Saharawiernes hårdt prøvede tålmodighed

Protestaktion i Guerguerat

FNs passivitet i Vestsaharakonflikten fik for nyligt (20. oktober 2020) saharawierne til at blokere den illegale El Guerguerat grænseovergang mellem det besatte Vestsahara og Mauretanien.

I det marokkansk-besatte El Aaiún viste demonstranter også deres støtte til aktionen, som krævede forlængelse af MINURSO-mandatet med tilføjelse af en menneskerettighedsdimension. MINURSO, FN’s fredsbevarende mission i Vestsahara er den eneste af sin slags, der ikke har mandat til at overvåge overholdelsen af menneskerettigheder. Den 30. oktober blev MINURSO-mandatet forlænget, men uden ændringer – det er skuffende.

For godt halvandet år siden satte den unge saharawi Ahmed Salem Ould Ahmed Ould Lemgheimeth ild til sig selv i protest og frustration over de ydmygelser og mishandling, han blev udsat for af de marokkanske grænsevagter ved Guerguerat. Han døde nogle dage senere af sine kvæstelser. Der er ofte uroligheder ved denne grænseovergang, og Polisarios repræsentanter har gentagne gange gjort FN opmærksom på hændelser som denne i det omstridte område.

Polisario har i dag udsendt en pressemeddelelse om, at forlydender om mobilisering af marokkanske styrker i ’bufferzonen’ tæt ved Guerguerat anses for at være en alvorlig trussel. Pressemeddelelsen siger endvidere, at hvis Marokko bryder våbenhvilen, er Vestsahara er klar til at gå i krig for at forsvare sit territorium.

Aktivisterne der blokerer Guerguerat-grænseovergangen har meddelt, at de fra i dag vil tillade lokale mauretaniere passere. Aktionen fortsætter dog, og saharawierne kræver fortsat at FN gør noget ved den illegale grænseovergang, som de siger er et brud på våbenhvileaftalen og som blandt andet bliver brugt til smugling. De kræver, at FN langt om længe handler på sit mandat og organiserer en folkesafstemning om selv-bestemmelse. Saharawierne har ventet alt for længe!

Array