Beskrivelse
Opbrud – 21 noveller fra post-apartheid Sydafrika.
Udgivelsesår: 2000
Denne antologi »Opbrud«, udkom her på dansk og samtidig i Sydafrika på engelsk. Samlingen består af 21 noveller af moderne forfattere, der alle er født efter 1945, og udvalget er foretaget i samarbejde med hovedredaktøren Chris van Wyk fra Johannesburg.
“Samtlige fortællinger er skrevet efter 1994, d.v.s. efter apartheids ophør. Mens racismen endnu var den politiske, juridiske og daglige virkelighed, var sydafrikanske forfattere naturligvis primært optaget af den himmelråbende uretfærdighed som et led i de sortes frihedskamp. I litteraturen manifesterede det sig på vores breddegrader især i bekendtskaber som Nadine Gordimer, André Brink og Breyten Breytenbach. Det var de hvides stemmer, der nåede os, men de talte med et sort mandat. Ikke mindst gennem dem, blev vores opmærksomhed rettet mod apartheid. Bøgerne gav næring til vestens offentlige opinion og politiske pres, og litteraturen kunne i al kunstnerisk ubeskedenhed tage del i æren for Nelson Mandelas løsladelse og Sydafrikas kovending.
Hvad skete der så i sydafrikansk litteratur, da landet slap fri for apartheids forbandelse? Man har tit hørt om forfattere i frisatte kommunistiske lande, der drømmer sig tilbage til de gode gamle dage med skriveforbud og censur. Dengang var der noget ved at være forfatter, siger de, der var f.eks. en undertrykkende magt, man kunne hvæsse sine kløer mod. Med friheden kom også tomrummet. I Sydafrika skulle de yngre forfattere i hvert fald bevise, at de havde noget på hjerte som kunstnere, ikke kun som forfattere med en politisk og moralsk sag. De skulle ikke mindst vise, at de kunne skrive litteratur om andet og mere end Sydafrika. Men det er naturligvis ikke en kvalitet i sig selv, at fjerne sig fra mindet om apartheid. På samme måde var det heller ikke en kvalitet for den danske litteratur i tresserne, at den kunne træde ud fra besættelsens skygger.
I »Opbrud« får vi 21 eksempler på, at Sydafrikas vækstlag af forfattere er frodigt. Vi ser også, at de har fået indignation og retfærdighedssans i arv fra den ældre generation, for deres opmærksomhed er ofte rettet mod overgreb, sociale skel og mere eller mindre strukturerede former for undertrykkelse. Et godt eksempel er Roshila Nair (f. 1969) der i »En slags kærlighed« skriver en ung piges historie om en voldtægt, der finder sted bedst som frihedsflaget hejses over de sortes township, da Nelson Mandela løslades. »Hans nej mod mit nej. De samme ord. Jeg tvivler aldrig på de ord, jeg udtaler. Betydningen af de ord jeg udtaler, er helt klar. Jeg tror på mine ord. Derfor taler jeg. Nej. Et ord der er hævet over enhver tvivl. Han kendte også det ord. Hvis ord var det?«
Roshila Nairs novelle kan læses som en metaforisk kommentar til apartheid, og er det måske også. I hvert fald er det en stærk fortælling om urettens magt. Fra hende og mange af de andre ukendte navne kan vi forvente, at det nye Sydafrikas litteratur vokser frem. Meget tyder i hvert fald på, at forfatterne har det som den krænkede pige, der tror på sine ord og derfor taler, om end deres ord ikke er hævet over tvivl.” (anmeldelse ved Klaus Rothstein https://www.berlingske.dk/kultur/nye-stemmer-fra-sydafrika )
