eksempelvis kom til udtryk, da den tidligere formand for Bæredygtigt Landbrug åbent udtalte, at han ville bryde kvælstofsreglerne, der ellers skulle passe på vandmiljøet. Landets love ses tydeligvis stort på, når der er penge at tjene.
Der er på den måde ikke kun tale om en moderne godsejerklasse, men om en moderne godsejerklasse, der gør brug af mafiametoder for at beskytte sig selv.
I virkeligheden burde dansk landbrug slet ikke understøttes med så mange skattekroner, taget dens minimale rolle i dansk økonomi og dens gigantiske rolle i dansk CO2-udledning i betragtning. Kødafgiften burde også være væsentlig højere end Svarer-udvalgets særdeles moderate anbefaling, samtidig med at frugt, grøntsager og plantebaserede fødevarer burde blive momsfritagede. Udtagning af lavbundsjorde burde gå langt, langt hurtigere end i dag. Og generelt burde princippet om, at forureneren betaler, overholdes i dansk landbrug. Forureneren skal bestemt ikke betales for at stoppe sin forurening, som Bæredygtigt Landbrug ellers lægger op til. Men det er måske heller ikke overraskende, at en mafia-agtig organisation kræver beskyttelsespenge?
Array
