Nekrolog

Denis Goldberg er død

En af heltene fra kampen mod apartheid er død. Morten Nielsen skriver et mindeord.

Natten til i dag (29. april 2020) døde min gamle ven Denis Goldberg. Denis var den type menneske, der på sin meget stille facon, gjorde et stort indtryk på dem, han mødte. Jeg have mulighed for at møde Denis en kold vinterdag i 1985, hvor han besøgte København. Jeg husker, vi stod i lufthavnen med et gammelt kornet foto af en ung mand med sygekassebriller. Et foto der var taget i 1960, da Denis netop var fængslet og stod til at få dødsstraf. Han havde, sammen med andre i ANC, været med til at oprette Nationens Spyd, den væbnede del af apartheidmodstanden.
Denis, der var ingeniør, var ansvarlig for at beregne hvor meget sprængstof, der skulle bruges når broer og højspændingsmaster skulle springes i luften.
Dødsdommen blev omstødt til livstid i fængsel. De første 11 af de 22 år i fængslet var han totalt isoleret fra de andre fanger, fordi han var den eneste hvide politiske fange. Denis var derfor ikke sammen med Mandela og de andre ANC ledere.

Den aften, da Denis var kommet til København, sad vi en gruppe unge aktivister i et køkken på Vesterbro, og lyttede til ham. Ikke til en bitter mand, men til en meget levende og morsom mand. Et menneske, der i høj grad nød at være i andres selskab, måske efter de mange års isolation i fængslet. Han fortalte, at det tog syv år at få vagten til at sige godmorgen, når han kom med mad om morgenen. Han fortalte at det var i det fængsel han sad i, at de dødsdømte modstandsfolk bliv henrettet, og han fortalte om de sange der blev sunget fra de mange celler, når en skulle henrettes.
Han fortalte, at apartheidregimet hvert år tilbød at løslade ham, hvis han flyttede til Israel. Denis sagde det, som det var, at efter 22 år uden menneskelig kontakt, kunne han ikke mere, og tog til Israel. Besøget i Israel blev ganske kort, for selvom Denis var jøde, så var han ikke Zionist. Efter et par uger blev han udvist for bestandigt for at kritisere staten Israel.
Når jeg efterfølgende besøgte Denis i Sydafrika, fortsatte vi diskussionen fra den første nat på Vesterbro i 1985. Hver gang bad han mig hilse alle dem fra den aften i København, og han kunne, selv 30 år efter, huske navnene på de fleste.