Frihandel er udemokratisk
Derfor er TTIP et angreb på demokratiet
Skal multinationale selskaber have lov til at bestemme over demokratiske beslutninger? Det vil blive realiteten, hvis EU-Kommissionen og de multinationale selskaber får deres vilje og TTIP vedtages.
Det mest kontroversielle element af TTIP-aftalen er den mekanisme, der på engelsk kaldes Investor-State Dispute Settlement eller ISDS.
ISDS-mekanismen gør det muligt for multinationale selskaber at lægge sag an mod et land, hvor de har foretaget investeringer. Virksomhederne kan kræve økonomisk erstatning fra landet, hvis der træffes en politisk beslutning, som begrænser deres forventede profit.
I praksis vil det betyde, at et multinationalt selskab kan sagsøge Danmark, hvis Folketinget træffer en demokratisk beslutning, der potentielt påvirker selskabets fremtidige indtjening.
Det kan måske lyde som en dårlig joke.
Men der er allerede talrige eksempler på sager i lande verden over, hvor ISDS-mekanismer i lignende aftaler er blevet brugt af multinationale selskaber til at angribe alt fra bedre miljølovgivning til sundhedspolitik og forsøg på at fremme arbejdstagerettigheder.
På denne måde er TTIP med til at angribe vores demokrati, da hensynet til de multinationale selskabers jagt på profit kommer til at vægte højere end landes ret til at opstille regler og love til gavn for mennesker og miljø.
Chill, just chill
Sagsomkostningerne ved at blive sagsøgt under ISDS-mekanismen er tårnhøje. I gennemsnit koster en sag 52 millioner kroner for det land, der sagsøges – og det uagtet om man taber eller vinder. Dertil kommer et erstatningsbeløb på op imod flere milliarder, som landet skal betale det multinationale selskab, hvis sagen tabes.
Udover de håndgribelige økonomiske effekter af søgsmålene fra de multinationale selskaber, har de mange ISDS-sager også en afledt effekt på andre stater. Af frygt for at blive offer for lignende søgsmål afholder man sig flere steder fra at indføre lovgivning, som ellers kunne være i befolkningens interesse.
I Malaysia har man fx standset lovgivning om at indføre advarsler om sundhedsfarer på cigaretpakker, efter at både Australien og Uruguay er blevet sagsøgt af tobaksgiganten Phillip Morris for netop sådan en lovgivning.
Alene frygten for omkostningerne forbundet med et søgsmål kan således afholde politikerne fra at vedtage lovgivning til gavn for os alle.
En eksplosion i sagsanlæg?
Historisk set introduceredes ISDS-mekanismer som en reaktion på opgøret med kolonialismen, der tog til fra 1950’erne og frem.
Fremkomsten af demokratiske bevægelser i landene i det Globale Syd fik den vestlige økonomiske elite til at frygte for deres virksomheder i de tidligere kolonier, hvor de indtil da – med støtte fra kolonimagten – havde kunnet plyndre løs på fordelagtige vilkår.
For at undgå at tabe indtjening ved at skulle indordne sig efter potentielle sociale og miljømæssige krav fra befolkningen i de nye demokratier, fik man indarbejdet en klausul, der gav særrettigheder til udenlandske investorer i forskellige bilaterale aftaler med de forhenværende kolonilande.
Og siden da har dette været en udbredt praksis i handelsaftaler mellem landene i det Globale Syd og det Globale Nord.
Det skelsættende ved at lade ISDS-mekanismen indgå i TTIP er det høje antal af multinationale selskaber, som dermed vil få mulighed for at sagsøge lande.
Selv om der altså allerede eksisterer et væld af aftaler med ISDS-mekanismer dækker disse lige nu “kun” 15-20% af de globale investeringer på tværs af lande. Med TTIP vil dette tal stige til 50-60%. TTIP-aftalen er derfor en afgørende brik i forhold til at udbygge og fastholde hele ISDS-systemet.
I det lys kan man også forvente, at en ISDS-mekanisme i TTIP vil betyde en markant stigning i antallet af søgsmål fremført af multinationale selskaber.
TTIP: et globalt forbillede
I takt med, at de vidtgående konsekvenser af ISDS-mekanismen er gået op for udviklingslandene har der, de seneste år, været et opgør med den overdrevne tildeling af rettigheder til de multinationale selskaber. Sydafrika, Indonesien, Ecuador og flere andre lande er derfor begyndt at opsige aftaler, der indeholder ISDS-mekanismen. Desværre tager det normalt 10-15 år at komme ud af en sådan aftale.
Hvis TTIP indeholder en ISDS-mekanisme, vil det lægge pres på andre lande til at fastholde nuværende aftaler eller oprette nye. For de multinationale selskaber er TTIP-aftalen således en mulighed for at fasttømre det eksisterende system, hvor deres rettigheder sikres – på bekostning af hensyn til mennesker og miljø. Som en række fortalere selv har formuleret det, skal TTIP sætte “guldstandard” (dvs. være et forbillede globalt) og dermed presse andre lande – så som udviklingslandene – til at inkludere ISDS-mekanismer i fremtidige aftaler.
Selvom TTIP er en handelsaftale mellem EU og USA, som vil få store konsekvenser for befolkningen her, skal den derfor også ses som et forsøg på at gennemtvinge en uretfærdig handelspolitisk dagsorden globalt – til fordel for en snæver international elite.
