På selveste Menneskerettighedsdagen 10. december:
Klokkeklart brud på menneskerettighederne
Marokko brugte dagen til at anerkende Israel i en tvær-diplomatisk aftale, der samtidigt gør, at USA anerkender Marokkos besættelse af Vestsahara.
10. december er international dag for menneskerettighederne. En dag hvor ledere
verden over hylder de 30 rettigheder, som blev formuleret i kølvandet på 2.
Verdenskrig. Men mens verdens ledere – herunder Danmarks udenrigsminister
Jeppe Kofod – brugte dagen på at kommunikere hyldester på Facebook,
bekendtgjorte Marokko, at de anerkender Israel i en tvær-diplomatisk aftale, der
samtidigt gør, at USA anerkender Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara.
Dette er et klokkeklart brud på de selvsamme menneskerettigheder og
samstemmende FN resolutioner på området. Man kan undre sig over timingen på
denne udmelding, men det viser bare med endnu større tydelighed at FN og
menneskerettighederne bliver brugt efter forgodtbefindende i det globale diplomati.
Det er beskæmmende at Danmark ikke bruger sin stemme i en sag, som ikke blot
handler om én besætterstat, men hele to, da Israel fortsat besætter nye
palæstinensiske områder. Her kan den nye aftale ses i et større diplomatisk spil hvor
økonomiske interesser og gunstige handelsaftaler trumfer international ret og lov til
en grad, hvor selvstændighedsbevægelser verden over må kigge langt efter den
retmæssige anerkendelse. Internationale konventioner reduceres derfor til at være et
kosmetisk projekt om at se godt ud for omverdenen, mens man på de indre linier
kæmper om selv den mindste økonomiske gulerod. Her bliver både Vestsahara og Palæstina et eksempel på at vedvarende brud på konventionerne kan betale sig i det lange løb.
Vi kan derfor se tilbage på 10. december som en dag, hvor
menneskerettigheder hyldes i blitzens lys på den stores scene, mens man
overskrider de klareste aftaler i kælderens mørke. Til stor fortrydelse for den
saharawiske befolkning, der endnu engang bliver reduceret til en brik i et uretfærdigt
spil, og endnu engang må lade sig skuffe af det internationale samfund, der ellers
retmæssigt anerkender landet. Det blev i stedet en dag hvor FNs muligheder for at
skabe en løsning i den nu 45 år lange konflikt i Vestsahara døde. Jeppe Kofod har et
valg. Vil han støtte Trump, eller vil han anerkende, at Danmark skal vælge den
strategi, der overholder de konventioner vi officielt står bag.