Det besatte Vestsahara:

Journalister under pres

I det besatte Vestsahara stjæler Marokkansk politi kvindelige journalister og aktivisters telefoner, på jagt efter billeder som kan ødelægge deres rygte. I slutningen af november brød nye krigshandlinger ud efter 29 års våbenhvile, og overgreb mod journalister tog til.

OBS: Artiklen er oprindeligt skrevet på norsk af Asria Mohamed og oversat til dansk af Global Aktion. Asria Mohamed er journalist og arbejder for den norske Støttekomite for Vestsahara, men er født og opvokset i de saharawiske flygtningelejre i Algeriet. Den originale artikel kan findes på afrika.no her.

I almindelige stater, der er underlagt retsstaten, sker det ofte, at politiet beslaglægger personlig ejendom som en del af en efterforskning – af juridisk grund. I det besatte Vestsahara, er tendensen en anden. Der fratages Sahrawi-aktivister og journalister personlige telefoner og bærbare computere af politiet for kun at opdage, at indholdet senere vises, forvrænget og manipuleret, på hjemmesider og sociale medier. Denne praksis rammer især kvinder – bærere af familiens ære.

For to år siden blev Nazha El- Khalidi arresteret for sit journalistiske arbejde i Vestsahara. FOTO: (Privat, fra Afrika.no)

I 2018 brugte den unge kvindelige journalist Nazha El-Khalidi sin smartphone til at livestreame en protest på Facebook. I videoen ser vi El-Kahlidi protestere mod undertrykkelse. Derefter ser man benene på en politimand, der løber efter hende på gaden. Politiet arresterede hende, og hun blev anklaget for at omtale sig selv som journalist, uden at opfylde de krav de marokkanske myndigheder har, for at man kan arbejde som journalist. Dommen var to års fængsel. Efter at FN’s Menneskerettighedsråd greb ind og bad Marokko om at ophæve tiltalen, blev hun idømt en bøde på 4.000 dirham (ca. 3.900 norske kroner).

– Jeg nægter at betale summen. Hvis jeg gør det, betyder det, at jeg er enig i anklagen, der kriminaliserer mit job som journalist, siger El-Khalidi, der har et år bag sig på fotolinjen på en norsk folkehøjskole.

Marokkansk politi har stadig hendes telefon. Det har de haft siden El-Khalidi blev forhørt i fire timer, efter anholdelsen i 2018. Politiet har indtil videre ikke retfærdiggjort, hvorfor de har opbevaret telefonen. I 2016 arresterede myndighederne også El-Khalidi, da hun dækkede en kvindedemonstration i El Aaiún. Politiet tilbageholdt hende natten over og beslaglagde hendes kamera og hukommelseskort. Det har hun heller ikke fået tilbage.

Efter at telefonen blev taget i 2018, siger El-Khalidi, begyndte politiet at sprede falske rygter om hende. Hun forklarer, at de offentliggjorde private fotos, som hun selv aldrig ville have delt offentligt, og at de manipulerede og offentliggjorde chat-samtaler, hun havde haft med mandlige venner og kolleger.

Indhold bruges som afpresningsmiddel 

El-Khalidis forsøg på at få udstyret tilbage er blevet mødt med en rysten på hovedet på politistationen. Baseret på samtaler på hendes telefon lavede politiet historier om, at hun havde været involveret i seksuelle forhold. I sommeren 2020 blev der igen publiceret artikler om hendes privatliv, hvor de mest nedværdigende ord blev brugt til at beskrive hende. Artiklerne er stadig online.

“Denne praksis rammer især kvinder – bærere af familiens ære”

Den 21. november giftede hun sig med sin kollega Ahmed Ettanji, der leder den medieorganisation, Nazha selv er medlem af. Nazha fortæller, at brylluppet blev afbrudt af politiet. De afbrød strømmen til kvarteret, blokerede dørene uden for både Nazha og Ahmeds huse, og gæsterne blev nægtet at komme både til og fra det sted hvor brylluppet fejringen foregik.

Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara er en underbelyst konflikt i de internationale medier. Det er der flere grunde til. En af årsagerne er det totale fravær af politisk frihed på territoriet. Partier, organisationer, demonstrationer og aviser, der kræver retten til selvbestemmelse, forbydes eller modarbejdes. Organisationen Freedom House rangerer territoriet som et af de mest ufrie steder i verden. Mere end 130 nordmænd er nægtet indrejse til Vestsahara i de sidste fem år (det samme er en række aktivister fra Global Aktion, red.), og norske journalister modtager ikke en presse tilladelse til at rejse til Marokko, hvis de skal rejse videre til Vestsahara. Myndighederne sætter regelmæssigt en kæp i hjulet for sahrawier, der ønsker at rejse til udlandet. Halvdelen af ​​Vestsaharas befolkning er flygtet, siden Marokko annekterede landet i 1975. Marokko ser territoriet som en del af det marokkanske kongedømme. Protester mod dette betragtes som en trussel mod Marokkos ‘territoriale integritet’. Lovgivningen sætter saharawierne, der udtrykker sig om deres lands fremtid, automatisk i fare for at blive fængslet:

– At rapportere uafhængigt i Vestsahara er en forbrydelse i det marokkanske regimes øjne. At insistere på det er min måde at udfordre myndighederne på, siger Sahrawi-journalist Hayat Rguibi.

Menneskerettighedsforkæmpere, studerende og journalister udsættes for chikane og straf. I dag er mange blevet idømt fængselsstraffe på mellem ti år og levetid. En af dem er medieaktivisten Khatry Dadah, der i år blev dømt til 20 års fængsel, sandsynligvis fordi Marokko mener, at han står bag optagelsen af ​​en video, hvor marokkansk politi tæsker en anden sahrawisk journalis, blogger, Waleed Al-Batal, der også er i fængsel.

I slutningen af ​​november brød nye krigshandlinger ud efter 29 års våbenhvile. Dette førte til nye alvorlige overgreb mod journalister. I denne vanskelige situation forsøger unge kvinder at udfordre myndighederne. Enkle Google-søgninger viser, at kvinder er overrepræsenteret i gadedemonstrationer mod myndighederne. Sahrawi-kvinder udsættes for vold, fysisk og verbalt misbrug, især dem, der rapporterer om overgrebene. At drive journalistik i et lukket samfund som dette er mildt sagt udfordrende. Sahrawiske journalister kan ikke få oplysninger fra domstole eller adgang til anklager mod sahrawiske politiske fanger. De kan ikke gå til havnen for at tage billeder af både, der henter ressourcer fra Vestsahara, eller for at finde ud af, hvilke internationale virksomheder, der i strid med international lov, køber mineraler fra marokkanske statsejede virksomheder i territoriet:

– Hvordan kan vi lave undersøgende journalistik? Hvordan kan vi skrive om, hvor meget fisk de tager ud af Vestsahara, hvis vi ikke får lov til at tale med disse virksomheder? Hvis vi finder nogen, der kan lække information, sætter man deres liv i fare, siger Nazha El-Khalidi, der har arbejdet kontinuerligt med fotografering efter hjemkomsten fra skolen i Norge:

– Vores job som journalister kom ikke som et resultat af en lang uddannelse, og det var ikke noget, vi drømte om i barndommen. Vi blev på en måde tvunget ind i dette job af nødvendighed. Vi er nødt til at praktisere det, fordi der er et fuldstændigt fravær af internationale medier her, siger El-Khalidi.

Unge journalister forklarer, at teknologi i Vestsahara både er en velsignelse og en forbandelse. Det er takket være sociale medier, at information om Vestsahara frigives til verden. Gennem deres personlige sociale mediekonti kommunikerer sahrawiske journalister og aktivister med resten af ​​verden.

Samtidig er teknologi en måde for marokkanske myndigheder at kontrollere de selv samme journalister. Myndighederne hacker sig ind på deres personlige konti eller stjæler det udstyr, de bruger. Derefter misbruges de oplysninger, som myndighederne har adgang til. Oplysningerne manipuleres og offentliggøres via falske eller anonyme konti på sociale medier, hvor familier og aktivister spilles ud mod hinanden.

Det pres, som myndighederne udøver mod politiske modstandere, gælder også i Marokko. Den 22. juni afslørede Amnesty International, at Marokko havde brugt avanceret spyware til at ‘inficere’ mobiltelefonen tilhørende den kritiske marokkanske journalist Omar Radi. I både Marokko og Vestsahara er der anonyme sladderwebsteder, der gennem fiktive historier støtter og underbygger myndighedernes beskyldninger mod politiske modstandere og journalister. En gruppe på 110 journalister opfordrede den 16. juli de marokkanske myndigheder til at stoppe denne flora af ‘ærekrænkelsesmedier’.

Marokkansk politi pågriber en saharawisk journalist. FOTO: Privat (fra Afrika.no)

I det sahrawiske samfund har folk et relativt afslappet forhold til religion. I Vestsahara kan folk lide at tro, at kønnene er mere lige end i andre muslimske samfund i Nordafrika og Mellemøsten. Selvom det er delvis korrekt, er det stadig et traditionelt samfund med et sæt normer, som kvinder forventes at rette sig efter. Som i andre traditionelle samfund ligger meget af ansvaret for at bevare og formidle traditioner på kvindernes skuldre. For eksempel forventes det, at kvinder fra Vestsahara altid bærer den sahrawiske folkedragt, melhfaen, i det offentlige rum. Som i andre lande i regionen er forhold før ægteskab ikke noget, som samfundet værdsætter, især når det kommer til kvinder.

Ud over at offentliggøre indhold fra beslaglagte enheder udsættes kvinder ofte for enten hacking eller anden form for overvågning. Indholdet – som normalt er konstrueret eller forvrænget – offentliggøres derefter med falske konti på sociale medier eller på sladderwebsteder oprettet af anonyme brugere. At ødelægge en kvindes omdømme eller ære kan gøre det vanskeligt for hende ikke kun at udføre sit arbejde under den marokkanske besættelse, men også at håndtere sit eget samfund. At blive beskrevet som en luder eller som umoralsk betyder, at der kan skabes mistillid til en lokalt, selv blandt ens egne:

– Teknologien har bidraget til avancerede misinformationskampagner. De bruger telefonindhold til at presse os og skade vores psyke, forklarer journalisten Salha Boutanguiza, som var en af ​​de første kvinder der rejste sig og fordømte den offentlige ærekrænkelse. Boutanguiza fremsender nyhedsrapporter og rapporter til den sahrawiske nationale eksil-tv-station, der opererer fra de sahrawiske flygtningelejre i nabolandet Algeriet.

Salha Boutanguiza oplevede at private billeder fra hendes telefon, blev publiceret, efter at politiet beslaglagde den. FOTO: Privat (fra Afrika.no).

Boutanguiza er muslim og dækker normalt sit hår. Kort efter at politiet fratog hende telefonen, offentliggjorde et websted og en anonym konto på sociale medier et foto, hun havde taget selv, da hun var hos frisøren. Billedet kan virke ret uskyldigt i et norsk perspektiv, men er en grov krænkelse af hendes privatliv. Billedet blev offentliggjort sammen med en tekst om, at hun er i et forhold.

Sahrawiske kvindelige aktivister forklarer, at deres rolle som bærere af deres families gode omdømme næsten systematisk udnyttes af myndighederne som et svagt punkt.

Overvåget med egne kameraer

Hayat Erguibi er en af ​​grundlæggerne af en af ​​de mest aktive mediegrupper i den besatte del af Vestsahara, Equipe Media, der blev etableret i 2009. Erguibi startede sin aktivisme allerede i gymnasiet, men hendes familie vidste ikke, at hun var engageret i disse aktiviteter, før hun en nat blev arresteret og skulle overnatte på politistationen.

I ottende klasse straffede skolen hende med udvisning i 15 dage. I 9. klasse fik hun ikke længere lov til at deltage i en almindelig klasse. I stedet skulle hun komme i skole og sidde alene i et separat klasseværelse, helt for sig selv, gennem hele skoleåret.

Hayat Eguibi er grundlægger af Equipe Media. FOTO: Privat (fra afrika.no).

Erguibi er desuden blevet forhindret i at rejse til udlandet af myndighederne fem gange. I 2010, på vej til et internationalt ungdomsforum, blev Erguibi arresteret i lufthavnen for sin deltagelse i lokale protester i Vestsahara:

– Væggen i forhørslokalet var dækket med blodmærker. Friskt blod. I sådan et øjeblik tror jeg, hvem som helst kunne blive bange. Jeg var selv bange, før de kaldte mig ind, men frygten forsvandt, da jeg så væggen. Jeg vidste, at det var mine venners blod, at de var blevet tortureret. I stedet for at være bange blev jeg vred, og jeg gentog slagord om frihed og retten til selvbestemmelse, siger Erguibi.

– Jeg er journalist, en aktivist, der blev anklaget for at have dannet et terrorapparat og for at bære våben. Under afhøringen blev jeg bedt om at underskrive disse anklager. Hver gang vi nægtede, blev vi tæsket igen og slået i ansigtet, mens vi havde bind for øjnene. I fængslet fik jeg til opgave at rengøre lokalerne. Jeg nægtede, fordi jeg ikke er kriminel, men dømt på baggrund af mine politiske synspunkter. Jeg gik i sultestrejke. I modsætning til alle andre blev vi nægtet familiebesøg i en måned. De nægtede os alt, endda pen og papir, siger hun.

I dag er Erguibi midlertidigt løsladt, hvilket betyder, at myndighederne stadig har et kort på hånden, som de kan presse hende med. I mellemtiden er hun og hendes kolleger under overvågning med de kameraer, som hendes egen medieorganisation har fået stjålet af politiet.