Hvorfor må vi ikke taler om det?

Der er ikke et svar på hvorfor Danmark køber våben fra Israel?

Milliarderne fyger omkring. Rigtig mange af milliarderne går til våben og militær oprustning. Det er svært at få overblik over, hvor mange ekstra penge, der bruges på oprustningen. Om det er en bevidst taktik for at forhindre debat, eller blot et resultat af skiftende politiske konstellationer, er svært at sige.

De danske udgifter til forsvaret lå i årene fra de tidlige 00´er og frem til 2018 på omtrent 25 milliarder kroner årligt, ifølge NATO´s egne opgørelser. Det tog et kraftigt nøk opad med forsvarsforliget 2018-2023. I 2022 var de årlige udgifter på 37 milliarder. Målet for politikerne er at nå 40 milliarder om året inden for få år.

Det nye forsvarsforlig fra juni 2023 tilføjer endnu 143 milliarder kroner over ti år. Af dem er omtrent 19 milliarder taget fra forliget 2018-2023. Til gengæld skal stigningen fra årligt 25 milliarder til nu 37 milliarder regnes oveni forliget fra juni. Billedet er mudret. Uanset hvad, er der tale om en meget kraftig oprustning i løbet af få år. Vi skal tilbage til den Kolde Krigs spæde start for at se en lignende eksplosion, når der måles i procent af BNP.

Danmarks køb af nye kampfly fra USA er et eksempel på skjulte udgifter. Vi ved endnu ikke, hvor mange milliarder den handel kommer til at koste, for summen stiger for hver gang en journalist graver i det. Indkøbsprisen er nu forventet til at blive 20 milliarder kroner, fra de 15 milliarder vi først fik oplyst, opsummerer magasinet Ingeniøren. Samlet set er udgifterne til flyene i hele deres forventede levetid ikke under 55 milliarder.

Vi står derfor med en oprustning på et niveau som vi skal mange, mange år tilbage i tiden for at finde magen til. Den danske regering og folketinget er blevet en drivkraft, ja på mange måder en fortrop, i den internationale tendens. Oprustningen føres både konkret, gennem enorme milliardinvesteringer der er planlagt over mange år. Men det er også en oprustning af mere mental eller ideologisk karakter, der medfører at debat og kritik bliver meget sværere at få ud i offentligheden. Det er i mange sammenhænge stigmatiserende, nærmest forræderi, at være kritisk over for våbenkøb.

Læser man kommentarerne fra forligskredsens ordførere i det nye forsvarsforlig, går et bestemt sprogligt udtryk igen. Det er en bunden opgave at styrke dansk forsvar. En bunden opgave. Hvordan kritiserer man beslutningerne, når det er en bunden opgave. Udtrykket hos ordførerne går igen fra SF til Venstre. En bunden opgave som udtryk for oprustning mentalt, såvel som i kroner og ører.

Hvem har stillet vores politikere at opruste som en bunden opgave, kan spørgsmålet lyde. 

De fleste af de mange milliarder skal omsættes i militært isenkram. Der er tegn på, at det gennem længere tid har været et ønske fra udvalgte politikere og deres venner i våbenindustrien. Det virker som om at ønskerne længe har ligget klar, og at de nu bevæger sig fra lobbyisterne og ud til dem med magten. De ønsker flere kanoner, missiler til at skyde langt, missiler til at skyde missiler ned. Flere kampvogne, nye pansrede mandskabsvogne. Flere værnepligtige til de nye våben. Og med flere soldater, endnu flere våben af alle slags. 

Våbenfabrikkerne i NATO bugner af ordrer og ventetiden kravler op i år. I den situation kigger NATO uden for egne grænser, og der øjner de med det samme Israel. Israel har længe været en paria i international våbenhandel. Nu er besættelsesmagten ved at møve sig ind helt centralt. De tilbyder granater, missiler, droner, og kanoner. De lover at producere hurtigt og levere hurtigere. De inviterer generaler og folk fra ministerierne ned at se deres fabrikker. Den danske indkøbsstyrelse FMI har to gange i efteråret besøgt israelske våbenfabrikker, skriver Altinget, og sandelig om ikke ordrerne landede der. 

Regeringen har nemlig med vold og magt, og i strid med alle regler og procedurer, købt kanoner og raketkastere af det israelske firma Elbit Systems. For få år siden var det en utænkelighed. Det ville have rejst en debat, det ville have affødt kritiske spørgsmål, og modstanden mod våbenhandel med apartheid-regimet Israel ville være stærk langt ind i regeringens bagland. 

Men der findes en modstand mod at købe våben af israelske producenter. Regeringen og ministrene er godt klar over den modstand. Det er derfor, de vildleder og giver urigtige oplysninger til Finansudvalget. Global Aktion er med i kampagnen ”Stop Våbenhandel med Apartheid Israel”, der netop har anmeldt forsvarsministeren for brud på Ministeransvarlighedsloven, med det formål at få kritikken frem i medier og folket.