Ingen ny fiskeriaftale mellem EU og Marokko

Selv om den gamle – og ulovlige – fiskeriaftale mellem EU og Marokko udløb i juli er der endnu ikke lavet en ny aftale

Fiskeriaftalen mellem EU og Marokko udløb den 17. juli i år, og normalt begynder forhandlinger om fornyelse af aftalen, måneder før aftalen udløber, men der er endnu ikke indgået en ny aftale om fiskeriet. Den gamle aftale blev indgået 21.juli 2019.

Årsagen er, at EU-Domstolen har kendt aftalen ugyldig, fordi den omfatter Vestsahara og fordi Polisario, som er den eneste retmæssige repræsentant for Vestsahara, ikke var inddraget i forhandlingerne om det lukrative fiskeri. Retssagen ved EU-Domstolen var rejst af Polisario, fordi den var indgået uden at saharawierne havde haft indflydelse på den – og fordi den stjæler ressourcer fra det besatte Vestsahara. 

Aftalen er værdifuld for Marokko, for gennem en fireårig periode betalte EU 208 millioner euro for, at europæiske fiskere kan fiske i Atlanterhavet ud for Marokkos og Vestsaharas kyster. Aftalen tilgodeser især spanske fiskere. Af de 128 fartøjer, der fisker i området, er 98 spanske.

EU har tidligere erklæret, at der ikke vil blive indgået en ny fiskeriaftale, før Domstolen har taget stilling til kommissionens appel. Det forventes at ske i slutningen af året.

Sagen er på flere måder uheldig for Marokko, for udover at landet mister indtægter fra aftalen, betyder det også, at Marokkos håb om, at EU de facto ville godkende Vestsahara som en del af Marokko forekommer mere og mere usandsynlig. Endelig er relationerne mellem Marokko og EU betændte på grund af skandalen angående Marokkos forsøg på at bestikke medlemmer af EU-Parlamentet.

Der tales om et totalt sammenbrud i tilliden mellem EU og Marokko – og derfor har EU-Kommissionen tilsyneladende ikke travlt med at lave nye fiskeriaftaler.

Læs mere her:

https://www.seafoodsource.com/news/premium/supply-trade/morocco-fisheries-deal-with-eu-derailed-by-political-conflict-with-western-sahara

og her 

https://www.echoroukonline.com/a-painful-blow-from-the-european-union-to-moroccos-expansionist-dreams

Array