Vestsahara
Et sort hul
I en ny, stor rapport fra organisationen Journalister Uden Grænser betegnes Vestsahara som et – journalistisk set – sort hul
Ingen nyheder slipper ud. Lokale journalister bliver fængslet og tortureret, udenlandske bliver deporteret – og i øvrigt har resten af verden mistet interessen for den uendelige, lange konflikt om Vestsahara. For der sker jo ingenting fremhæver verdenspressen.
I sin rapport West Sahara. En journalistisk ørken skriver organisationen, RSF/ Journalister uden Grænser, at Marokko er en af verdens bundskrabere, når man taler om pressefrihed. Marokko er nr.135 ud af 180 lande, og der er ikke kun tale om Marokkos ageren i det besatte Vestsahara, for også forholdene for journalister i Marokko er kritisable.
Rapporten nævner, at Vestsahara er tre ting: 1) Den del, som Marokko har besat, 2) den del vest for den 2700 kilometer lange sandvold, som Polisario kontrollerer – og som er næsten mennesketom og 3) de omkring 175.000 flygtninge i lejrene nær den algierske by Tindouf. Rapporten handler om den marokkansk besatte del af landet.
Den første avis
Rapporten fokuserer især på at Vestsahara journalistisk set er næsten ukendt land. I mange år – i slutningen af 70’erne og gennem 80’erne var landet fuldstændig lukket for omverdenen, men efter FNs fredsplan i 1991 er der trods alt kommet lidt større mulighed for kommunikation fra landet. Men en våbenhvile var en del af fredsplanen og det betyder, at der ikke længere udkæmpes militære slag mellem Marokko og Polisario – og de juridiske og diplomatiske kampe og lejlighedsvise sejre for Polisario bliver næsten ikke omtalt. Som et eksempel på dette nævner rapporten, at selv da EU-Domstolen i 2016 kendte EU’s fiskeriaftale med Marokko ulovlig, fordi den også omfattede Vestsahara, gav det kun sporadisk medieomtale. Rapporten nævner, at den første avis i Vestsahara blev lukket af Marokko, før den næsten kom i gang. Avisen La Realidads redaktør Pablo Ignacio Dalmases afslørede nemlig nogle uger inden besættelsen i 1975 den famøse Madridaftale, der reelt fratog saharawierne den lovede FN-kontrollerede folkeafstemning om landets fremtid og accepterede at Vestsahara blev delt mellem Marokko og Mauretanien. Avisen, der udkom på både saharawiernes arabiske dialekt hassania og spansk blev straks lukket af Marokko.
Redaktør Pablo Ignacio Dalmases, der også var redaktør på Radio Sahara, den officielle spanske radiostation i landet, siger i rapporten, det det bedste bevis på, at avisen blev lukket af militæret, fordi den rapporterede om den hemmelige aftale om Vestsahara, er at radioen ikke blev lukket men fuldt funktionsdygtig blev overdraget til Marokko.
Aktivister
Der findes ingen højere læreanstalter i Vestsahara og ingen muligheder for at lære det journalistiske fag, men aktivister har lært sig journalistiske metoder og optager videofilm af demonstrationer og politiets overgreb på lokalbefolkningen og sender det ud på de sociale medier. Det får de langvarige fængselsstraffe for og de bliver udsat for smertefuld og ydmygende tortur under afhøringer. Efter saharawierne i 2010 havde lavet en stor protestlejr i telte udenfor hovedstaden El Aaiún blev 22 personer efterfølgende idømt langvarige fængselsstraffe ved en militærdomstol. Fire af dem var journalister – og de er fortsat fængslet, selv om der ingen beviser var mod dem.
En stor gruppe aktivister/journalister arbejder i Equipe Media. Også de bliver konstante anholdt, mishandlet og idømt lange fængselsstraffe. En af dem er den kvindelige reporter, Nazha El Khalidi. Hun besøgte tidligere på året Danmark og står overfor en retssag, fordi hun filmede en demonstration, da saharawierne gik på gaden for at støtte forhandlingerne mellem Marokko og Polisario i Geneve vinter
I rapporten fortæller hun: “Folk var på gaden og jeg sendte fra Smara Avenue, men jeg havde ikke været der i mere end fire minutter, da jeg blev anholdt. De tvang mig ind i en politibil, slog mig og tilbageholdt mig i timer på politistationen.”
” Når vi prøver at offentliggøre noget om menneskerettighedskrænkelserne, udsætter vi os for meget stor fare,” fortæller hun og tilføjer, at journalisternes familier bliver truet og chikaneret.
Selv risikerer hun flere måneders fængsel udelukkende for at have filmet på gaden. Hendes retssag var sat til 20 maj, men er nu udsat til 24. juni.
Fem spanske advokater og repræsentanter fra to norske NGO’er, der ville overvære retssagen blev udvist af de marokkanske myndigheder.
Kun udplyndring
Generalsekretæren for den spanske afdeling af Journalister Uden Grænser, Rosa Meneses, siger at Marokkos strategi overfor saharawierne er foragt, undertrykkelse og fattigdom. Marokkos eneste interesse i Vestsahara er at udplyndre landet, og hvis Marokko havde haft planer om at acceptere en folkeafstemning om landets fremtid, ville man nok have gennemført en anden politik i landet og blandt andet sørget for en udvikling, der også kommer landets indbyggere til gode. Det sker ikke i dag.
Flere spanske journalister (nogle med saharawi-baggrund) nævner, at både Frankrig og Spanien i dag er den reelle forhindring for en løsning på konflikten. Journalisten Ebabba Hamaida fra den spanske statsradio, siger, at de fleste spanske medier accepterer udenrigsministeriets forklaring om at være ’neutral’ i konflikten, selv om Spanien er skyld i hele situationen og konstaterer, at saharawierne ikke har brug for velgørenhed, og det er dobbeltmoralsk på den ene side at lave en fiskeriaftale, der berøver saharawierne deres lands naturressourcer og samtidig giver humanitær hjælp til flygtningelejrene ved Tindouf.
Som forklaring på den spanske eftergivenhed overfor Spanien siger Pablo-Ignacio de Dalmases, ham der var redaktør af områdets første avis, at Marokko sidder med nøglen til løsning af de tre største problemer for Spanien: immigration, fiskeri og Ceuta og Mellila. Han kalder Spaniens håndtering af konflikten katastrofal – men fordi Marokko besidder disse tre instrumenter, bliver situationen svær for Spanien.
Ingen kritik
Rapporten nævner også, at Polisarios ledelse ofte taler i floskler og politiske slogans og at Polisario mangler en fremtrædende talsperson. Journalisten Ebabba Hameida nævner, at i flygtningelejrene, hvor saharawierne efterhånden har boet i 43 år, er der både radio- og tv-stationer, men de er ikke særlig kritiske.
”Og det er forståeligt nok, for man skal ikke give fjende våben i hånden, men vi er som alle andre mennesker. Man skal ikke idealisere saharawierne. Vi har korruption og dårlig ledelse, kvinder er ikke fuldkommen ligestillede… det burde vi tale om, og det burde ikke være noget problem at gøre det. Hun opfordrer saharawierne til at diskutere disse problemer på Twitter, så andre kan få kendskab til dem. Saharawierne skal også vænne til de forandringer, der sker med journalistik, siger Ebabba Hameida.
Udlændinge deporteres
Rapporten slutter med en gennemgang af nogle af de talrige eksempler på, at udenlandske journalister er blevet deporteret fra Vestsahara. Dem er der mange af. Enten bliver de nægtet indrejse, når de kommer til lufthavnen i El Aaiún eller de bliver kørt af politiet flere hundrede kilometer gennem ørkenen og sat af i den marokkanske by Agadir eller andre marokkanske byer.
