En ny start er nødvendig

Global Aktions høringssvar forud for den kommende udviklingspolitiske strategi

Global Aktion ønsker en radikal anden strategi for Danmarks udviklingspolitik

Vi befinder os globalt i en række indbyrdes relaterede kriser, som COVID-pandemien både har synliggjort og forværret. I lyset heraf er vi i Global Aktion glade for at kunne give input til Danmarks kommende udviklingspolitiske strategi, som skal være med til at finde progressive løsninger på disse kriser. Da der endnu ikke foreligger et regeringsudspil til strategien, vil vi her præsentere de erfaringer, vi som civilsamfund har gjort os med den nuværende udviklingsstrategi, Verden 2030, og den retning den kommende strategi bør gå.

Overordnet kan det siges, at hverken vi i Global Aktion eller vores samarbejdspartnere var tilfredse med Verden 2030; strategien byggede på en blind tro på, at vejen til udvikling går via markedsbaseret, profitorienteret vækst og fremme af danske erhvervsinteresser. Da man valgte at inddrage verdensmålene i strategien, fandt vi det problematisk, at man kun udvalgte de dele af SDG’erne, som var politisk opportunt; navnlig var fraværet af SDG 10 om reduktion af ulighed problematisk. Bekæmpelse af verdens ulighed er centralt for bæredygtig global udvikling. Verden 2030 var altså en strategi, som på én gang fremsatte et prisværdigt mål om at gøre udviklingsbistanden overflødig og samtidig umuliggjorde dette ved ikke at adressere ulighed, men i stedet tilstræbe en nyliberal, markedsdrevet globalisering, krydret med ’frihandel’ og ’fremme af private investeringer’. Vi og vores partnere har kæmpet imod dette i årtier, da det i stedet for at fremme bæredygtig udvikling skaber en ulige omfordeling af samfundets ressourcer fra flertallet til fåtallet – og på den måde forværrer eksisterende uligheder og uretfærdigheder og skaber øget fattigdom.

I Global Aktion mener vi, at udvikling handler om solidaritet og globalt ansvar, hvorfor fokus ikke bør være egeninteresser, hverken nationale eller kommercielle. Derfor ønsker vi en strategi, der fokuserer på demokrati, miljø, rettigheder, lighed og fattigdomsbekæmpelse samt kohærensen mellem udvikling og tilstødende politikområder. Vi vil nedenfor først fremlægge nogle pejlemærker for selve udviklingspolitikken, dernæst pejlemærker for de relaterede politikområder, som udvikling må forstås i lyset af.

Anbefalinger til den danske udviklingspolitik

Erhvervslivet skal ikke være den centrale udviklingskatalysator.

I Global Aktion mener vi grundlæggende, at det er statens rolle at sikre politiske, sociale og økonomiske rettigheder, og vi ser ikke, at private virksomheder hverken kan eller tidligere har vist i stand til at udfylde denne rolle – hverken i Danmark eller i det Globale Syd. Denne sikring af rettigheder skal ske i samspil med civilsamfundet, som modsat den private sektor ikke er styret af profithensyn. Vi vil kraftigt fraråde, at strategien forlader sig på illusioner om, at danske virksomheder partout skaber reel udvikling; danske investeringer i fattige lande giver ikke sikkerhed for, at teknologi og kompetencer overføres, og at lokale arbejdspladser skabes. Foruden fraværet af positive forandringer skaber danske virksomheder ofte direkte negative forandringer, når de begår krænkelser og korruption i udviklingslande. Det gør de ustraffede, hvilket understreger behovet for bindende lovgivning om nødvendig omhu. Derfor finder vi det problematisk at bygge udvikling op omkring erhvervsstøtte, som gør Danmark selv (i form af danske virksomheder) til den største modtager af dansk udviklingsbistand – det er ikke måden at få mest og bedst mulig udvikling for pengene i udviklingsbistanden.

Offentlig-private partnerskaber skal respektere basale rettigheder
I Global Aktion er vi kritiske over for offentlig-private partnerskaber, som man bl.a. ser det i IFU. IFU skal som minimum stille krav til privatsektoren, så dennes ageren ikke krænker menneskers rettigheder, skader miljø og klima eller gør brug af korruption. Disse krav skal også omfatte leverandørkæder. IFU skal derudover ifm. med lån til private virksomheder som minimum kræve, at der overføres teknologisk viden til udviklingslandet, så der sker en kapacitetsstyrkelse lokalt. Desuden bør Folketinget tage kontrollen med IFU tilbage.

Klimaretfærdighed skal være en hjørnesten i strategien
Det er fuldstændig afgørende, at klimakrisen står centralt i udviklingsstrategien, hvorfor SDG 13 er meget vigtigt. Men mange forestillede løsninger på krisen er på én gang blinde for den globale ulighed og med til at forværre den gennem grøn ’land grabbing’ og mega-energiprojekter, som indføres hen over hovedet på lokalbefolkningen. Klimakrisens fødevaresikkerhedsproblemer søges løst qua promovering af det industrielle landbrug, som er en af hoveddrivkræfterne bag klimakrisen. Udviklingsstrategien bør i stedet sigte på at styrke global og lokal fødevaresikkerhed ved at fremme madsuverænitet, dvs. lokalsamfundets ret til selv at definere og have kontrol med deres egne mad-, jordbrugs- og fiskerisystemer. Dermed skal dansk udviklingsbistand støtte småbønders kamp for at gøre sig økonomisk uafhængige af input såsom frø, maskiner, gødning, kemikalier mv. fra multinationale agro-virksomheder. Fremme af madsuverænitet vil desuden modarbejde biodiversitetskrisen såvel som risikoen for klimaflygtninge i massivt omfang.

Udviklingsbistand til mellemindkomstlande skal begrænses
Uligheden er især stor og voksende i mellemindkomstlande, og det kan civilsamfundets arbejde være med til at modvirke. Når det er sagt, mener vi generelt ikke, at udviklingsmidler skal bruges i mellemindkomstlande, der selv har ressourcer til at bekæmpe fattigdom; i disse lande er ulighedsbekæmpelse et politisk spørgsmål. Derfor anbefaler vi, at udviklingsbistanden fortrinsvis rettes mod lavindkomstlande, men i de tilfælde, den bruges i mellemindkomstlande, består i at styrke demokrati og civilsamfundets råderum, så der skabes rum for at kæmpe politiske kampe imod ulighed. Vælger man at rette udviklingsbistand mod mellemindkomstlande, skal det sikres, at det danske civilsamfund kan arbejde med projekter i disse lande finansieret af udviklingsbistanden.

Danske egeninteresser i at forebygge migration skal ikke trumfe udviklingshensyn
Bevægelsen mod at basere dansk udviklingsbistand på danske egeninteresser viser sig også ved at forsøg på at begrænse migration over Middelhavet har vist sig at trumfe hensyn til udvikling. Udviklingspolitik skal handle om udvikling, ikke om migrations- og asylpolitik. Derfor bør udviklingsbistanden prioriteres efter reelle udviklingshensyn, ikke ud fra geografisk placering ift. migrationsmønstre og slet ikke til at dække udgifter til asylsystemet i Danmark.

Undgå lokalisering af CSO-puljer, bortset fra i lande med meget stærke og demokratiske civilsamfund
Det har været nævnt, at Danida eller danske ambassader mere direkte skulle støtte lokalt civilsamfund, evt. via lokale fonde – såkaldt lokalisering, hvor den danske partner skrives ud af formlen. Det er ikke uproblematisk; er det politisk smart, at den danske stat støtter civilsamfundsgrupper, der ofte er i opposition til de lokale regimer? Et partnerskab mellem en Nord- og Syd-CSO har den styrke, at Nord-partneren beskytter Syd-partneren. Det er ikke vores erfaring, at Danida eller danske ambassader er særlig gode til at håndtere overgreb på civilsamfundsaktivister i det Globale Syd. Når der er overgreb på aktivister, er der brug for larm, ikke stille diplomati. I Global Aktion ville vi ønske, at danske ambassader generelt var mere aktive over for lokale myndigheder ifm. overgreb.

Lokale CSO-fonde er desuden udfordret i kraft af, at den lokale administration er relativt høj, de CSO’er, der arbejder med mere politiserede problemstillinger, har svært ved at få støtte, og fondene kan være mere eller mindre på linje med det lokale regime med de udfordringer, det kan give.

Støtte til folkelige, sociale bevægelser kræver ændringer i administrative krav og risikovillighed
Der er fra politisk side udtrykt ønske om muligheden for partnerskaber med sociale og folkelige bevægelser i det Globale Syd. Det vil være en god udvikling, men der er en række problematikker, som man skal tage højde for. Det vil kræve stor risikovillighed, da disse bevægelser ikke har internationalt anerkendte revisorer, ofte er i konflikt med de lokale myndigheder, har svage administrative ledelseskompetencer og ikke vil kunne leve op til dokumentationskrav.

Tilbagerul kommercialisering af det danske civilsamfund
Den kommercialisering som krav om egenfinansiering, medlemstal, monitorering og evalueringer har betydet, har ikke gavnet den folkelige opbagning til danske NGO’er. Det fremmer de partnerskaber, der er lettest at finansieret, fremfor de partnerskaber der tager udgangspunkt i Syd-partnerens kampe. Det handler om penge i kassen og synlighed og i mindre grad om at sætte en politisk dagsorden, der er udviklet i samarbejde med partnerne i det Globale Syd. Således svækkes den rolle som vagthund, som det danske civilsamfund skal have herhjemme.

Kun udviklingsbistand skal tælles med som udviklingsbistand
Selvom om en kvantitativ diskussion om andelen af BNI brugt på udviklingsbistand er vigtig, er det essentielt, at vi også diskuterer kvaliteten; altså hvad der kan defineres som udviklingsbistand, og hvad udviklingsbistanden kan bruges på. Danmark skal ikke bryste sig af at leve op til FN’s mål om 0,7 %, hvis den kommende strategis definition af udviklingsbistand – herunder danske handels- og sikkerhedsinteresser – er fordrejet til ukendelighed. Et vigtigt pejlemærke for hele det danske beløb bør være, at det bidrager til fattigdomsbekæmpelse og/eller fremme af demokrati og civilsamfund.

Derfor er det kritisabelt, at erhvervsfremme for danske virksomheder, dansk migrations- og asylpolitik samt lån, som den danske stat får tilbage med renter, benyttes til at opnå det efteragtede 0,7%-mål. Ligeledes skal det understreges, at den kommende strategi bør sikre, at klimabistand til udviklingslande bliver reelt additionel i stedet for at bygge på udregningsmetoder, som i sidste ende dræner klimabistanden fra de generelle udviklingsmidler.

Fokus på at bekæmpe ulighed skal erstatte det enøjede fokus på økonomisk vækst
Som nævnt indledningsvist havde strategien Verden 2030 et enøjet fokus på markedsdrevet økonomisk vækst og meget lidt fokus på reduktion af ulighed til trods for, at uligheden i mange lande er eksploderet i løbet af de seneste årtier. Udelukkende at fokusere på økonomisk vækst koncentrerer imidlertid midlerne på færre og færre hænder, da væksten i sig selv sjældent kommer den generelle befolkning til gode. Denne problematik er særligt synlig på globalt niveau, hvor væksten ender i uhæmmet kapitalflugt, omfattende skatteunddragelse og spekulative gevinster, som dræner verdens fattigste økonomier.

I Global Aktion ser vi civilsamfundet som en bærende kraft i at sikre redistribuering af nationale ressourcer og dermed en bekæmpelse af øget ulighed, hvorfor civilsamfundet udviklingsfokus, ikke investorers og kapitalfondes profitfokus, skal præge udviklingsstrategien.

Udviklingspolitikkens kohærens med andre politikområder
I en verden, hvor globaliseringen har skabt dyb økonomisk integration mellem Danmark og resten af verden, er det fuldstændig afgørende, at udviklingspolitik og -bistand ikke ses isoleret, men som et politikområde, der er tæt forbundet til andre politiske spørgsmål. Derfor vil en udviklingsstrategi, som ikke anlægger strategiske overvejelser om udviklingspolitikkens kohærens med andre politikområder, føre til både utilstrækkelige og selvmodsigende politik.
Dansk klimahandling skal ikke være på bekostning af det Globale Syd
Danmarks rolle i klimabistand begynder ikke uden for landets grænser: klimakrisen er forårsaget af verdens rigeste lande, herunder Danmark, men dens konsekvenser mærkes først og hårdest i det Globale Syd. Derfor er reduktion af danske drivhusgasudledninger (territorielle såvel som forbrugsopgjorte) i overensstemmelse med Parisaftalen en essentiel forudsætning for bæredygtig klimabistand til udviklingslande. Samtidig er det nødvendigt, at indenrigs-klimapolitiske tiltag ikke sker på bekostning af social og miljømæssig bæredygtighed i det Globale Syd. Det har eksempelvis været tilfældet med offsetting-projekter, som lader Syd-lande ’betale’ for Nordens overforbrug ved at pålægge dem reduktionsansvaret. En grøn omstilling baseret på en stadigt stigende udvinding af råstoffer i det Globale Syd vil øge uligheden og begrænse disse landes miljømæssige og ressourcemæssige råderum, hvorfor det ikke kan betragtes som en retfærdig løsning på klimakrisen. Andre løsninger som offsetting via træplantning og biobrændsler indebærer en meget høj risiko for ’land grabbing’ og andre negative sociale og miljømæssige konsekvenser for lokalmiljøet. Den danske satsning på bioenergi som vedvarende energikilde bør også stoppes i dette lys; Danmark bruger allerede i dag langt over sin andel af den begrænsende mængde bæredygtigt areal til bioenergi. Den nylige fremkomst af CO2-fangst som et led i Danmarks klimastrategi vil højst sandsynligt yderligere forværre den udvikling: de billigste former for CO2-fangst er biologisk baserede, og vil derfor påkræve sig enorme arealer af frugtbar jord verden over. En egentligt bæredygtig klimapolitik vil også indebære streng klimaregulering af den danske finanssektor, som hvert år investerer milliarder i fossilenergi og industrielt landbrug.

Handelspolitikken må ikke begrænse mulighederne for udvikling
Vi har med den siddende regering været vidne til en åbning af dialogen om handelspolitik, som tidligere har glimret ved sit fravær. Det er prisværdigt, og i forlængelse heraf vil vi i Global Aktion understrege, at handelspolitik skal tænkes med i enhver udviklingsstrategi. Vi mener dog bestemt ikke, at måden at gøre det på, er at bruge handelsliberalisering som et udviklingspolitisk værktøj.

Frihandel har de sidste ca. 40 år været en hjørnesten i den økonomiske udnyttelse af det Globale Syd på flere måder. Liberaliseringen af told og kvoter og begrænsningen af aktive industripolitikker har konkurrenceudsat økonomier i det Globale Syd med udviklingsstop og arbejdsløshed til følge. I udviklingslande med svage skattesystemer har toldnedsættelserne fjernet afgørende offentlige indtægter til sundhed og uddannelse. Frihandlen fastholder landene i bunden af værdikæderne, gør dem enormt sårbare over for råvareprissving og fører til et ræs mod bunden i arbejdstagerrettigheder og miljøstandarder.
Alt dette er slemt nok, men frihandelsaftaler handler i dag om mere end told og kvoter. Patentregler, som hæmmer livsvigtig adgang til medicin og frø for småbønder, privatisering af velfærdsydelser, særrettigheder til verdens største selskaber gennem ISDS-mekanismer, og deregulering af kapitalbevægelser har indgået i frihandelsaftalerne, som har sat den brede befolkning under pres.

Frihandel har i nogle tilfælde (om end ikke alle) medført økonomisk vækst på aggregeret plan – men denne vækst er hverken kommet almindelige mennesker i udviklingslande eller naturen til gode. I stedet er uligheden blevet øget og velfærden udhulet. Samtidig har handelspolitikken ført til afskovning og givet særrettigheder til fossilindustrien midt i en klimakrise – et problem, som er særligt presserende ifm. EU-Mercosur-aftalen, som den danske regering bør modsætte sig. Det er vigtigt at se på de rammerne om udvikling, og dem er handelspolitik én af – men frihandelspolitik er en del af problemet, ikke løsningen.

Virksomheder skal kunne holdes ansvarlige for deres ageren globalt
Virksomheder, herunder danske, nyder en udbredt beskyttelse, når de investerer i det Globale Syd. Beskyttelsen sker dels grundet korruption og svage retssystemer; dels grundet multinationale selskabers vidtgående rettigheder og manglende forpligtelser; og dels grundet udlicitering pga. fraværet af kædeansvar. Danske virksomheders krænkelser af arbejdstager- og almene menneskerettigheder foregår lige nu i nogle tilfælde på næster lovløse præmisser. Derfor må Danmark kigge i Frankrigs, Finlands, Storbritanniens og flere andre europæiske landes retning og tage væsentlige skridt hen imod at regulere brugen af billig arbejdskraft. Vores nationale (over)forbrug tilvejebringes med underbetaling, og danske virksomheder har til fulde forstået, at man må ud, hvor der ikke er nogen, som kigger, hvis man skal have udgifterne længst muligt ned og overskuddet desto længere op. Derfor er en lov om nødvendig omhu afgørende for både håndhævelse af arbejdstagerrettigheder og bekæmpelse af ulighed og fattigdom. En lov om nødvendig omhu skal sikre, at arbejdere ikke betales ned til en tredjedel af en leveløn, men rent faktisk kan forbedre deres liv ved at arbejde. Den skal sikre, at arbejdere kan organisere sig og selv kræve deres ret, og den skal sende et tydeligt signal om, at vi ikke accepterer jagten på fagforeningsaktive i profittens navn.

Udover national lovgivning på området bør Danmark engagere sig i arbejdet for EU-lovgivning på området såvel som for en multilateral traktat om menneskerettigheder og erhverv.

Gældskrisen i det Globale Syd bremser udvikling og må håndteres
Mulighederne og barriererne for bæredygtig udvikling i det Globale Syd må i høj grad ses i lyset af det gældsforhold, som mange fattige lande er fanget i. COVID-19 har eskaleret dette problem, så vi nu står i en situation, hvor adskillige lande er i decideret gældskrise og tvinges til at prioritere rige, udenlandske kreditorer over befolkningernes sundhed. Samtidig kan disse lande, modsat Danmark, ikke finansiere corona-udgifterne gennem attraktive, lavt forrentede lån, men har historisk endt med at betale mere i renter, end de har modtaget i udviklingsbistand. Gældens tømning af statskasserne og det konstante behov for vestlige valutaer til at afbetale har tvunget landene til at fremme sårbare, råvareorienterede eksportøkonomier fremfor varig økonomisk udvikling. I Global Aktion mener vi derfor, at en progressiv gældspolitik er fornuftig udviklingspolitik: der er behov for både annullering og omstrukturering af statsgæld, etablering af adgang til likviditet på mere rimelige vilkår, stop for krav om nyliberal såkaldt strukturtilpasning ifm. med gældshåndtering, samt tilbagerulning af den finansielle deregulering, som forhindrer mange lande i enhver indflydelse på egen monetære politik.

Med venlig hilsen
Birgitte Ringgaard Diget
Forperson i Global Aktion