Abida vil bygge bro til danskerne

Ny Polisario-repræsentant i København

Abida Mohamed Buzeid trækker på en hospitalsmetafor for at beskrive den eskalerende risiko for, at den længe negligerede konflikt i Vestsahara, som har stået på i næsten 50 år, kan sprede sig og påvirke resten af Nordafrika.

Abida er 36 år gammel, mor til to døtre og er uddannet biokemiker fra et universitet i Algeriet. Hun har brugt syv år af sit liv på at arbejde på et hospital i flygtningelejrene tæt på Tindouf i det sydvestlige Algeriet, hvor flere Saharawier, Vestsahara-flygtninge, har boet siden Marokkos besættelse i 1975.

– I verdens øjne er besættelsen af Vestsahara en lille overset konflikt, siger hun.

 -Men hvis man for eksempel får en lille rift eller sår på foden og ikke behandler den, kan den brede sig og udvikle sig til betændelse eller koldbrand, så man risikerer at miste benet. Det samme kan ske med Vestsahara. Vi har siden våbenhvilen i 1991 kæmpet med politiske og diplomatiske midler, men de virker ikke, og det kan det ende med en rigtig krig, der breder sig til nabolandene, frygter hun.

Abida er født i en flygtningelejr og har kun en enkelt gang været i sit land – den besatte del af Vestsahara. Samtidig med at hun arbejdede på hospitalet, blev hun mere og mere aktiv i to ngo’er i lejrene. Den første er AFPREDESA, som fokuserer på menneskerettigheder, og den anden er NOVA, et samarbejde med en svensk ngo, der lærer de unge at arbejde for deres sag uden brug af vold, i overensstemmelse med sahrawiernes tilgang siden våbenhvilen i 1991. Derudover blev hun aktiv i en organisation, der arbejder på at give flere kvinder og unge mulighed for at deltage i Polisarios ledelse.

African Union

Abidas første diplomatiske mission var på Vestsaharas ambassade i Addis Abeba, Etiopien. Den er vigtigt, for byen er hjemsted for African Union, der anerkender Vestsahara som medlem, og hun kalder det en god skoling, fordi hun mødte diplomater og ngo’er fra hele Afrika, og lærte at begå sig i den verden.

Efter tre år i Addis Abeba var hun ’hjemme’ i fire år og arbejdede for Vestsaharas eksilregering i Rabouni i flygtningelejrene i Algeriet.

Danmark er hendes første post som repræsentant for sit land. Da hun blev udpeget til denne post i forbindelse med Polisarios kongres i januar 2023, kendte hun ikke meget til Danmark eller København. Dog havde hun tidligere samarbejdet med en af de NGO’er, hun var aktiv i, i forhold til Sverige, så hun havde en vis viden om de nordiske lande.

– Vestsahara har haft en repræsentant i Danmark siden 2000, men i forbindelse med covid var der ikke så meget aktivitet. Men jeg er kommet for at bygge bro til danskerne – både politikerne og civilsamfundet, siger hun.

Hun håber, hun kan skabe kontakt til danskerne og styrke det netværk, der allerede støtter Vestsahara.

-Vi er et folk, der har brug for solidaritet, og som andre fortjener vi at leve et liv i værdighed. Derfor har vi brug for international støtte, siger hun.

En anden oplevelse fra udlandet stammer fra 2015, da hun sammen med andre sahrawier fra flygtningelejrene tog flyet til Casablanca. Med hjælp fra sahrawi-studerende i Marokko sneg hun sig ind til en begivenhed kaldet Maghreb Forum i Tanger, hvor alle Maghreb-landene var inviteret, undtagen Vestsahara.

Hun gik på talerstolen og fortalte om sit folks situation, som mange af deltagerne ikke kendte til.

– Men det betød, at vi fik kontakt med marokkanske intellektuelle, som vi stadig har forbindelse til, og flere af dem siger, at det bedste, der kan ske for Marokko, er, at der kommer et frit og selvstændigt Vestsahara.

-Vi har mange kontakter i den marokkanske diaspora, både de og grupper i Marokko udfordrer Marokkos sociale og økonomiske system. De påpeger, at besættelsen af Vestsahara er kongens projekt, ikke det marokkanske folks, siger hun.

Krig igen

De seneste par år har der været enkelte sammenstød mellem Polisario og marokkanske soldater – og et par af dem har krævet menneskeliv. Derfor frygter Abida, at krigen vil blusse op igen, hvis ikke FN og det internationale samfund lægger pres på Marokko.

-Jeg repræsenterer en ikke voldelig bevægelse, så jeg håber på en fredelig løsning, siger hun og understreger, at de unge i flygtningelejrene taler for militære angreb på marokkanske soldater, men hun understreger, at ingen sahrawi nogensinde har foretaget terrorangreb på marokkanske civile installationer.

-Vi er et folk, for hvem ord og ære betyder meget, og troværdighed er en del af modstandskampen. Derfor kæmper vi for en politisk og diplomatisk løsning, og det forstår de unge også, siger hun.

-Men de unge har startet en diskussion, og nogle af dem kritiserer også Polisarios ledelse for denne strategi, siger hun og tilføjer, at grundlæggende er sahrawierne fredelige mennesker, der indtil for et par generationer siden levede som nomader i ørkenen.

Hun vender tilbage til sammenligningen med en infektion, der kan brede sig, for da FN’s nuværende generalsekretær Antonio Guterres var højkommissær for flygtninge, besøgte flygtningelejrene, sagde han: Jeg kan ikke tilbyde jer behandling. Det eneste, jeg kan give jer, er Paracetamol, så allerede dengang blev vi tilbudt smertestillende piller i stedet for helbredelse, siger hun.  

Besøg i hjemlandet

Sahrawierne i den besatte del af Vestsahara og dem i flygtningelejrene mistede i mange år kontakten med hinanden, men FN-missionen sikrede i nogle år familiebesøg mellem det adskilte folk, og i 2012, da hun var 25, besøgte hun for første og hidtil eneste gang landet og familien, der boede der.

To ting gjorde især indtryk på hende: Hendes mor havde taget billeder af marokkansk politi, der slog og mishandlede folk. Derfor blev hendes kamera taget fra hende og memorycardet med billederne fjernet. Hun nægtede at forlade lufthavnen uden billederne og hvilket skabte en del international opmærksomhed.

– Men det var en stærk psykologisk følelse at være tilbage i mit land og se det land, vi kæmper for, siger hun og tilføjer, at hun ved, hun vil vende tilbage en dag.

Det andet store indtryk var at se Atlanterhavet, som flygtningene i ørkenen altid talte meget om.

-Det var en stor oplevelse, selv om jeg havde set hav før, for jeg har set Middelhavet, da jeg som barn var med på sommerferie i Europa, som mange hundrede sahrawi børn var, siger hun og fortæller, at for børnene var disse sommerlejre i europæiske lande (i mange år kom børn også på ferie i Danmark), for det gav dem en viden om, hvordan verden var udenfor flygtningelejrene i ørkenen. Selv var hun i den spanske by Cadiz og så huse, træer, butikker og veje.

-Jeg var 7-8 år dengang, og det gik op for mig, at det var The real world. Vores liv i teltlejre i ørkenen var undtagelsen, men indtil da troede jeg, at hele verden så sådan ud, fortæller hun.

Abida taler glimrende engelsk. Det har hun lært i flygtningelejren og fordi en stor del af bøgerne i biokemi er på engelsk.

-Og så har jeg flere gange været med til internationale konferencer om Vestsahara – bl.a. også i New York, hvor jeg et par gange har haft lejlighed til at møde Christopher Ross, der har været FN’s generalsekretærs udsending til Vestsahara, fortæller hun.

Der er mulighed for at møde Abida Mohamed Buzeid den 14.november på konferencen på Christiansborg, og aktivister kan møde hende den 8.november i Global Aktion.