Optrapning af Vestsaharakonflikten

Våbenhvilen brudt: Krig tilbage i Vestsahara

Af Saharawi Voice

Vestsahara er som Afrikas sidste koloni et af de sidste udestående punkter på FNs afkoloniseringsdagsorden. Som tidligere spansk koloni, nu besat af Marokko, har de krav på at kunne vælge selvstændighed, hvis det er det som et flertal af befolkningen vil. Men det saharawiske folk er besat af Marokko og nægtet retten til at bestemme deres egen fremtid. Nu, efter 29 år med våbenhvile, er krigen brudt ud igen.

Den 21. oktober 2020 blokerede civile saharawier en vej anlagt af Marokko i 2002 i den sydvestlige del af Vestsahara. Vejen går tværs gennem et militært bufferområde, hvor militær tilstedeværelse ikke er tilladt, ifølge våbenhvile aftalen fra 1991. Den 13. november startede den marokkanske regering en militær offensiv for at genåbne vejen.

For at forstå hvorfor konflikten er vendt tilbage til området, er det nødvendigt at starte med at se på den giftige arv fra koloniherredømmet og de seneste 30 års brudte løfter.

Som en spansk koloni indtil 1975 var der først guerillakrig mellem spanske styrker og det oprindelige befolkning, saharawierne, repræsenteret af Popular Front. Da Spanien overgav magten til Marokko og Mauretanien, greb saharawierne igen til våben for at forsvare sig mod deres naboers invaderende militære styrker.

Mauretanien trak sig tilbage ud af krigen og Vestsahara i 1979 og anerkendte det saharawiske folks stat, den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik. Men Marokko og Polisario forblev i krig indtil FN og Organisationen for Afrikansk Enhed (forløberen for Den Afrikanske Union) medierede en våbenhvile i 1991.

Våbenhvileaftalen lovede en folkeafstemning hvor saharawierne kunne bestemme deres fortsatte skæbne, enten som del af Marokko, som en selvstændig region i Marokko eller som en selvstændig stat. En FN-mission (Minurso) blev etableret for at gennemføre denne folkeafstemning, men næsten 30 år senere har den stadig ikke fundet sted. Og i næsten 30 år har FNs medlemslande betalt millioner af dollars for at opretholde Minurso’ tilstedeværelse i Vestsahara.

Frustreret over FN’s mangel på handling og den fortsatte marokkanske militære besættelse, blokerede saharawier i november 2020 vejen til El Guerguerat, også på grund af vejens strategiske betydning – herunder for eksporten af stjålne naturressourcer fra de besatte områder.

For saharawierne symboliserer vejen Rabats manglende respekt for 1991-aftalen ved at afvise den aftalte folkeafstemning. Blokaden sendte et klart signal til FN og Rabat: Vi har fået nok!

Kort efter protesterne begyndte, modtog Polisario efterretninger om, at Rabat planlagde at bruge militær magt mod demonstranterne for at åbne vejen. Polisario sendte denne advarsel: ”tilstedeværelsen af hvilket som helst marokkansk militær-, sikkerheds- eller civilt personale i buffer området af Vestsahara, vil blive anset som en aggression og en afslutning på våbenhvilen og udbrud af en ny krig”.

Da Rabat svarede med at iværksætte en militæroffensiv, evakuerede de saharawiske myndigheder civile, før de to hære udvekslede varselsskud. Vreden over, at Marokko havde angrebet civile demonstranter, fik Polisario til at erklære, “krigen er startet”, fordi “den marokkanske side har undergravet våbenhvilen”.

Hvis de sidste 50 år har lært os noget, er det, at konflikten vil blive hård for det saharawiske folk, men at en endelig og blivende fred kun opnås, når der bliver lyttet til dem, og deres håb og drømme respekteres.

Siden november har Polisarios væbnede styrker lavet i hundredvis af angreb på de marokkanske styrker. Man har beskudt de marokkanske militære anlæg der er langs den mere end 2000 km land sandvold som marokkanerne har befæstet med mere end 100.000 soldater.

Saharawi Voice er et medie kollektiv af politiske aktivister bosiddende i Vestsahara.

Kommentaren er oversat fra The Continent with Mail & Guardian i Sydafrika.