Verdens ulighed bør bekæmpes politisk

7 ud af 10 bor i dag i lande, hvor uligheden er steget gennem de seneste 30 år. Skal udviklingen vendes kræver det forandringer af de internationale strukturer, der i dag bidrager til at fastholde millioner af mennesker i fattigdom

Der diskuteres i øjeblikket voksende ulighed både i Danmark og i resten af verden. Det er en debat, vi hilser meget velkommen, for den er yderst aktuel, ikke mindst i et udviklingsperspektiv.

Løfter vi blikket og ser på fordelingen af goderne på globalt plan, går udviklingen nemlig i den helt forkerte retning. 7 ud af 10 bor i dag i lande, hvor uligheden er steget gennem de seneste 30 år.

Tal fra Credit Suisses årlige formueopgørelse viser, at den rigeste 1 procent nu råder over hele 43 procent af verdens rigdomme. Til sammenligning råder de 80 procent fattigste mennesker kun over 6 procent af verdens rigdomme.

Udviklingsorganisationen Oxfam har i en nylig rapport opgjort, hvordan de 85 rigeste mennesker tilsammen nu ejer lige så meget som de fattigste 3,5 milliarder mennesker, hvad der svarer til halvdelen af Jordens befolkning.

Det er fuldstændig absurde tal, der bør få os alle til at stille spørgsmål om, hvorvidt vores nuværende system virkelig er i stand til at fordele verdens goder på retfærdig vis, og hvordan vi bedst muligt bekæmper den stigende globale ulighed. De mest velstående lande har i mange årtier forsøgt at kompensere for den globale ulighed gennem udviklingsbistand.

Hvert år gives der således internationalt i omegnen af 730 milliarder kroner i bistand. Det er rigtig mange penge, så man må spørge sig selv, hvorfor det alligevel ikke er lykkedes at vende udviklingen.

En væsentlig del af forklaringen skal findes i de internationale strukturer, der konsekvent modarbejder bistandens grundtanke om omfordeling.

Multinationale virksomheder flytter hvert år 5000 milliarder kroner ud af udviklingslandene ved skatteunddragelse og kapital-flugt. Det er penge, der kunne være gået til at skabe vækst eller til at bygge skoler og hospitaler.

Desuden betaler udviklingslandene årligt 3000 milliarder kroner i renter og afdrag på lån til verdens rige lande.

Og så er der de penge, som udviklingslandene mister på grund af unfair handelsvilkår pålagt af de rige lande. Økonomer fra Massachusetts Universitet har vurderet, at disse vilkår hvert år koster de fattige lande omkring 2700 milliarder kroner.

Tages alle disse strukturer i betragtning, betyder det samlet set, at for hver gang, der internationalt gives en krone i udviklingsbistand, så forsvinder 14 kroner ud af de fattigste lande.

Udviklingsbistand er i vores øjne hverken ligegyldig eller uvæsentlig på den korte bane. Vores bedste værktøj i kampen mod den stigende globale ulighed er ikke fortsat blind økonomisk støtte, men derimod en politisk vilje til reelt at sikre forandringer af de internationale strukturer, der i dag bidrager til at fastholde millioner af mennesker i fattigdom.

Array