Kampen om Vestsahara

Polisarios krigsråb, eller råb om hjælp? Presset på FN vokser

Polisario siger, at den væbnede kamp vil fortsætte, lige så længe, som besættelsen gør.

De seneste uger har vi holdt vejret og holdt øje med udviklingen i Vestsahara. Den marokkanske hærs provokationer ved Guergerat-grænseovergangen fik Polisario til at erklære den næsten 30 år gamle våbenhvile for afsluttet: krigen var en realitet! Siden er fulgt kommunikéer fra Polisario om en række angreb på marokkanske militærstillinger i det besatte område, og det internationale samfund har svaret med appeller om at deeskalere konflikten og vende tilbage til forhandlingerne.

Det er ikke en gang lykkedes for FN’s generalsekretær Antònio Guterres at udnævne en ny særlig udsending som skulle få gang i forhandlingsprocessen: siden Horst Köhlers afgang i maj 2019, har den stol stået tom. Guterres har angiveligt spurgt en række personer, men alle har sagt nej tak.

Tilliden til, at FN kan få gang i forhandlinger, der skal føre til en folkeafstemning om saharawiernes selvstændighed, ligger på et meget lille sted, her efter knap tre årtiers ventetid. Udslaget var Marokkos provokationer ved Guegerat. Men det er vigtigt at se på de bagvedliggende årsager til, at Polisario har mistet tålmodigheden og er grebet til våben.

Konsekvenserne af den forhalede fredsproces

Frustrationen over fredsprocessen har længe været stor, særligt blandt unge saharawier, som for længst har mistet troen på en fredelig løsning. De er opvokset med en fortælling om, at dialog er vejen frem mod selvbestemmelse og frihed, men har aldrig set skyggen af et resultat. Siden våbenhvilen trådte i kraft i 1991, har der været meget begrænsede fremskridt i fredsprocessen. Mellem 2012 og 2018 var der slet ikke nogle forhandlinger. Forhandlingerne blev herefter genoptaget med Horst Köhler, men siden hans afgang i maj 2019, er det ikke lykkedes for FN’s generalsekretær Guterres at udnævne en ny særlig udsending, til at genoptage fredsforhandlingerne. Guterres har angiveligt spurgt en række personer, men alle har sagt nej tak.

EU har ligeledes pustet til saharawiernes håb for fremskridt i fredsprocessen de senere år, for efterfølgende at svigte sit ansvar. EU domstolens afgørelser om frihandelsaftaler med Marokko er flere gange faldet ud til Polisarios fordel, men EU kommissionen har alligevel fortsat handelsaftalerne med Marokko, og dermed bidraget til udplyndringen af Vestsaharas naturressourcer. Hvad Polisario troede blev en sejr og et vigtigt fremskridt, har altså endnu ikke ført nogle resultater med sig. 

Alt imens strammer Marokko grebet om territoriet ved fortsat at øge tilknytningen dertil. De senere år har blandt andet store solcelleanlæg og vindmølleparker i de besatte områder gjort Marokko yderligere afhængig af territoriet. Da Marokko for nyligt fejrede 45 års jubilæum for “den grønne march”, genbekræftede den marokkanske konge sin forpligtelse til at fastholde områdets marokkanskhed og fortsat udnytte det store maritime potentiale i området. 

Derudover er Israel er begyndt at presse på for, at USA skal anerkende Marokkos ret til territoriet. Israels interesse er, at få Marokko, som historisk set har støttet palæstinenserne, til at anerkende Israel som stat. Med USAs nylige forsøg på at få flere arabiske lande til at anerkende Israel, er det ikke utænkeligt, at dette kan falde ud til Marokkos fordel. Noget kan altså tyde på, at Polisario er ved at miste diplomatisk fodfæste.

Krigen øger presset på FN: får saharawierne snart deres folkeafstemning?

Marokko insisterer fortsat på, at de står ved fredsaftalen, men siger samtidigt, at de vil besvare angreb hårdt. Dette trods forlydender om en række angreb mod Marokkos militær de seneste uger. Observatører har dog spået, at der er en risiko for, at en ny krig i Afrikas sidste koloni blusser op igen.  

Vi håber, at den seneste udvikling vil øge presset på FN og skubbe på for at få gang i forhandlingerne og konkret planlægning af den længe lovede folkeafstemning. Eller prøve at finde andre mekanismer, der kan føre til egentlige forhandlinger og handling. Dette håb blev også udtrykt på vegne af FN og Sydafrika af den sydafrikanske FN ambassadør Jerry Matjila den 1. december, da Sydafrika overtog formandskabet af FNs Sikkerhedsråd. Men vi har hørt FN synge den sang i flere årtier, og i mellemtiden har Marokko styrket sin position. Borgere og medlemsstater må derfor presse på, for at få FN til at handle i overensstemmelse med sin fordømmelse af Marokkos besættelse af Vestsahara, og i overensstemmelse med den vedtagne fredsplan.

Hvad gør Global Aktion så nu?

Vi står i solidaritet med Vestsahara og føler med vores saharawiske venner i deres desperation, som nu har fået dem til at gribe til våben. Global Aktions holdning er dog fortsat, at der skal arbejdes for en fredelig løsning i form af en folkeafstemning.

Vi vil fortsat lægge pres på vores politikere for at få dem til at støtte saharawiernes ret til selvbestemmelse, både nationalt og internationalt.

Vi vil arbejde for en anerkendelse af Vestsahara i Danmark, med en officiel etablering af en saharawisk ambassade.

Vi vil lægge pres på vores politikere for at få dem til at stoppe udplyndringen af Vestsahara via illegal handel med Marokko.

Vi vil samarbejde med solidaritetsbevægelser nationalt og internationalt, for at opbygge et stærkere netværk og et stærkere pres på politikere i hele EU.

Vi vil blive ved med at gå til medierne, for at få dem til at interessere sig for sagen.

Vi vil blive ved med at skrive om, hvordan regeringen, danske firmaer, banker, og pensionskasser vægter profit højere end lovgivning og menneskerettigheder, og tjener penge på Marokkanernes brutale undertrykkelse af det saharawiske folk.

Vi siger #FritVestsahara og #FolkeafstemningNu – saharawiernes kamp er vores kamp.