Vestsahara
Intet nyt fra Joe Biden
Blandt Joe Bidens mange initiativer på udenrigsområdet er – endnu – ikke at trække Trumps anerkendelse af Marokkos krav på Vestsahara tilbage.
Joe Biden og hans udenrigsminister Antony Blinken har endnu ikke trukket tidligere præsident Trumps beslutning om at anerkende Marokkos krav på Vestsahara tilbage, selv om der har været forventninger om, at det ville være en af regeringens første beslutninger på udenrigsområdet.
Fire dage efter indsættelsen sagde Mohamed Sidati, Polisarios repræsentant i Frankrig, at han forventer, at Biden vil omgøre Trumps beslutning og han opfordrede til, at Sikkerhedsrådet også behandler sagen. Det er kun et par måneder siden, at Sikkerhedsrådet rutinemæssigt forlængede FN’s fredsbevarende styrke, MINURSOs mandat med et år – uden at der i øvrigt skete noget. Han forklarer også, at årsagen til, at Polisario i november afbrød den 29 år lange våbenhvile med Marokko var, at Marokko forsøgte at udvide sin illegale besættelse og transportere varer til Mauretanien gennem bufferzonen syd for Vestsahara. Det ville Polisario sætte en stopper for.
”Vi håber, at international lov vil blive genoprettet og implementeret i Vestsahara, så dekoloniseringsprocessen kan blive afsluttet,” sagde den saharawiske diplomat til den franske tv-station Kanal 24.
Også African Union, hvor Polisario er fuldgyldigt medlem, opfordrer Joe Biden til at omgøre Trumps illegale beslutning. Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa, er for tiden formand for African Union. Han erklærer, at han er bekymret for manglende fremskridt i løsningen på spørgsmålet om Vestsahara og opfordrer til, at sagen bliver løst på en måde, der anerkender saharawiernes ret til selvstændighed og uafhængighed.
Trumps erklæring fra 10.december om, at han støtter Marokko i sagen om Vestsahara har indtil
videre ingen reel betydning, for den ændrer ikke på, at besættelsen er ulovlig, at ingen andre lande
støtter det marokkanske krav på landet.
Kan nemt ændres
På et webinar, som den svenske organisation Emmaus holdt i slutningen af januar, sagde den
amerikanske professor, Dr. Stephen Zunes, der gennem mange år har fulgt situationen i Vestsahara
og skrevet en bog om sagen, at Biden så nemt som ingenting kan ændre Trumps beslutning.
”Men han frygter, at Marokko så også vil trække sin anerkendelse af Israel tilbage,” sagde han.
Zunes forventer dog, at Biden på et tidspunkt vil trække anerkendelsen tilbage, og han nævnte, at et
betragteligt antal senatorer presser på for at det sker. Også Trumps tidligere sikkerhedspolitiske
rådgiver, John Bolton, har erklæret, at Trumps anerkendelse af helt forkert.
Tre grund til tilbagetrækning
Professor Joseph Huddleston, Seton Hall University og ekspert i Vestsahara skrev i magasinet
Foreign Policy, at der er tre grunde til, at anerkendelsen skal trækkes tilbage.
For det første er beslutningen ikke truffet for dens egen skyld, men som et led i en handel for at få Marokko til at anerkende staten Israel.
For det andet sker anerkendelsen netop som Marokko og Polisario er i væbnet konflikt – efter 29 års våbenhvile, og utilfredshed med årtiers fejlslagent diplomati har fået utilfredsheden blandt saharawiernes til at stige.
”Og den tredje og vigtigste grund,” skriver Joseph Huddleston, ” er at Marokkos tilstedeværelse i Vestsahara er illegal. Det siger en dom, som FN og en lang række senere domsafsigelser for længst har bekræftet.
FN anser Vestsahara for at være et non-self-governing territory siden Den Grønne March i 1975, da 300.000 civile marokkanere indtog landet som en helt bevidst kolonisering. Det betyder, at saharawiske selvbestemmelsesaktivister og Polisario Front ikke er separatister, som både Washington Post og New York Times har kaldt dem, men en afkoloniseringsbevægelse. Den skelnen er vigtig for at forstå, hvilken forskel Trumps handling kan gøre for Vestsahara og hvilken påvirkning den kan have for andre konflikter,” skriver han.
Også den danske mellemøstekspert, professor på Roskilde Universitet, Gorm Rye Olsen, siger:
”Det er klart noget bøvl, som Trump bevidst lavede før sin afgang, og der er ingen tvivl om, at Biden bliver nødt til at trække anerkendelsen tilbage. Det vil formodentlig tage nogle måneder.
FN er imod Trump’s skridt. Det samme er så godt som alle afrikanske stater.
Men Vestsahara kommer meget langt nede på to-do listen for Biden. Det er så ubetydeligt for USA (og EU), at de allerhelst vil gemme den bort,” siger han og tilføjer, at en lang række andre internationale sager kommer før Vestsahara.