Vestsahara:
Møde mellem Spanien og Marokko i Dakhla
Over to dage mødtes spanske og marokkanske forretningsfolk i det besatte Vestsahara
I juni afholdtes et investeringsforum mellem Spanien og Marokko i Dakhla, i det besatte Vestsahara. Forummet, der blev organiseret af det Marokkanske Ministerium for Industri og Handel samt det regionale råd i byen, er blevet fordømt af Western Sahara Resource Watch, der advarede de deltagende virksomheder om, at de ved deres deltagelse understøttede en illegal besættelse, og at ingen investeringer i området ville være legale uden samtykke fra saharawierne.
Forummet kom i kølvandet på den spanske premierministers blåstempling af Marokkos plan for autonomi i Vestsahara og marokkanske indrømmelser i forhold til de spanske enklaver, der er placeret på kysten i Marokko. Desuden har Marokko bl.a. tilbudt et enormt industriområde i Dakhla for at lette den spanske eksport til Afrika.
Den spanske premierministers udmedlinger har mødt kraftig modstand i det spanske parlament, hvor et flertal af medlemmerne flere gange har fordømt premierministerens udmeldinger om Vestsahara. Alligevel er en række spanske virksomheder allerede til stede i det besatte Vestsahara, herunder Siemens Gamesa. Derudover deltog over 100 spanske forretningsfolk i forummet.
Læs mere her.
Billedet viser den spanske premierminister under et møde i Rabat tidligere i år.