Efter valget i Sydafrika
Multipartisme og koalitioner er fremtiden for Sydafrika
Den 8. maj i år gik sydafrikanerne til valg for at vælge de 400 parlamentsmedlemmer, der udvælge landets præsident. På trods af utallige skandaler, en bogstavelig mørklægning af landet og en tilbagekaldelse af tidligere Præsident Jacob Zuma, vandt ANC.
African National Congress vandt lige over halvdelen af stemmerne. Meget tyder dog på at det bliver den sidste flertalsvalgsejr til partiet, som siden frigørelsen i 1994 har fejlet sydafrikanerne gang på gang.
14 ud af de 48 registrere partier kom i parlamentet, men på trods af den rekordhøje partidiversitet vandt African National Congress (ANC) 230 sæder i parlamentet eller 57,5% af stemmerne. Det er en tilbagegang på 4,7 procentpoint i forhold til sidste valg i 2014. Udover et flertal i det nationale parlament, vandt ANC flertallet i samtlige provinser, udover den Demokratisk Alliance (DA) styrede Western Cape. Det lyder af meget, men i land hvor kun 66% af befolkningen med stemmeret stemmer, betyder det reelt at kun 10 millioner ud af en befolkning på 56 millioner, har givet ANC deres mandat til at regere landet.
Af de to andre store partier, DA og Economic Freedom Fighters (EFF), oplevede kun sidstnævnte en stemme fremgang fra 6% til 10%, mens DA oplevede en mindre tilbagegang. Demokratiske Alliance DA’s stagnering i de fleste valgkredse og tilbagegang i enkelte, kan tilskrives en dårlig ført valgkamp, dårlige regeringsførelse i deres provins Western Cape og en naturlig mætning. DA´s valgkamp fokuserede hovedsageligt på hvor dårligt ANC har forvaltet den Sydafrikanske økonomi og hvor forfærdeligt det ville være hvis EFF kom til magten.
Den dårligt førte valgkamp, var dog yderste underholdende med musikvideo lignende kampagner og valgplakater kun med ordene ”STOP the ANC & EFF”. DA har haft magten i Western Cape, hvor millionbyen Cape Town ligger, siden 2009 men kunne ikke undgå vandkrisen i 2018, som ikke kun var forårsagede af manglende regn, men i højere grad kan tilskrives en dårligt vedligeholdt vandforsyning.
Den sidste grund til DA´s stagnering kan findes i mætningen af partiet. DA er et hvidt parti med en neoliberal økonomisk politik. Det er altså svært for partiet at lave et reelt vælgerindhug i den fattige hovedsageligt sorte del af befolkningen, som udgøre størstedelen af befolkningen. Partiets kernevælgere er den hvide middelklasse og i enkelte valgkredse hvor DA oplevede tilbagegang svigtede de dem. Her er der især tale om mindre jordejende landmænd, som er bange for landinvasioner, a la Zimbabwe, og for at blive slået ihjel af dem der vil have deres jord. Denne vælgergrupper har grundløst gjort opmærksom om det ”Hvide Folkemord” i årevis, uden at DA har taget det seriøst og uden at DA førte valgkamp på at deres rettigheder skulle tilgodeses. DA blev i disse valgkredse overhalet højre om af Vryheidsfront Plus (VF PLUS). Et parti der hovedsageligt lever af at puste til racehad og en politik fokuseret på forfordeling af jorden til fordel for hvide landmænd.
Økonomiske Friheds krigere EFF klarede sig endnu engang godt med en fremgang på 4 procentpoint og gik fra 25 til 44 sæder i nationale parlamentet. På trods af det lave antal sæder har EFF formodet at råbe højt om ANC´s skandaler og udeblivende økonomisk omfordeling af landets rigdomme over de sidste 25 år. EFF’s parlamentsmedlemmer har troligt mødt op i parlamentet iført røde kedeldragter og baretter, og har ved flere lejligheder lukket parlamentsdebatter ved at synge kampsange.
Valgkampen førte EFF på deres grundprincipper om at få jorden tilbage, jagte korrupte politikere og sikre en økonomisk omfordeling. Udover en tiltrækkende økonomisk politik, har EFF fat i unge sydafrikanere gennem sociale medier.
Hvad nu?
ANC vinder valget med et snævret flertal og en ny præsident, som har en kæmpe opgave foran sig. Cyril Ramaphosa skal få styr på økonomien og rydde op i egne rækker internt i partiet, hvis ANC skal vinde næste valg. Økonomien skal vokse og omfordeling skal finde sted så flere kommer i værdigt arbejde.
Det er svært i en økonomi som stadig har mineindustrien som fundament. ANC står splittet efter valget. Der er opgør i provinserne, især i Gauteng, og der er opgør i landsledelsen, og Ramaphosa skal have styr på begge dele hvis han vil lykkedes.
Ramaphosas egen historik er også plettede. Han gik fra frihedskæmpende fagforeningsmand til mange millionær gennem bestyrelsesposter og aktieandele i diverse mineselskaber, og han spillede en optrappende rolle i nedskydning af minearbejdere i Marikana i 2012. Det vil især EFF leve højt på at gøre opmærksom på i den kommende præsidentperiode. ANC skal altså rydde gevaldigt op, hvis det skal lykkes dem endnu engang at fastholde et flertal ved næste valg i 2024. Det er derfor nok sidste gang ANC kan sidde i en flertalsregering alene.
Array
